Mødedato: 16.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om plan for visuel kunst

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende "Plan for visuel kunst".


Indstilling

Formanden foreslår, 

  1. At Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. "Plan for visuel kunst", der fremgår af løsningsafsnittet. 

Problemstilling

Den 26. Juni 2018 sendte Kultur- og Fritidsforvaltningen et udkast til konkrete indsatser i forbindelse med plan for visuel kunst i høring i lokaludvalgene. Svarfristen er den 28. august 2018.

Forvaltningen oplyser, at med indsatserne styrkes arbejdet med at skabe et mere sammenhængende, tilgængeligt og synligt kunstmiljø, der tiltrækker borgere og kunstnere fra ind- og udland, og skaber bedre rammer for vækstlaget, bl.a. ved at sikre interaktion med den etablerede kunst. 

Indsatsområderne er: 

1. Rådet for Visuel Kunst, som skal sikre kunstfagligheden og være garant for dialogen med byens borgere. Rådet skal varetage de opgaver, der hidtil har ligget i Billedkunstudvalget, men får dertil en stærkere rådgivende rolle i forhold til kunst i det offentlige rum og udvikling af det kunstneriske miljø. I udkastet nævnes bl.a. 

  • At rådet skal indlede dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at fremme, at kunst og design bliver en tydeligere del af udtrykket i det offentlige rum og integreres i byudvikling og design af byrumsinventar. 
  • At Rådet i samarbejde med bydelsenheder og lokaludvalg inddrager borgernes holdninger til kunst lokalt i det offentlige rum. 

2. Kunsthaller og udstillingssteder – Københavns kulturinstitutioner, hvad enten de er statsligt finansieret, kommunalt finansieret eller privat finansieret, inviteres ind i et fællesskab, som sammen med andre kunstneriske aktører får til opgave at få kunsten mere ud i det offentlige rum. Samarbejdet skal øge dialog og synlighed, og virke på tværs af det permanente og midlertidige, det samtidige og historiske. I udkastet nævnes bl.a. 

  • At man i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge mulighederne for at inddrage kunstnerne til at udforme udtryk ved udvikling af legepladser og rekreative områder. 

  • At man i samarbejde med lokaludvalg, bydelsenheder, og idrætsforeninger undersøger muligheden for at knytte kuratorer og kunstnere til processen med at bruge gangtunneller og betonflader til kunstneriske formål. 

  • At Rådhuset skal udvikles som kulturinstitution og udstillingsfacilitet og styrkes som central formidler af historie og demokrati

  
3. Kunstuddannelser og kunst i uddannelser - Der vil være fokus på kunst i uddannelsessammenhænge både i folkeskolen og imellem byens kunstneriske uddannelser og linjer. 

4. Kunstnerpladser og atelierer – Ved at fokusere på kunstaktører før, under og efter den professionelle uddannelse for både formidlere og udøvende sikres kunst de bedst mulige rammer. I udkastet nævnes bl.a., at der skal indledes en dialog om muligheden for at skabe en base for Street Art i København, fx i form af galleri eller festival. 

Løsning

Nedenstående forslag til høringssvar er baseret på drøftelser i lokaludvalgets åbne arbejdsgruppe om kunst i det offentlige byrum. I alt har ca. 20 personer deltaget i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen har haft denne indstilling til kommentering. Ét medlem har kommenteret den:

"Tak for tilsendte udkast til høringssvar, som jeg synes dækker fint drøftelserne i arbejdsgruppen. Jeg har kun nogle få kommentarer. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Lokaludvalget ikke kan støtte et råd for visuel kunst. Det kan vel aldrig være forkert, at der bliver givet råd på et fagligt grundlag. Kunst skal ikke kun overlades til den offentlige mening.

Med hensyn til behovet for en designmanual, er det vigtigt, at den også kommer til at omfatte indretning og møblering i forbindelse med udeservering. Der findes grelle eksempler på udeservering med bænke mv., som er hentet på "rastepladser", ( f.eks. Landemærket) og som er aldeles uværdige i et historisk bymiljø.

Forslaget med små buster er nok ikke til at komme udenom, men det hører nok mere til i forbindelse med en turismepolitik end som en del af en strategi for kunst i det offentlige rum. Hvis man overlader det til en kunstner at udforme busterne kan man imødese en del diskussion om den konkrete udformning."

 

Forslag til høringssvar

Den 26. Juni 2018 sendte Kultur- og Fritidsforvaltningen et udkast til konkrete indsatser i forbindelse med plan for visuel kunst i høring i lokaludvalgene. 

Borgerdialog 

Dette høringssvar er baseret drøftelser i og kommentarer fra Indre By Lokaludvalgs åbne arbejdsgruppe om kunst i det offentlige rum. Arbejdsgruppen blev oprettet, fordi lokaludvalget med Indre By Bydelsplan 2017 har ønsket at fokusere på kunst i Indre Bys byrum, jf. denne tekst i bydelsplanen: 

"Kunstværker i byrummet skal være vedkommende for Indre By og have kvalitet. Indenfor den ramme er lokaludvalget åben over for alle former for kunst, hvad enten det er permanent eller midlertidigt: Monumenter, lysinstallationer, lydbilleder, gavlmalerier, musik osv. Lokaludvalget vil sammen med interessenter sætte udarbejdelsen af en strategi for kunst i Indre Bys byrum i gang." 

Lokaludvalgets holdning 

Ad. 1. Om et råd for visuel kunst 

Indre By Lokaludvalg tager forbehold for forslaget om et råd for visuel kunst. Vi tager stilling til det, når der foreligger et udkast til kommissorium. Umiddelbart frygter vi at få et organ, som vil fremme kunst i Indre Bys byrum, der tiltaler kunstnere og folk med en kunstfaglig baggrund, men som ikke har opbakning lokalt.  

Med forbeholdene nedenfor vedr. kunst i byrummet kan lokaludvalget støtte forslaget om at fremme, at kunst og design bliver en tydeligere del af udtrykket i det offentlige rum og integreres i byudvikling og design af byrumsinventar.  
 

Ad. 2. Om kunsthaller og udstillingssteder  

Overordnet mener Indre By Lokaludvalg, at der ikke er plads til flere permanente kunstværker i Indre By Lokaludvalgs område, og slet ikke store, modernistiske skulpturer eller installationer i de gamle byrum. Tværtimod bør man se på, om nogle af de værker, der står der nu, kan fjernes. Byrummene i Indre By er fyldt op, og der er behov for fx begrønning af byrummene og flere bænke og  mere cykelparkering.  

Indre By Lokaludvalg er for forslaget i udkast til plan for visuel kunst om samarbejdsprojekter mellem udstillingssteder, museer og kunsthaller i København, herunder koordinering med fælles billetter, gensidige henvisninger mm. Det kunne eksempelvis også omfatte fremme af bæredygtig transport af turister mellem de forskellige steder. 

Vi er også for forslaget om at fremme samarbejdet med private kunstformidlere, bl.a. Copenhagen Light Festival, jf. nedenfor. Vi er tillige for forslagene om at inddrage kunstnere og kuratorer til at udforme udtryk ved udvikling af dels legepladser og rekreative områder og dels gangtunneller og betonflader. Vi kan tilføje terrorsikringer. Dog skal man være forsigtig med at gøre byinventar, legepladser mm. til egentlige kunstværker. Der vil være behov for en designmanual. Og det er altafgørende, at de lokale beboere og erhverv samt lokaludvalget inddrages.   

I udkastet foreslår man, at Rådhuset udvikles som kulturinstitution og udstillingsfacilitet og styrkes som central formidler af historie og demokrati. Lokaludvalget kan godt se ideen i det, men vi beder om, at man respekterer, at Rådhuset i sig selv er fornem arkitektur og kunsthåndværk. Og så vidt vi er orienteret, har Folketingets administration en plan om at indrette Rigsarkiv-bygningen på Slotsholmen til et formidlingscenter for demokrati.

  

Ad. 3. Om kunstuddannelser og kunst i uddannelser 

Overordnet er lokaludvalget enig i forslaget om at styrke kunst i uddannelserne. Vi foreslår, at man også inddrager gymnasierne.  

Det nævnes, at Østerbro Bibliotek på Dag Hammarskjölds Allé har en profil som modebibliotek. Det er nyt for os. Vi beder om at få oplyst, hvad det indebærer, herunder hvad de til- og fravalg, man har foretaget, fordi biblioteket skal have denne profil,  betyder for de lokale brugere af biblioteket. 

 

Ad. 4. Om kunstnerpladser og atelierer 

I udkastet nævnes, at man vil indlede en dialog om muligheden for at skabe en base for Street Art. Vi beder om en uddybning af begrebet og om at blive inddraget, hvis det handler om kunst i byrummet. 

 

Konkrete forslag  

Overordnet skal kommunens indsats vedr. Kunst i Indre Bys byrum i hovedsagen handle om samarbejde med relevante aktører om etablering af forskellige former for kunstfestivaler af en vis varighed på passende steder i bydelen. 

Tidligere har der været afholdt skulpturbiennale i Kongens Have. Lokaludvalget foreslår, at kommunen tager initiativ til noget lignende; hvis ikke det er muligt i Kongens Have, så gerne i en park i Indre By, på den indre side af Søerne eller på havnefronten.  Lokaludvalget ser også gerne, at der etableres festivaler for biokunst, happenings, lydkunst og scenekunst i byrum. 

Vi har drøftet biokunst og synes, det hænger godt sammen med den profil for København, som kommunen forsøger at skabe. Kommunen bør have en strategi for biokunst i byrummet. 

Endvidere ser vi gerne, at kommunen gør en indsats for at få flere gavlmalerier i Indre By, fx ved at oprette en pulje til formålet.  

Vi ser også gerne, at kommunen gør en indsats for at få byggepladshegn samt inddækning af stilladser på bygninger udsmykket kunstnerisk.  

Derudover foreslår vi en indsats for små buster, monteret på husmurene, af folk med tilknytning til steder (f.x. Constance Mozart, Lenin, Søren Kierkegaard, Herman Bang, Nina Bang, Georg Brandes etc).  

Og endelig foreslår vi en enkelt ”stor” ting, nemlig genopførelse af Københavns vartegn, "Leda med Svanen", som stod på en søjle i havneløbet ud for bibliotekshaven. Den ses i nedre, venstre hjørne af prospektet fra 1611 på trappen på anden sal i Rådhuset. 

 

Med venlig hilsen 

Bent Lohmann, 
formand" 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. august 2018 skal lokaludvalget vedtage en strategi for kunst i Indre Bys byrum, som tager udgangspunkt i ovenstående forslag til høringssvar. 

Bilag

0. Omtalen på Wikipedia af skulpturen "Leda og Svanen" (ikke på papir):

https://da.wikipedia.org/wiki/Leda_og_Svanen_(K%C3%B8benhavn)

 

 

Beslutning

Tiltrådte ændringsforslag til det foreslåede høringssvar:
Stillet af Gunna Starck: Kommunen skal give støtte til husleje til kunstnere og kunstmiljøer og -fællesskaber i vækstlaget.

Stillet af Gunna Starck: Indre By vil gerne huse kunstnere fra vækstlaget, men huslejerne vanskeliggør det. ikke desto mindre er der egnede, tomme lokaler i Indre By.

Stillet af Sally Mountfield: "Vis varighed" om kunstfestivaler skal uddybes.

Stillet af Louise Hansen: "Festivaler" skal uddybes.

Stillet af Kjeld A. Larsen: "små buster, monteret på husmurene" skal forklares med eksempler.

Stillet af Lean Milo: Gavlmalerier kan finansieres af sponsorer. Virksomhederne vil gerne have omtale af deres sponsorat, men har ikke behov for at få deres logo med på gavlen.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. "Plan for visuel kunst", der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle ændringer. 

Til top