Mødedato: 03.05.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring - Revidering af gældende Forskrift for Udendørsmusikarrangementer

Musikudvalget skal afgive høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende revidering af gældende Forskrift for Udendørsmusikarrangementer. 

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at

  1. Musikudvalget afgiver høringssvar vedrørende revision af gældende Forskrift for udendørs musikarrangementer.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 3. marts 2022, på baggrund af medlemsforslag fra Venstre (bilag 1), behandlet en anmodning om, at Borgerrepræsentationen skulle pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen om at vende tilbage med en sag om ændring af Musikforskriften (Forskrift for udendørs musikarrangementer, bilag 2) med henblik på bedre vilkår for professionelle kultraktører med større kapacitet.

Der blev stillet ændringsforslag og Borgerrepræsentationen besluttede den 3. marts 2022 at erstatte forslaget med følgende:

”Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en fællesindstilling om revision af Musikforskriften til forelæggelse for de to udvalg inden sommerferien 2022. Som et led i arbejdet, skal lokaludvalgene og kulturlivet herunder festivalerne og relevante brancheorganisationer inddrages, med henblik på at skabe bedre rammer for kulturlivet uden at åbne for uorganiseret støj. Herunder skal det undersøges, om der kan være særregler for events af en bestemt størrelse og for støjniveauet på bestemte lokationer, samt om det er muligt at skabe mere fleksible og hensigtsmæssige tidsrum for afholdelse af kulturelle arrangementer, som det fremgår af motivationen i det oprindelige forslag.

At Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøforvaltningen om at forberede et mulighedskatalog for, hvorledes der allerede i sommeren 2022 kan iværksættes sagsbehandling med blik for de nye regler, herunder øget brug af dispensation.”

Løsning

På denne baggrund høres Musikudvalget om forslaget med henblik på udarbejdelse af et høringssvar, der kan indgå i fællesindstillingen fra Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik - og Miljøudvalget.

Baggrund

Det tidligere Musikudvalg har bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af udkast til Musikplan for Københavns Kommune drøftet Forskrift for udendørs musikarrangementer. Kultur- og Fritidsudvalget godkendte Musikplanen den 19. maj 2020 (bilag 3).  Under temaet Rytmisk musik anbefalede det tidligere Musikudvalg følgende: 

"Med henblik på at fastholde inden- og udendørs musik i København foreslås det, at kommunens forvaltninger - herunder særligt KFF og TMF - indgår et samarbejde om evaluering af Forskrift for udendørs musikarrangementer samt andre musikrelaterede støjgener, så holdninger og ønsker fra flere ressortområder bringes i spil".

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af Musikudvalgets drøftelser udarbejde høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutning

Musikudvalget drøftede indstillingen.

Forvaltningen vil på baggrund af Musikudvalgets drøftelser udarbejde høringssvar, der sendes til godkendelse hos Musikudvalget inden det fremlægges for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Til top