Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Det lokale miljøarbejde 2017

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal tage Miljøpunkt Indre By & Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2017 til efterretning.


Indstilling

Formanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg tager Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2017, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag.

     

  2. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg på det grundlag tiltræder, at sekretariatet i juni 2018 udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2018.

Problemstilling

Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde for 2017-18 har Miljøpunkt Indre By-Christianshavn i samarbejde med Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg udarbejdet en årsplan for det lokale miljøarbejde 2017.

Indre By Lokaludvalg godkendte årsplan 2017 i sit møde den 12. januar 2017, mens Christianshavns Lokaludvalg godkendte den i sit møde den 25. januar 2017.

Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde skal driftsstøtten fra lokaludvalgene benyttes til planlægning og gennemførelse af årsplanens aktiviteter, samt driftsudgifter forbundet med Miljøpunktets virke. I aftalen er det også bestemt, at årsberetningen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns arbejde som minimum skal indeholde en beskrivelse af gennemførte aktiviteter, status i forhold til opfyldelse af årsplanens mål og succeskriterier, samt øvrige aktiviteter der er blevet aftalt med lokaludvalgene. Det er en forudsætning for udbetaling af støtten, at årsplan, budget, årsregnskab og årsberetning er indsendt rettidigt, samt at støttevilkårene er overholdt.

Løsning

Sekretariatets bemærkninger til årsberetningen

Nedenfor sammenlignes aktiviteterne, som Miljøpunktet i henhold til årsplan 2017 skulle sætte i værk, med hvordan de er gennemført jf. årsberetning 2017 (se årsplanen i bilaget):

Indsatsområde 1. Renere luft i byen

Det fremgår af årsplan 2017,

  1. at man vil skabe fokus omkring luftforureningen fra ultrafine partikler i byen og her igennem bidrage til en mere miljøvenlig offentlig og privat transport i de to bydele
  2. at man vil fremme brug af ladcykler i de to bydele, og bydelene generelt, som erstatning for motoriserede køretøjer
  3. at man vil fremme god cykelparkeringsadfærd samt udbrede viden om håndtering af ”herreløse” cykler
  4. at man vil beskrive en indsats vedr. bedre trafikplanlægning og muligheder for grøn mobilitet på Christianshavn.  

Bemærkning:
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der i 2017 har været aktiviteter indenfor alle dele af indsatsområde 1. Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at succeskriterierne i det store hele er opnået. For så vidt angår målsætning nr. 4 ventede man forgæves på input fra Christianshavns Lokaludvalg vedr. succeskriterium, men har så selv vurderet, at der var behov for en rapport vedr. luftforurening i Prinsessegade og er  - på baggrund af rapporten - kommet med anbefalinger.

   

Indsatsområde 2: Mindre støj i byen

Det fremgår af årsplan 2017,

  1. at man vil fremme fokus på de sundhedsmæssige effekter af støj og muligheder for forebyggelse.

Bemærkning
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der i 2017 har været aktiviteter indenfor  indsatsområdet  og at succeskriterierne er opnået.

 

Indsatsområde 3: Grøn by, klimatilpsning og bæredygtighed

Det fremgår af årsplan 2017,

  1. at man vil etablere flere grønne facader med roser eller anden grøn facadebeplantning og som led i denne indsats evaluere  ”Roser til Byen” for 2016
  2. at man vil arbejde for flere træer i de to bydele  
  3. at man vil fremme anlæggelse af grønne tage og tagterrasse

Bemærkning

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der har været aktiviteter inden for alle dele af indsatsområde 3,  men at succeskriterierne ikke er opnået.

For så vidt angår nr. 1 om grønne facader og "Roser til byen"-projektet er der på side 6 i årsberetningen fyldestgørende forklaringer på, hvorfor succeskriteriet om 10-15 nye beplantninger i 2017 og succeskriteriet om flere gader med smukke roser ikke er opnået. Miljøpunktet skriver i  årsberetningen, at det er interesseret i at arbejde videre med Roser til byen-projektet, men i lyset af de hidtidige resultater ville det have været godt med et bud på, hvordan projektet i givet fald opnår succeskriteriet.

Succeskriterierne om flere gader med grønne facader er søgt opfyldt ved at arrangere byvandring og forestå rådgivning om facadebeplantning.

For så vidt angår nr. 2 om flere træer i bydelene er der en fyldestgørende forklaring på side 6-7 i årsberetningen på, hvorfor succeskriteriet om, at minimum 3-5 boligforeninger har plantet træer fra Partnerskabstræer, ikke er opfyldt. Dog vil det have været godt med information i årsberetningen om, hvorvidt der var interesse blandt boligforeningerne for projektet. 

For så vidt angår nr. 3 om at fremme anlæggelse af grønne tage og tagterrasse fremgår det ikke af årsberetningen, om man har opfyldt succeskriteriet om en henvendelse til Københavns Kommune med motivering for flere grønne tage i byen.

Indsatsområde 4. Bedre affaldssortering og affaldsudnyttelse

Det fremgår af årsplan 2017, 

  1. at man vi stå for aktiviteter vedr. smarte løsninger til transport af sorteret affald fra husstande til affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum 

Bemærkning

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der har været aktiviteter inden for indsatsområde 4 og at flere af succeskriterierne er opnået. Det fremgår ikke af årsberetningen, om succeskriteriet om øget kildesortering er opnået.
Miljøpunktet har dog overfor sekretariatet oplyst, at det er afrapporteret med rapport om Smarte løsninger.

Indsatsområde 5. Kommunikation, synlighed og netværk

Det fremgår af årsplan 2017,

  1. at Miljøpunktet skal være kendt i bybilledet, i alle kvarterer, i medierne og på hjemmeside/Facebook.

Bemærkning

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at Miljøpunktet har haft aktiviteter, der kunne skabe synlighed om dets virke, og at succeskriterierne er søgt opnået. Dog fremgår det ikke af årsberetningen, om succeskriteriet om udbygget kontaktliste over ejer-, andels- og boligforeninger er opnået.
Miljøpunktet har overfor sekretariatet oplyst, at kontaktlisten er udarbejdet.

Det fremgår heller ikke direkte af årsberetningen, om succeskriteriet vedr. udbygget netværk for støj, natur og kompost og succeskriteriet om flere involverede unge, beboere og erhvervsdrivende i lokalt A21-arbejde er opnået, men det er sekretariatets indtryk, at det er de.

Andre aktiviteter

Ovenstående bemærkninger angår aktiviteter, som jf. årsplanen kun finansieres af driftsstøtten fra kommunen og lokaludvalgene.

I årsberetningen nævnes indsatser med blandt andet frivillige, studerende, tværgående samarbejde, som kan involvere ressourcer/midler ud over driftsstøtte. I årsplanen er sådanne indsatser markeret med gråt. Sekretariatet vurderer, at lokaludvalgene løbende er blevet orienteret om sådanne aktiviteter. Det  drejer sig om

  • NaTur i Byen
  • Understøtte kompostnetværket
  • Ren kærlighed til dit kvarter
  • Unge og deres affald
  • Planlægge og afprøve løsninger for mere bæredygtige events

Lokaludvalgene skal være opmærksomme på orienteringerne fra Miljøpunktet i lokaludvalgsmøderne og i nyhedsbrevene. Orienteringerne kan indeholde information om, hvordan Miljøpunktet udfører aktiviteter, der er omfattet af årsplanen. Når lokaludvalgene tager orienteringerne til efterretning, tolkes det som lokaludvalgenes accept af det, der informeres om, herunder om ændringer i aktiviteter, i succeskriterium, i tidsplan osv i forhold til det, der står i årsplanen. Lokaludvalgene har kun indflydelse på Miljøpunktets aktiviteter, som finansieres af driftsstøtten, men der er intet til hinder for, at de også forholder sig til den information, de måtte få om aktiviteter, der finansieres af andre.

Sekretariatets bemærkninger til tilskudsregnskab 2017

Det nævnes i Tilskudsregnskabet, at driftstilskuddet i 2017 fra kommunen og lokaludvalgene var på 1.464.700 kr. Sekretariatet udbetalte i 2017 i alt 1.462.792 kr. i driftstilskud. Forskellen skyldes, at Miljøpunktets mindreforbrug (overskud) i 2016 på 1.908 kr. blev modregnet i tilskuddet for 2017.

Det ses ikke i tilskudsregnskabet, hvor stor indtægten er fra anden side til ovenfor nævnte "Andre aktiviteter". Således er der brugt 22.566 kr. til NaTur i byen-pilotprojekt. Men det fremgår hverken af årsberetningen eller tilskudsregnskabet, hvor stor en andel det er af de samlede udgifter til projektet i  2017. 

Sekretariatet er i øvrigt af den opfattelse, at lokaludvalgene har fået oplyst, at NaTur i byen-projektet skal finansieres af Nordeafonden og ikke af driftsstøtten fra kommunen og lokaludvalgene. Projektet  har samarbejdspartnere og aktiviteter i andre bydele samt i Frederiksberg Kommune.

Sekretariatet forstår på tilskudsregnskabet, at driftsstøtten fra kommunen og lokaludvalgene betaler Miljøpunktets lokaleudgifter. Sekretariatet formoder derfor, at projekter og aktiviteter, som Miljøpunktet samarbejder med andre om, ikke betaler lokaleleje.

Til det særskilte projekt "Roser til Byen", som Indre By Lokaludvalg satte i gang i 2016, er der brugt 22.876 kr. Størstedelen af udgiften er medgået løn.

Økonomi

I 2017 udbetalte Københavns Kommune 682.792 kr. i driftsstøtte til det lokale miljøarbejde, mens Indre By Lokaludvalg betalte 680.000 kr. og Christianshavns Lokaludvalg 100.000 kr.

Indre By Lokaludvalg betalte derudover 4.500 kr. for annoncering om nye træer og særligt værdifulde træer; en borgerdialog, som Miljøpunktet håndterede. Endvidere blev det i 2016 aftalt, at Miljøpunktet overfører 14.000 kr. af betalingen, som det i 2016 fik fra Indre By Lokaludvalg til Roser til Byen-kampagnen, til 2017.

Christianshavns Lokaludvalg støttede oprydningsdagen ”Ren Vold” på Christianshavns Vold med 4.040 kr., hvor Miljøpunktet deltog med medarbejderressourcer. Støtten fremgår ikke af Miljøpunktets regnskab, da lokaludvalgenes sekretariat afregnede støtten med de frivillige, der havde udgifter i forbindelse med projektet. Derudover betalte Christianshavns Lokaludvalg 1.890 kr. for annoncering om plantning af nye træer; en borgerdialog, som Miljøpunktet håndterede.

Videre proces

Sekretariatet orienterer Økonomiforvaltningen og bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn om lokaludvalgenes beslutninger.

Beslutning

Kjeld A. Larsen og Marietta Bonnet var inhabile og deltog ikke i behandlingen af denne sag.

 

  1. Lokaludvalget drøftede Miljøpunkt Indre By & Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2017, der fremgår af bilagene, og udsatte derpå sagen til lokaludvalgsmødet den 14. juni 2018, idet det ønsker svar fra Miljøpunktet inden da på følgende spørgsmål:
  • Hvilke andre projekter har Miljøpunktet haft i 2017? Dvs. projekter, som ikke er omfattet af driftsstøtteaftalen med kommunen og lokaludvalgene.
  • Hvad betød det for løsningen af opgaverne, der fremgår af årsplan 2017 for det lokale miljøarbejde, at Miljøpunktet havde andre opgaver ved siden af?
  • Hvad er årsagen til at lokaludgifterne er steget med cirka 50.000 kr. på få år?
  • Kan man i årsberetningen opdele opgaverne på de to bydele, så man kan se, hvad hhv. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg får for den driftsstøtte, de yder?
  • I hvilken grad blev penge, som Miljøpunktet har modtaget fra andre end kommunen og lokaludvalgene, anvendt til opgaver udenfor Indre By og på Christianshavn?
  • Hvordan beregnes overhead?

2. Lokaludvalget tiltrådte, at sekretariatet i juni 2018 udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2018.

Til top