Mødedato: 16.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.


Beslutning

Affaldshåndtering

En borger oplyste, at hans andelsboligforening i gennem længere tid har set og klaget over, at skraldemændene ikke tømmer skraldebøtterne helt. Der bliver noget liggende til næste tømning. Det gør, at skraldebøtterne bliver fyldt hurtigere op og at der lægges affald på gaden. Han havde forskellige bud på, hvorfor skraldemændene ikke tømmer skraldebøtterne.

Han oplyste videre, at der i belægningen i andelsboligforeningens gård er lagt to bånd slebne brosten, så skraldemændene nemt kan køre skraldebøtterne henover over gården. Nu er afstanden mellem hjulene på skraldebøtterne ændret, hvorfor afstanden mellem brostensbåndene ikke længere passer. Han spurgte om hvem, der skal betale for en omlægning af brostenene.

Bent Lohmann svarede, at i 2019 bør lokaludvalget få belyst problemerne i Indre By med affaldshåndtering. Det bør fremgå af årsplanen for det lokale miljøarbejde. Den konkrete sag må være et mellemværende mellem andelsboligforeningen og kommunen.

Jan Frederik Hansen svarede, at beboerne skal holde øje med udviklingen og følge op overfor kommunen og skraldeselskabet, hvis det fortsætter.

 

Det lokale miljøarbejde

Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, Marianne Spang Bech, oplyste, at Miljøpunktet netop har udsendt et nyhedsbrev. Her står bl.a. noget om Miljøpunktets deltagelse i Christianshavns Jubilæumsweekend og noget om genbrugssøndag i Kulturhuset Indre By.

Hun opfordrede lokaludvalgets medlemmer til at abonnere på nyhedsbrevet.

Til top