Mødedato: 19.02.2026, kl. 18:30
Mødested: Bethesda, Rømersgade 17

Offentligt møde om lokalplaner for vandarealer i lokaludvalgets område

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg holder et offentligt møde den 19. marts 2026 om aftenen om input til lokalplaner for vandarealerne i Inderhavnen og kanalerne i lokaludvalgets område.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 30.000 kr. til det offentlige møde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Indre By Lokaludvalg vælger op til to lokaludvalgsmedlemmer eller suppleanter til at planlægge det offentlige møde sammen med forperson Bent Lohmann og sekretariatet.

Problemstilling

By & Havns zoneplan

By & Havns zoneplan fra juni 2024 udlægger Inderhavnen mellem Toldboden og Langebro til én sammenhængende blandet bylivs- og eventzone og maritim erhvervszone. Zonen skal i følge zoneplanen understøtte bylivet centralt i byen omkring havnen og de mange aktiviteter og events, som tiltrækkes af havnens kvaliteter. Se bilaget.

Lokalplaners bestemmelser for vand

Lokalplaners bestemmelser for vand er ikke gyldige, hvis de er tilvejebragt på et tidspunkt, hvor der ikke var hjemmel i planloven til at lokalplanlægge på vandarealer uden for byomdannelsesområder. Planlovens bestemmelser muliggør nu, at der for lokalplaner vedtaget efter 1. januar 2024 kan reguleres for vandarealer inden for en havns dækkende værker. 

Vandarealet ved Havnegade-promenaden

Kommunen har på det seneste modtaget to ansøgninger om dispensation fra lokalplan nr. 512 til etablering af flydende konstruktioner på vandarealet foran Havnegade-promenaden. I begge tilfælde udsendte forvaltningen en naboorientering til bl.a. lokaludvalget.

I forhold til en ansøgning om nyt badeanlæg med pool og sauna foran Soho House, Havnegade 44, skulle der dispenseres fra lokalplanens bestemmelse om, at der skal friholdes et 8 m bredt areal til promenade langs kajkanten. Ansøgeren trak senere sin ansøgning tilbage. 

I forhold til en ansøgning om tilladelse til et saunaanlæg ud for Havnegade 25 vil der skulle dispenseres fra lokalplanens bestemmelse om udformning af bolværker langs Inderhavnen. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har oplyst, at den politiske behandling af denne ansøgning sker i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 27. april 2026.

I sit høringssvar om sauna-anlæg ud for Havnegade 25 udtrykte lokaludvalget ønske om,

  • at kommunen udarbejder en plan for anvendelsen af vandarealet ud for Indre By
  • at kommunen udarbejder en lokalplan for vandarealet foran Havnegade-promenaden.

Løsning

Forperson Bent Lohmann vurderer, at der i udgangspunktet er behov for lokalplaner for alle vandarealer i Inderhavnen og kanaler i Indre By Lokaludvalgs område, som regulerer, hvad de kan rumme og anvendes til. 

Borgerne skal gives mulighed for at komme med input til, hvad sådanne lokalplaner skal indeholde, hvorfor han foreslår, at lokaludvalget holder et offentligt møde den 19. marts 2026 om aftenen om indholdet i lokalplaner for vandarealerne i lokaludvalgets område. Input til lokalplaner  vil foregå i grupper, som hver fokuserer på ét delområde af Indre Bys vandarealer.

Borgernes input samles og sættes på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. april 2026 med en indstilling om, at lokaludvalget beder Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tage dem i betragtning, når det i sit møde den 27. april 2026 skal tage stilling til ansøgningen om tilladelse til et saunaanlæg ud for Havnegade 25.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 30.000 kr. til det offentlige møde den 19. marts 2026. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Se ovenfor.

Til top