Mødedato: 15.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Taxaer

Indre By Lokaludvalg skal drøfte taxaerne i Indre By samt hvad den nye taxalov betyder for Indre By og bydelens borgere. Hensigten med drøftelsen er at få input til en henvendelse fra formanden til Færdselsstyrelsen om taxaerne i Indre By.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter taxaerne i Indre By samt hvad den nye taxalov betyder for Indre By og bydelens borgere. Hensigten med drøftelsen er at få input til en henvendelse fra formanden til Færdselsstyrelsen om taxaerne i Indre By.

Problemstilling

Henvendelse fra en borger

Med mail den 30. maj 2019 orienterede en borger om hans brev til taxaselskabet 4x35. Han skrev:

"Som beboere i indre by generes vi dagligt af biler, som ikke overholder færdselsloven. Ikke kun taxer, men også taxaer. I eftermiddags kørte en af jeres taxaer - en mørk tysk stationcar med licensnr 1-0481 - gennem Magstræde kl 17:13 trods tydelig skiltning om gennemkørsel forbudt. Denne taxa kørte hverken ubehageligt stærkt eller mod ensretningen i den smalle brolagte gade, hvilket desværre også forekommer. Med tanke på, at I benytter professionelle chauffører, valgte jeg alligevel at ringe til jeres nummer 4 x 35 for at gøre opmærksomme på overtrædelsen.

Jeg blev modtaget forholdsvis høfligt i telefonen, men henvist til Politiet!

Mener Taxa 4 x 35 at:

  • taxaer skal overholde al færdselslovgivning?
  • at borgere skal indberette overtrædelser direkte til Politiet?
  • at Politiet har resurser til irettesættelse af hver enkelt taxa?

Jeg ønsker ikke et svar om, at der er tale om et enkeltstående tilfælde (for under en time siden kom en af jeres større taxaer, muligvis en Mercedes Vito, gennem gaden imod ensretningen), samt at jeres vognmænd generelt overholder færdselsloven, for der er klart for enhver, der færdes i byen, at det ikke er tilfældet. Jeg kan evt opfordre til et besøg på Nytorv, hvor adskillige taxaer kører ulovligt hver time, eller i de små tilstødende gader i middelalderbyen, hvor ensretning og forbud mod gennemkørsel overskrides dagligt, hvis I vil se overtrædelserne ved selvsyn.

Deler I mit syn på, at forventningerne til professionelle chauffører samt til virksomheder som jeres, der driver kommerciel bilkørsel i Danmmarks tættest befolkede områder, er højere end til almindelige privatbilister, så hører jeg gerne fra jer, hvilke tiltag I vil sætte i værk og hvornår for at få chaufførerne til at følge færdselsloven og dermed give beboere, gående, cyklende, arbejdende, spisende, besøgende danskere og udlændinge en god og tryg oplevelse af København.

Jeg sender desuden denne email til Indre Bys Lokaludvalg samt til Dansk PersonTransport."

 

Den nye taxalov

Den 1. januar 2018 trådte en nye taxilov i kraft. Taxiloven omfatter al erhvervsmæssig persontransport i bil, dvs. taxikørsel, limousinekørsel og kørsel for offentlige myndigheder.
 
I anledning af den nye lov har Færdselsstyrelsen oprettet hjemmesiden taxilov.dk. 
Det fremgår af hjemmesiden, at den nye taxalov bl.a. betyder,
  • At antal tilladelser til taxikørsel gradvis forøges, og at der efter 2020 ikke længere vil være nogen begrænsninger på antallet af tilladelser, som kan udstedes.
  • At den geografiske binding på tilladelser ophæves
  • At det nu kun kræver én tilladelse til alle former for erhvervsmæssig persontransport
  • At taxi- og limousinekørsel fremover kan udføres i selskabsform
  • At tilladelse til at drive kørselskontor er landsdækkende
  • At der indføres et landsdækkende prisloft for taxikørsel
  • At der indføres nye tekniske krav til udstyr
  • At førerkort eller chaufførkort skal medbringes i bilen under kørslen og være anbragt synligt for passagererne
  • At Færdselsstyrelsen er den myndighed, man skal kontakte vedrørende taxiområdet. Der gælder enkelte undtagelser fx tilsyn med og udstedelse af erstatningsførerkort og -tilladelser udstedt iht. den gamle taxilovgivning.

Det fremgår videre, at hvis man vil klage, et det et krav, at man kan oplyse:

  • Datoen for kørslen
  • Begyndelses- og afslutningstidspunktet for kørslen.

Klage skal sendes til det kørselskontor, hvor man har bestilt den pågældende kørsel.

Kørselskontorerne skal behandle klager fra kunderne og oplyse kunderne om mulighed for at indbringe en klage for et klagenævn.

Kørselskontorerne skal være tilsluttet et uafhængigt klagenævn, som skal behandle klager fra kunderne.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter taxaernes kørsel i Indre By, deres bidrag til luft- og støjforureningen samt antallet af taxaer i bydelen. Endvidere foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter, hvad den nye taxalov betyder for Indre By og bydelens borgere. 

Hensigten med drøftelsen er at få input til en henvendelse fra formanden til Færdselsstyrelsen om taxaerne i Indre By.

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede taxaerne i Indre By samt hvad den nye taxalov betyder for Indre By og bydelens borgere. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Der er kaos i Nørregade og Krystalgade ved Hotel Skt. Petri. Parkeringsvagterne bør være til stede.
    • Hvad skal kommunen gøre for at færdselsreglerne håndhæves?
    • Der kan stilles krav til taxaernes udledning af forurening. Taxaerne burde køre på elektricitet.
    • Taxaerne bør ikke køre i Middelalderbyen. De skal i stedet have store holdepladser udenfor Middelalderbyen.
    • Ændringen i taxaloven vil give mere taxakørsel og vil medføre, at flere passagerer samles op fra gaden.  Taxaerne vil kæmpe om kunderne på gaden.

  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Færdselsstyrelsen om taxaerne i Indre By, baseret på henvendelsen fra borgeren, der er omtalt i afsnittet "Problemstilling", og baseret på lokaludvalgets bemærkninger ovenfor.

Til top