B-sag: Forslag til begrønning af Rådhuspladsen
Indstilling
- at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen i afsnittet "Problemstilling" om forslag om begrønning af Rådhuspladsen, og om underarbejdsgruppen om forslaget til efterretning.
- at Indre By Lokaludvalg godkender, at underarbejdsgruppen går i dialog med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen om forslaget.
Problemstilling
I Miljøgruppens møde den 21. januar 2026 præsenterede lokaludvalgsmedlem Rasmus Fehrmann et forslag om begrønning af Rådhuspladsen.
Miljøgruppen besluttede at arbejde videre med forslaget. Der blev nedsat en underarbejdsgruppe bestående af Rasmus Fehrmann og suppleant Jette Ingerslev med bistand fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Underarbejdsgruppen har efter Miljøgruppens møde arbejdet videre med forslaget. Se skitser for forslaget og lokalplan for Rådhuspladsen i bilag.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen oplyste forud for Miljøgruppens møde, at skulle forvaltningen arbejde videre med begrønning af Rådhuspladsen, vil det kræve en politisk bestilling på et projekt og efterfølgende finansiering i budgetforhandlingerne. Hvis private ansøger om etablering af begrønning af Rådhuspladsen, vil det kræve en politisk beslutning, hvorefter forvaltningen vil blive myndighedsbehandler på sagen.
Forvaltningen oplyste desuden, at der foreligger en lokalplan for arealerne ved metrostationen. Herudover ligger der ikke væsentlige begrænsninger for udformningen af pladsen i form af kommunale planer (kommuneplaner, lokalplaner eller lignende.). Dog benyttes Rådhuspladsen til mange arrangementer om året, som pladsen med beplantning stadig skal kunne rumme, eller som det måske vil være nødvendigt at finde andre placeringer til.
Løsning
Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og godkender, at underarbejdsgruppen taler videre med forvaltningen om forslaget.
Økonomi
Det foreslås, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og godkender at underarbejdsgruppen arbejder videre med projektet i dialog med Københavns Kommune.
Videre proces
Underarbejdsgruppen arbejder videre med kvalificering af projektforslaget og orienterer med jævne mellemrum Miljøgruppen og lokaludvalget om fremdriften i projektet.