Mødedato: 28.11.2023, kl. 16:00
Mødested: Københavns Rådhus

Status på afrapportering på projekter støttet af Nattelivspuljen

Se alle bilag

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Nattelivsudvalget tager afrapporteringen til efterretning.

Problemstilling

I henhold til Nattelivsudvalgets kommissorium (afsnit om Opgaver og leverancer) har Nattelivsudvalget til opgave at bevilge støtte til forsøg og særlige indsatser i nattelivet ved uddeling af Nattelivspuljen (1 mio. kr. årligt).

I 2022 og 2023 har Nattelivsudvalget uddelt midler fra Nattelivspuljen til i alt syv projekter i Københavns natteliv.

På mødet i Nattelivsudvalget den 27. september 2023 anmodede udvalget forvaltningen om indsigt i afrapporteringen på projekterne, som i 2022/2023 har modtaget støtte fra Nattelivspuljen.

Løsning

Af bilag 6.1 fremgår status på afrapportering af projekterne, som er blevet tildelt midler fra Nattelivspuljen i 2022 og 2023

Nattelivsudvalget har i 2022/2023 uddelt midler fra Nattelivspuljen til følgende projekter:

2022

  • Københavns Frie Promotere og Sex & Samfund til projektet ”Alliance for tryggere natteliv” – en undersøgelse af grænseoverskridende adfærd og diskrimination i nattelivet
  • Natteravnene på Islands Brygge til opstart af tryghedsskabende indsatser blandt unge gæster på Islands Brygge
  • Københavns Frie Promotere til kulturudveksling mellem København og Berlin på nattelivsområdet ved facilitering af inspirationstur til Berlin, bl.a. med deltagere fra Nattelivsudvalget
  • NEDA til projektet ”Fri dans, Fest og Fællesskab – Uden alkohol og stoffer”.

2023

  • Den Anden Side til projektet RADA: Representation, Awareness, Diversity, Accountability
  • Københavns Frie Promotere, Sex & Samfund og Copenhagen Pride til promovering af rapport om grænseoverskridende adfærd og diskrimination i det Københavnske natteliv
  • Copenhagen Pride til projektet Et tryggere natteliv under Copenhagen Pride Week

Krav og procedure for afrapportering

Ved tildeling af midler fra Nattelivsudvalget følger et krav om afrapportering på anvendelse af de tildelte midler. De konkrete krav følger reglerne for afrapportering ifm. udbetalinger af underskudsgarantier/tilskud i de øvrige § 17, stk. 4, udvalg i forvaltningen: Musikudvalget, Scenekunstudvalget og Rådet for Visuel Kunst.

Senest to måneder efter et projektets afslutning skal modtageren af midler fra Nattelivspuljen indsende et opdateret regnskab samt dokumentation for tilskuddets anvendelse – medmindre anden særlig aftale foreligger. Alle indsendte regnskaber kontrolleres i forhold til den indgåede aftale om den gennemførte aktivitet.

Det bemærkes, at Nattelivsudvalget i en række sager har truffet beslutning om tildeling af puljemidler under forudsætning af, at ansøgningen lever op til ét eller flere specifikke krav, f.eks. skriftlig afrapportering/evaluering af et projekt. I disse tilfælde går forvaltningen i dialog med ansøger om opfyldelse af kravene for modtagelsen af midler fra Nattelivspuljen.

Videre proces

Nattelivsudvalgets Sekretariat fortsætter arbejdet med administration af Københavns Kommunes Nattelivspulje.

Beslutning

Nattelivsudvalget tog orienteringen til efterretning.

Lars Henriksen anmodende forvaltningen om, at Copenhagen Pride tilføjes som afsender på ansøgningen fra ”Alliance for et tryggere natteliv” (2022) til projektet: Rapport om diskrimination og grænseoverskridende adfærd i det københavnske natteliv.

Nattelivsudvalgets Sekretariat orienterede om, at sekretariatet har været i dialog med Unge Ravne vedr. genindsendelse af Unge Ravnes ansøgning til Nattelivspuljen fra oktober 2023. Sekretariatet har fået oplyst, at Unge Ravne ønsker at genindsende ansøgningen primo 2024.

Til top