Mødedato: 15.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Observatørpost i Rådet for Visuel Kunst

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at foreslå de andre lokaludvalgs formænd, at lokaludvalgene beder om at få en observatørpost i Rådet for Visuel Kunst.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at foreslå de andre lokaludvalgs formænd, at lokaludvalgene beder om at få en observatørpost i Rådet for Visuel Kunst.

Problemstilling

Københavns Kommunes Råd for Visuel Kunst består af:

  • Gyda Heding (Borgerrepræsentationen, Enhedslisten)
  • Kasandra Behrndt-Eriksen (Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet)
  • Niko Grünfeld (Borgerrepræsentationen, Alternativet)
  • Mette Sandhoff Mansa, Museumsleder Kastrupgaardsamlingen (Danske Museer, ODM)
  • Hannah Toticki Anbert, Billedkunstner (Billedkunstnernes Forbund, BKF)
  • Michael Thouber, Direktør Kunsthal Charlottenborg (Foreningen af Kunsthaller)
  • Torben Ribe , Billedkunstner (Akademiraadet)
  • Kristian Poulsen, Billedkunstner (UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere)

Rådet for Visuel Kunst har bl.a. til opgave at afgive udtalelser til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag om monumenter, skulpturer og kunstværker i byrummet.

Rådet har udarbejdet en strategi for visuel kunst. Se bilaget.

I sit møde den 24. juni 2019 tog Rådet for Visuel Kunst stilling til et oplæg om udvikling af en byrumsstrategi. Se bilaget.

 

I mødet den 13. juni 2019 besluttede lokaludvalget at skrive til bl.a. Teknik- og Miljøudvalget, at beslutninger om kunst i Indre Bys offentlige rum bør i offentlig høring, fx på Bliv Hørt-portalen eller på et borgermøde, da sådanne beslutninger betyder noget for folk. Endvidere blev det besluttet at påpege, at der tilsyneladende er en rød tråd i, dels at kunstnerne selv får finansieret deres skulpturprojekter og dels at kommunen har svært ved at sige nej til selvfinansierede skulpturer.

I sit svar skrev Teknik- og Miljøforvaltningen bl.a.: 

"Hvad angår spørgsmålet omkring offentlig høring i forbindelse med beslutninger om kunst i det offentlige rum, kan jeg oplyse, at beslutningen om, hvilke monumenter der opstilles i det offentlige rum, altid ligger altid hos Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen. Den politiske indstilling udformes i henhold til de høringssvar, der indhentes fra Rådet for Visuel Kunst og det lokaludvalg, i hvis område monumentet ønskes opstillet. Rådet for Visuel Kunst udtaler sig om værkets kunstneriske værdi og dets æstetiske udtryk i forhold til omgivelserne, mens lokaludvalgene forholder sig til, hvor i byrummet monumentet med fordel kan placeres og monumentets lokale forankring. Lokaludvalget fungerer samtidig som talerør for de lokales holdninger. Grunden til, at forvaltningen indhenter høringssvar hos lokaludvalgene er netop at sikre, at borgere i nærmiljøet bliver informeret og får mulighed for at give deres mening til kende, og det påhviler det pågældende lokaludvalg at iværksætte den offentlige høring i lokalområdet, som lokaludvalget finder fornødent. Forslag om opsætning af et monument i det offentlige rum behandles således efter principperne i det administrationsgrundlag for opstilling af nye monumenter, der blev  godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 7. maj 2018 (se bilaget).

(...)

"Vedrørende udvikling af en strategi for kunst i byrummet, kan jeg oplyse, at det er op til Rådet for Visuel Kunst at afgøre, om rådet vil udvikle en sådan strategi, samt hvad denne strategi nærmere skal indeholde. Det er i den forbindelse også op til rådet at afgøre, hvordan der i den forbindelse eventuelt kan sikres inddragelse af lokaludvalgene."

Løsning

Formanden vil foreslå de andre lokaludvalgs formænd, at lokaludvalgene beder om en observatørpost i Rådet for Visuel Kunst, så lokaludvalgene får et indblik i og kan tale med om Rådets virke, herunder om udviklingen af en byrumsstrategi.

Økonomi

Intet.

Videre proces

I mødet med de andre lokaludvalgsformænd (LUFT-møde) den 5. september 2019 foreslår formanden, at lokaludvalgene beder om en observatørpost i Rådet for Visuel Kunst.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foreslå de andre lokaludvalgs formænd, at lokaludvalgene beder om at få en observatørpost i Rådet for Visuel Kunst.

Til top