B-sag: Besigtigelse af det midlertidige byrumsforsøg i Vesterbro Passage
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger forpersonen til at aftale dato og tidspunkt med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen for en fælles besigtigelse af det midlertidige byrumsforsøg i Vesterbro Passage.
Problemstilling
I lokaludvalgsmødet den 12. marts 2026 orienterede Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen om det midlertidige byrumsforsøg i Vesterbro Passage, dvs. Vesterbrogade mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade. I mødet tog lokaludvalget imod en invitation fra forvaltningen til en fælles besigtigelse af forsøget, når det er i drift.
Forvaltningen foreslår, at besigtigelsen finder sted mellem juni og oktober 2026. På baggrund af lokaludvalgets oplevelse af det midlertidige byrum opfordrer forvaltningen lokaludvalget til at sende en vurdering af forsøget, som kan vedlægges som grundlagsmateriale i forbindelse med planlægningen af den permanente omdannelse af strækningen til bypark.
Byrumsforsøget
Det midlertidige byrumsforsøg indebærer, at Vesterbro Passage lukkes for biltrafik i perioden maj til november 2026, mens busser og cykler fortsat føres igennem. Det frigjorte vejareal indrettes som et midlertidigt byrum med blandt andet træer, bænke og forskellige aktiviteter. Erfaringer fra byrumsforsøget skal indgå i grundlaget for en permanent omdannelse af Vesterbro Passage.
Løsning
Sekretariatet foreslår, at lokaludvalget bemyndiger forpersonen til at aftale dato og tidspunkt med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen for en fælles besigtigelse af det midlertidige byrumsforsøg i Vesterbro Passage.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalgets medlemmer og suppleanter får en mail om dato og tidspunkt for besigtigelsen, når aftalen er på plads.
I mødet den 12. marts 2026 besluttede lokaludvalget at holde et borgermøde om forsøget i efteråret 2026. Lokaludvalget har ikke afsat penge til borgermødet.