Mødedato: 21.05.2026, kl. 18:30
Mødested: Bethesda, Rømersgade 17

B-sag: Ændring i og orientering om lokaludvalgets budget for 2026

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at det offentlige møde om rammerne for udviklingen af Kalvebod Brygge er sat i bero, hvorfor de afsatte 10.000 kr. til aktiviteten tilbageføres til puljen "Borgerdialogaktiviteter".
  2. at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen i løsningsafsnittet om budgettet for 2026 til efterretning.

Problemstilling

Lokaludvalget skal tage en ændring i og en orientering om lokaludvalgets budget for 2026 til efterretning.

Løsning

Det offentligt møde om rammerne for udviklingen af Kalvebod Brygge, som det gamle lokaludvalg  besluttede at holde sammen med Vesterbro Lokaludvalg, er sat i bero, hvorfor de afsatte 10.000 kr. til aktiviteten tilbageføres til puljen "Borgerdialogaktiviteter".

Orientering

Den samlede budget for alle lokaludvalg pris- og lønreguleres hvert år. Hvert lokaludvalgs del af det samlede budget fastsættes hvert år  forholdsmæssigt ud fra antal indbyggere i hvert lokaludvalgs område. Lokaludvalgets budget for 2026-puljen er på 1.627.249 kr.

Det gamle Indre By Lokaludvalg besluttede i sit møde i november 2025 at opdele sit budget i seks puljer.

1. Puljeansøgninger

Borgere, foreninger m.fl. kan søge støtte fra Indre By Lokaludvalgs bydelspulje til projekter og arrangementer i bydelen. Tilskuddet gives som en underskudsgaranti.

Af lokaludvalgets retningslinjer for støtte fremgår det, at lokaludvalget støtter tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner Indre By og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplan. Af retningslinjerne fremgår det også, hvad lokaludvalget ikke støtter. Retningslinjerne er et bilag til en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 21. maj 2026. 

I sit møde i november 2025 besluttede lokaludvalget at afsætte 420.000 kr. af sit budget for 2026 til puljeansøgninger.

2. Miljøpuljen

På lokaludvalgsmødet i juni 2025 besluttede lokaludvalget at oprette en miljøpulje, hvorfra man kan søge om støtte til miljøprojekter i Indre By. Tanken var dengang, at Miljøpuljen skulle suppleres op løbende med eventuelle mindreforbrug fra andre aktiviteter, som lokaludvalget står for. Ansøgningerne til Miljøpuljen forbehandles af Miljøgruppen under lokaludvalget.

I sit møde i november 2025 afsatte lokaludvalget 50.000 kr. til Miljøpuljen i sit budget for 2026.

3. Det lokale miljøarbejde

Følgende fremgår af kommissoriet for lokaludvalgene i Københavns Kommune:

"Lokaludvalgene skal støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere en bred mangfoldighed af københavnere, virksomheder og organisationer i bydelen til aktivt at deltage i miljøprojekter, der samtænker miljø med det sociale, sundhed, kultur, byplanlægning, økonomi og integration.

Lokaludvalgene skal ligeledes skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål.

Lokaludvalgenes miljøaktiviteter skal i øvrigt understøtte Københavns Kommunes visioner og mål på miljøområdet. 

Med henblik herpå skal lokaludvalgene årligt tilrettelægge det lokale miljøarbejde, gennemføre egne miljøaktiviteter og/eller give økonomisk støtte til lokale miljøprojekter, f.eks. Miljøfondene eller lokalt engagerende projekter initieret af københavnere."

 

I 2026 støtter kommunen det lokale miljøarbejde i Indre By Bydel med 860.000 kr. Indre By Bydel omfatter Indre By Lokaludvalgs område og Christianshavns Lokaludvalgs område.

"Miljøfond", som nævnes ovenfor, er for Indre By og Christianshavns vedkommende Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, der er organiseret som en fond. Læs om Miljøpunktet her: https://a21.dk/

Af aftalen om udførelse af det lokale miljøarbejde 2025-2027 mellem Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn fremgår det, at støtten fra kommunen skal overføres støtten til Miljøpunktet i to rater; i januar og i juni 2026.

Af aftalen fremgår det også, at Indre By Lokaludvalg som udgangspunkt afsætter 680.000 kr. til det lokale miljøarbejde, som overføres til Miljøpunktet i to rater; i januar og i juni.

Det fremgår desuden, at Christianshavns Lokaludvalg som udgangspunkt afsætter 150.000 kr. til det lokale miljøarbejde. Pengene fra Christianshavns Lokaludvalg overføres til Miljøpunktet i én rate i januar.

Støtten fra kommunen og de to lokaludvalg går til de aktiviteter, der fremgår af årsplanen for det lokale miljøarbejde, som lokaludvalgene har besluttet i samarbejde med Miljøpunktet.

I mødet den 11. juni 2026 får lokaludvalget en status fra Miljøpunktet på det lokale miljøarbejde i 2026. Ovennævnte aftale samt årsplanen for det lokale miljøarbejde vil være bilag til dette punkt på dagsordenen for lokaludvalgsmødet.

4. Borgerdialogaktiviteter

Det fremgår af kommissoriet for lokaludvalgene i Københavns Kommune, at lokaludvalget skal stå for den lokale københavnerdialog i samarbejde med kommunens forvaltninger og
understøtte dialogen mellem københavnere i bydelen, Borgerrepræsentationen,
Økonomiudvalget og de stående udvalg.

Udgifterne til borgerdialogen, som lokaludvalget står for, afholdes af lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter. I sit møde i november 2025 besluttede lokaludvalget at afsætte 350.249 kr. af sit budget for 2026 til borgerdialogaktiviteter.

Borgermøder, debatvognsrarrangementer (se nedenfor), boosting af opslag på lokaludvalgets sociale medier er eksempler på borgerdialogaktiviteter.

5. Egne projekter

Lokaludvalget kan igangsætte projekter og aktiviteter, der er borgerrettet og kommer bydelens borgere til gavn. Eksempler fra 2025 er en fast annonce i KøbenhavnLiv om lokaludvalgets aktiviteter samt støtte til et lysværk i forbindelse med Copenhagen Light Festival. Eksempler fra andre lokaludvalg er juletræsarrangement og bydelskulturdag.

I sit møde i november 2025 afsatte lokaludvalget 120.000 kr. af sit budget for 2026 til egne projekter.

6. Drift af debatvogn

Lokaludvalget ejer en debatvogn. Den er et samlingspunkt for lokaludvalgets borgerdialog i gadebilledet. Den blev senest benyttet på Sankt Pauls Plads i august 2024 i forbindelse med lokaludvalgets borgerdialog om lokaludvalgets ønske om en bro mellem Stokhusgade og Østre Anlæg over banegraven, Stokhusbroen. 

Lokaludvalget betaler leje af pladsen, hvor debatvognen er parkeret. I sit møde i november 2025 afsatte lokaludvalget 7.000 kr. til driften af debatvognen.

 

Økonomi

Se ovenfor og bilaget.

Videre proces

Lokaludvalget arbejder i henhold til sit budget.

Til top