Mødedato: 27.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Festsalen i Bethesda, Rømersgade 17

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Tagterrasse på Cinemateket

En borger spurgte, om det kan være rigtigt, at man med en byggetilladelse kan få lov til at etablere et mini-tivoli med udendørsaktiviteter, filmforevisninger, café, events mv., som holder åbent til midnat og måske senere, på taget af en fem-etagers bygning tæt ved beboelseslejligheder. Han spurgte videre, om man kan henvise til eksisterende støjgrænser og så tro, at der ikke vil være voldsomme støjgener fra taget. Han gjorde opmærksom på, at støjgrænser måles over tidsintervaller, hvorfor det stort set er umuligt at få stoppet en virksomhed, der ser stort på støjgrænserne. Han spurgte desuden om, hvorvidt det kan være rigtigt, at et sådant projekt kan gennemføres uden lokalplan og uden inddragelse af områdets beboere og interessegrupper samt uden politisk drøftelse af en så omfattende nyskabelse. Endelig spurgte han om, hvad lokaludvalget kan gøre for at stoppe sagen og om hvordan man kan sikre en mere relevant beslutningsproces for støj- og miljøbelastende projekter i København. Han bad lokaludvalget stille forslag om, at biografen bliver med tag, der kan åbnes i godt vejr, hvis ikke projektet kan stoppes.

En anden borger gjorde opmærksom på WHO-rapporten "Støj dræber", der er et argument for reduktion af støj, og spurgte om, hvordan rapporten inddrages i denne sag. Hun gav udtryk for, at Cinemateket har en kommerciel interesse i tagterrassen, da den vil kunne give øgede indtægter. Men hun mente, at det var selvmodsigende, at tagets aktiviteter skal betale for taget. Hun spurgte om hvem, der er målgruppen for aktiviteterne på taget.

Bent Lohmann svarede, at målgruppen er de, der normalt benytter Cinemateket. Han svarede videre, at Cinemateket ligger inden for varslingszonen, hvorfor der skal tungtvejende grunde til at give en natbevillinger til restaurationer i bygningen. Det gælder også bevillinger til arrangementer i bygningen og på taget. Han vil foreslå lokaludvalget at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, når sagen kommer på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden.

Karina Muriel Mimoun svarede, at Cinemateket ikke udnyttes fuldt ud nu, så Cinemateket går efter et nyt segment. Hun oplyste, at Rundetårn Kvarters Beboerforening vil søge om foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, når sagen kommer på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden. Hun oplyste videre, at restaurant Sult i Cinematekets stueetage har fået en 02-bevilling. Beboerforeningen kan ikke få at vide, hvad årsagen er. Endelig oplyste hun, at cafeen bliver omtalt som en "skybar".

Anton Skovle svarede, at børnefamilier er blandt målgrupperne.

Michael Thorup svarede, at erfaringen fra Havnegade-promenaden er, at lyd spreder sig over store afstande. Ved havnen kan alt høres og det er som at bo ved en støjbombe.

Gunna Starck svarede, at en blomsterhandler i nærheden nu har indrettet en rosé-bar, hvilket indikerer, at han mangler penge. Cinemateket er en parallel til dette. Men det, blomsterhandleren og Cinemateket gør, er ikke originalt. Det er trist.

En tredje borger mente, at forpagtningen af cafeen på tagterrassen vil glide Cinemateket af hænde, hvorved Cinemateket ikke vil kunne styre aktiviteterne på taget.

En fjerde borger foreslog, at Cinemateket flytter til Papirøen.

Linda Steen Munch svarede, at Cinemateket er tegn på en tendens i Indre By. Indre By er hele ugen præget af larmende udeserveringer, druk, stoffer mv., hvilket er sørgerligt. Hun mente, at man i København bør være striks og at kommunen bør lære af andre storbyer, der har en holdning til anvendelsen af byrummet.

Marianne Spang Bech, der er leder af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, oplyste, at hun har gennemgået bygherrerådgiveren Rambølls notat om støjgener og fundet frem til, at visse forudsætninger er udeladt.

Sally Mountfield svarede, at det bør undersøges, om fredningsbestemmelser for Kongens Have kan være en hindring for projektet.

En femte borger foreslog, at lokaludvalget skriver en pressemeddelse om sagen. Hun vil gerne fortælle medierne, hvordan man som borger i området ser på sagen.

Kulturhuset Indre By

En borger orienterede om aktiviteterne i og foran Kulturhuset Indre By efter at to private aktører har lejet sig ind i kulturhuset. Der er nu 25 aftenaktiviteter om måneden i kulturhuset. Mange af dem kan høres vidt omkring.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget ikke er blevet orientereret om udlejningen, til trods for at lokaludvalget har samarbejdet med Kultur- og Fritidsforvaltningen om borgerdialog om anvendelsen af kulturhuset. Han vil bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om en orientering om udlejningen.

Lokaludvalget bad formanden om en indstilling om Kulturhuset Indre By til lokaludvalgets møde den 10. september 2020.

 

Det lokale miljøarbejde

Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Marianne Spang Bech orienterede

  • om en konference om trafikøer, som lokaludvalgets medlemmer har mulighed for at deltage i
  • om to affaldsindsamlingsevents den 18. og 19. september 2020 ved Kulturhuset indre By og på Dronning Louises Bro.
Til top