Mødedato: 19.02.2026, kl. 18:30
Mødested: Bethesda, Rømersgade 17

Medlemsforslag om at udvikle en række nye byvandringer og arrangementer målrettet byens borgere

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. Indre By Lokaludvalg vælger lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter til en projektgruppe, som sammen med sekretariatet udarbejder en projektramme for byvandringer og arrangementer målrettet byens borgere. 

Problemstilling

Medlemsforslag fra Kjeld A. Larsen:

"I forbindelse med præsentationsrunden (mødet den 3. februar 2026, hvor kandidaterne til lokaludvalget præsenterede sig) havde jeg skrevet et lidt for langt manus til tre minutter. Nedenfor præsenterer jeg et stykke tekst fra afslutningen af min  præsentation, som jeg ikke fik fremsat, men som jeg vil fremsætte som et medlemsforslag til lokaludvalgsmødet i februar.

"For en indfødt københavner er det tillige mit fokus at værne og oplyse om den historiske kulturarv, specielt bygningsmassen og omgivende byrum med arkitektonisk kvalitet. Med inspiration fra et vinterbesøg i Ribe og overværelse af et vægtermøde i Danmarks ældste bindingsværkshus, Terpager & Co, vil jeg arbejde for en ekstra profil: lokaludvalget etablerer ture rundt i bydelen, alene for københavnere, ture som under kyndig vejledning kan rettes mod forskellige temaer som lokaludvalgets bydele, udvalgte erhverv og besøg i bygninger, som i almindelighed ikke er åbne for offentligheden. Formål: at københavnerne kan få større viden og indblik i byens skønhed, dens funktioner og problemer."   

Vi har et par rigtig gode folk i Indre By, som kunne varetage ture for københavnere rundt til interessante steder og bygninger. Sådanne ture kunne anvendes til at indhente forslag fra lokale borgere til forbedringer af bymiljøet. 

Inspirationen til dette temaforslag har jeg som omtalt ovenfor hentet fra et forslag fra Lise Frederiksen, som er ejer af Queden Gaard i Ribe og et meget initiativt menneske. Jeg har vedhæftet hendes forslag for ture for ripensere og blot indsat hendes to afsnit Formål og Projektidé

"Formål
Projektet har til formål at udvikle en række nye byvandringer og arrangementer målrettet byens borgere, så de kan få nyt kendskab til den by som de bor og lever i. Ribe er et skatkammer af gode fortællinger, hvis man bare ved hvor man skal lede. 
 
Projektide
Projektet består af tre aktiviteter, som tilsammen skal give borgere i Ribe et større kendskab til deres by og der er fokus på at samle borgere på anderledes måder så de i fællesskab får indsigt i byens historie. Nedenfor uddybes projektets tre aktiviteter:
1.      Udvikling af nye byvandringer målrettet ripensere
2.      Udvikling af digitale byvandringer
3.      3-4 arrangementer om udvalgte Ribe gaders historier og beboere"

 

Løsning

Forperson Bent Lohmann foreslår, at lokaludvalget vælger lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter til en projektgruppe, som sammen med sekretariatet udarbejder en projektramme for byvandringer og arrangementer målrettet byens borgere.

Udgangspunktet er, at byvandringerne og arrangementerne skal give københavnerne større viden og indblik i byens skønhed, dens funktioner og problemer.

Projektrammen skal bl.a. svare på:

  • Typer af byvandringer og arrangementer
  • I hvilken periode skal byvandringerne og arrangementerne foregå?
  • Hvem skal stå for byvandringerne og arrangementerne?
  • Skal eksterne inviteres til at holde oplæg?
  • Hvor mange skal kunne deltage i de enkelte byvandringer og arrangementer?
  • Skal byvandringerne og arrangementerne være med forplejning?
  • Skal lokaludvalget afsætte en pulje til byvandringer og arrangementer?
  • Der informeres om byvandringerne og arrangementerne i lokaludvalgets nyhedsbrev og på lokaludvalgets sociale medier, men skal der også informeres om dem andre steder?

Projektrammen sættes på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 21. maj 2026, hvor lokaludvalget kan beslutte en konkretisering af projektet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Til top