Mødedato: 16.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om revision af Restaurationsforskriften

Se alle bilag

indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”, der fremgå af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen til sammen med sekretariatet at udforme et spørgeskema vedrørende Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”, som borgerne kan udfylde via lokaludvalgets hjemmeside jf. løsningsafsnittet.
  3. At Indre By Lokaludvalg afsætter 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at udfylde spørgeskemaet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at formanden på vegne af lokaludvalget har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om aktindsigt i alle gældende tilladelser til udendørsserveringer i Indre By Lokaludvalgs område. Formålet med dette er at offentliggøre, hvad der er givet tilladelse til hvor med henblik på at få borgernes respons på, om tilladelserne overholdes.
  5. At Indre By Lokaludvalg afsætter 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere på gældende tilladelser til udendørsserveringer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 18. maj 2018 sendt udkast til revision af ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune” i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 19. august 2018.

Formålet med revisionen er at opdatere forskriften og stramme op på de forhold, der i relation til Restaurations- og Nattelivsplanens indsats kan hjælpe til at nedbringe støj- eller lugtgener.

Der er særligt fire opmærksomhedspunkter, skriver forvaltningen:

  • Alle restaurationer, der spiller højere end baggrundsmusik, skal være forsynet med lydsluse.
  • Alle restaurationer, der spiller højere end baggrundsmusik skal udarbejde en støjmålerapport samt indregulere, blokere og plombere musikanlæg og lign.
  • •Restaurationer må ikke spille musik udendørs på offentligt areal undtagen ved en særlig
  • anledning, og da kun efter tilladelse.
  • •Vinduer og døre skal være lukkede, i perioder hvor driften kan medføre støj- og lugtgener.

Løsning

 Høringssvar

Sagen har været drøftet i Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen. På baggrund af drøftelsen foreslår formanden følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt udkast til revision af ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune” i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 19. august 2018.

Borgerdialog

For at få Indre Bys borgeres erfaringer med restaurationer i beboelsesområder frem har lokaludvalget bedt borgerne forholde sig til en række udsagn. Det er sket via lokaludvalgets hjemmeside. Bilaget med resultatet af undersøgelsen sendes til forvaltningen senest den 31. august 2018.

Lokaludvalgets holdning

Bemærkning til § 1:

Det bør præciseres, at forskriften også gælder for restaurationer mv. til vands. I Indre By ligger der bl.a. restaurationer til kaj ved Havnegade-promenaden med beboelsesejendomme over for.

Bemærkning til § 2:

  • I definitionen af "restauration" bør man tillige nævne spillesteder samt hoteller og youth hostels, da vi kan se, at flere af dem har åben facade eller tagterrasse med servering, musik mv.
  • I definitionen af "restauration" bør man tillige nævne pop up-etablissementer, foodtrucks, pølsevogne, partybusser o.l.
  • Med hensyn til krav til udendørs installationer og indendørs installationer henvises til bilag 1. Her er der forskellige støjgrænser for hhv. "Bykerne", "Etagebolig" og "Åben/lavbolig". Begreberne bør konkretiseres, så beboere og restauratører ved hvilke vilkår, der gælder i deres gade.
  • Der henvises til bilag 1. Her skriver man, at maksimalværdien af støjniveauet om natten i område med bykerne eller etagebolig ikke må overstige 55 dB (A). I bilaget bør man forklare, hvad maksimalværdien konkret betyder for beboerne.

Bemærkning til § 3:

  • Paragraffen bør også gælde for udendørs musikanlæg og TV. Vi har set og hørt højtalere og TV ved udendørsserveringer.

Bemærkning til § 6:

  • Vi foreslår, at paragraffen formuleres: "Driften af restaurationer må ikke give anledning til støjgener og væsentlige lugtgener i omgivelserne."

Bemærkning til § 8.

  • Det fremgår, at ved drift af restaurationer skal vinduer og døre til det fri holdes lukkede. Som nævnt har vi set spillesteder samt hoteller og youth hostel  med åben facade og  tagterrasse med servering, musik mv. Er de omfattet af denne paragraf?

Bemærkning til § 10:

  • Det bør fremgå, at paragraffen også gælder for opbevaring af møblement, ligesom det bør fremgå, at fællesarealerne ikke må benyttes af restaurationernes personale, når de holder pause.

Bemærkning til § 11:

  • Vi beder om, at paragraffen formuleres: "Rengøring og affaldshåndtering i og ved restaurationer beliggende i og ved beboelsesejendomme, skal finde sted i tidsrummet kl. 07.00-22.00." Dermed vil paragraffen dels omfatte udendørsservering og dels sikre ordentlige forhold for beboere i restaurationernes omgivelser. 

Bemærkninger til § 12:

  • Vi ser ingen grund til, at restauratører i Nyhavn skal have særligt favorable vilkår.
  • Nattelivet omkring Rådhuspladsen er råt. Det kan dæmpes med et krav om, at udendørsserveringer i området ophører kl. 24.00 og ikke kl. 02.00.

Bemærkning til § 13:

  • Vi beder om, at paragraffen formuleres: "Udendørs levende musik og musik fra musikanlæg er ikke tilladt på offentligt areal for restaurationer."

Bemærkning til § 14:

  • Vi beder om at paragraffen formuleres: "Støj- og lugtgener i omgivelserne i forbindelse med levering, opbevaring og håndtering af varer samt i forbindelse med opbevaring, håndtering og bortskaffelse af affald skal holdes på et minimum."

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Spørgeskema

Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen foreslår, at lokaludvalget bemyndiger gruppen til at udforme et spørgeskema vedrørende ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”. Borgerne i Indre By vil blive bedt om at tage stilling til otte udsagn om  varelevering, affaldsafhentning, renhold, støj fra installationer, støj fra restaurationsdriften, baggrundsmusik og udendørs musik. Formålet er at få afdækket i hvilke gader og i forhold til hvilke restaurationer, der er særlige problematikker, som lokaludvalget kan tage op med forvaltningen.

Borgerne vil kunne besvare spørgeskemaet via lokaludvalgets hjemmeside i perioden 17.-26. august 2018. Muligheden for at udforme spørgeskemaet annonceres i et lokalt medie den 22. august 2018 samt på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside. Endvidere annonceres det i lokaludvalgets nyhedsbrev, der udsendes den 17. august 2018. 

Sammen med sekretariatet konkluderer arbejdsgruppen på undersøgelsen den 27. august 2018, så formanden kan sende resultaterne til Teknik- og Miljøforvaltningen senest den 31. august 2018.

Overblik over udendørsserveringer

Efter aftale med Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen har formanden den 10. august 2018 bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om aktindsigt i alle gældende tilladelser til udendørsserveringer i Indre By Lokaludvalgs område. Formålet med dette er at offentliggøre, hvad der er givet tilladelse til hvor med henblik på at få borgernes respons på, om tilladelserne overholdes.

Når tilladelserne foreligger og sekretariatet har skrevet vilkårene sammen til et overskueligt dokument, lægges dokumentet på lokaludvalgets hjemmeside. her vil borgerne kunne kommentere tilladelserne i en periode på 14 dage. 

Muligheden for at kommentere tilladelserne annonceres i et lokalt medie samt på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside og i lokaludvalgets nyhedsbrev. 

I lokaludvalgsmødet i oktober 2018 tager lokaludvalget stilling til, hvordan det skal tage borgernes meldinger op med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at udfylde spørgeskemaet.

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere på gældende tilladelser til udendørsserveringer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Formanden sender resultatet af spørgeskemaundersøgelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen senest den 31. august 2018.

I lokaludvalgsmødet i oktober 2018 tager lokaludvalget stilling til, hvordan det skal tage borgernes meldinger vedrørende udendørsserveringer op med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at Borgerrepræsentationen vedtager forskriften ultimo 2018.

Beslutning

  1. Om høringssvaret:
    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at afsnittet "Lokaludvalgets holdning" indledes med følgende sætninger:

    "Det skal understreges at der i dag er flere gode regler på området, som skal overholdes og have en konsekvens, såfremt at reglerne brydes.
    Derudover bør man også nævne støjgener fra varelevering, som ligeledes kan finde sted på alle tider af døgnet."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at følgende sætning indføjes som bemærkning til § 2:
    "Ved behandling af tilladelser i de smalle gader i Indre By skal der tages hensyn til særlige lydfænomener; især det forhold, at lyden kastes op mellem husene og nærmest forstærkes i 3.-5. sals højde."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at følgende sætning indføjes som bemærkning til § 4:

    "Det skal indskærpes at undtagelser for tiltag som lydsluser i f.eks. fredede bygninger, skal undgås."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at følgende sætning indføjes som bemærkning til § 6:
    "Denne paragraf bør også indeholde krav om, at restauranter sikrer, at støj fra egne gæster ikke er højlydt."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at følgende sætning indføjes som bemærkning til § 11:
    "Det skal konkretiseres, at oprydning skal finde sted på en ikke-støjende måde. Det skal præciseres, at  dette også skal gælde ved fællesarealer, som grænser op til beboelse, såsom gårde, trappeopgange mv."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at følgende sætning indføjes som bemærkning til § 14:

    "Paragraffen skal også omfatte affaldsafhentning, som i dag kan foregå før kl 07.00 og være støjende."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Dorthe Lindberg om, at der indføjes en bemærkning om, at lugtgener fra restaurationernes affald skal reguleres i forskriften.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen og Bent Lohmann om, at alle kajstrækninger i Indre By med restaurationer på vandet omtales under lokaludvalgets bemærkning til § 1.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at i høringssvaret spørger lokaludvalget om hvem, der har ansvar for, at gæster, der benytter restaurationernes udendørsserveringer, ikke støjer.

          
    Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af ”Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”, der fremgå af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.


  2. Lokaludvalget bemyndigede Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen til sammen med sekretariatet at udforme et spørgeskema vedrørende "Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune”, som borgerne kan udfylde via lokaludvalgets hjemmeside jf. løsningsafsnittet.

  3. Lokaludvalget afsatte 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at udfylde spørgeskemaet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

  4. Lokaludvalget tog til efterretning, at formanden på vegne af lokaludvalget har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om aktindsigt i alle gældende tilladelser til udendørsserveringer i Indre By Lokaludvalgs område. Formålet med dette er at offentliggøre, hvad der er givet tilladelse til hvor med henblik på at få borgernes respons på, om tilladelserne overholdes.

  5. Lokaludvalget afsatte 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere på gældende tilladelser til udendørsserveringer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Til top