Mødedato: 15.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Offentligt dialogmøde om EURO 2020

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et offentligt dialogmøde om Europamesterskaberne i fodbold, EURO 2020, der holdes den 12. juni-12. juli 2020, bl.a. med fire kampe i København.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg holder et offentligt dialogmøde om Europamesterskaberne i fodbold, EURO 2020, der holdes den 12. juni-12. juli 2020, når det efter lodtrækningen den 30. november 2019 vides, hvilke tre gruppekampe, der skal spilles i Parken i København.
  2. At Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. til mødet; enten af lokaludvalgets pulje for 2019 eller af lokaludvalgets pulje for 2020. Det afhænger af, hvornår mødet holdes.
  3. At Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre mødet i samarbejde med sekretariatet.

Problemstilling

Europamesterskaberne i fodbold, EURO 2020, holdes den 12. juni-12. juli 2020. Fire kampe skal spilles i Parken i København, nemlig tre gruppekampe og en kvartfinale. Der vil derfor være fan-faciliteter og -aktiviteter i Indre By, bl.a. på Ofelia Plads og på Rådhuspladsen, ligesom fan-vandringerne til kampene i Parken skal starte i Indre By.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et offentligt dialogmøde om forholdene i København i almindelighed og i Indre By og på Østerbro i særdeleshed under Europamesterskaberne i fodbold  den 12. juni-12. juli 2020.

Tanken er at invitere DBU, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen til at fortælle borgerne om, hvad der skal ske i byen i forbindelse med mesterskaberne og om hvordan det sikres, at hverdagslivet i Indre By og på Østerbro kan leves under mesterskaberne.  

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes 20.000 kr. til mødet; enten af lokaludvalgets pulje for 2019 eller af lokaludvalgets pulje for 2020. Det afhænger af, hvornår mødet holdes.

Videre proces

Mødet holdes efter lodtrækningen den 30. november 2019, når det vides hvilke tre gruppekampe, der skal spilles i Parken i København.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for et offentligt dialogmøde om Europamesterskaberne i fodbold, EURO 2020, der holdes den 12. juni-12. juli 2020, når det efter lodtrækningen den 30. november 2019 vides, hvilke tre gruppekampe, der skal spilles i Parken i København.

  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 20.000 kr. til mødet; enten af lokaludvalgets pulje for 2019 eller af lokaludvalgets pulje for 2020. Det afhænger af, hvornår mødet holdes.

  3. Lokaludvalget udpegede Lean Milo og Sally Mountfield til at planlægge og gennemføre mødet i samarbejde med sekretariatet.
Til top