Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Bevarende lokalplaner

Indre By Lokaludvalg skal drøfte, hvor i Indre By der kan være behov for at få en bevarende lokalplan.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvor i Indre By der kan være behov for at få en bevarende lokalplan.

Problemstilling

Formanden har i Mødeforum fået oplyst, at lokaludvalgene kan bede Teknik- og Miljøforvaltningen om at igangsætte udarbejdelse af bevarende lokalplaner, idet det forudsættes, at Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.

Nedenfor er tre bud på, hvad en bevarende lokalplan er.

  • Fra Teknik- og Miljøforvaltningens brev til lokaludvalget vedr. den interne høring om bevarende lokalplan for Lille Kongensgade-karreen:
    "Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 9. oktober 2017, at der skal udarbejdes forslag til bevarende lokalplan for Lille Kongensgade-karreen. Lokalplanen skal sikre anvendelsen af eksisterende ejendomme i karreen, fastlægge bevarende bestemmelser for bebyggelsen og sikre, at stueetagen anvendes til publikumsorienteret serviceerhverv, herunder mulighederne for omdannelse af Lille Kongensgade."

 

  • Fra Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside:
    ”Med lokalplaner kan kommunen mere præcist fastlægge rammerne for de kulturhistoriske bevaringsværdier, fx hvordan bygninger eller et område må anvendes eller omdannes, så der tages hensyn til bevaringsværdierne. Det kan være forbud mod enten nedrivning eller ændringer af bygninger og bebyggelsesstrukturer. Det kan være nærmere anvisninger i forbindelse med ombygninger og vedligeholdelse af eksisterende bygningsmasse. Eller det kan være retningslinjer i forbindelse med en fremtidig byomdannelse, fx udpegning af bærende bevaringsværdier, strukturer, spor eller fragmenter, som skal integreres i en fremtidig omdannelse.

    Lokalplaner, der handler om kulturarv, bliver ofte kaldt ’bevarende lokalplaner’. Men i realiteten kan det give et forkert indtryk, fordi der ligeså ofte kan være tale om at lægge rammerne for en udvikling, der tager hensyn til bevaringsværdierne, dvs. hvor de kan indgå i en ny sammenhæng. I Kulturstyrelsen synes vi hellere, man ’blot’ skal kalde det for lokalplaner, da det ellers kan give indtryk af, at kulturarven står i vejen for en udvikling. Tværtimod bør målet være at fortsætte udviklingen i respekt for et områdes kulturarv!”

  • Fra Randers Kommunes hjemmeside:
    ”En bevarende lokalplan er en lokalplan, som tager særligt højde for bevaringsværdige bygninger og helheder, fx ved at stille krav til fremtidige ombygninger eller ved bestemmelser for arealanvendelse omkring bevaringsværdige bygninger og helheder.”

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvor i Indre By der kan være behov for at få en bevarende lokalplan og hvad de i givet fald bør indeholde.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Bilag

1. Slots- og Kulturstyrelsen om lokalplaner og kulturarv:
https://slks.dk/kommuner-plan-arkitektur/lokalplaner-og-kulturarv/ (ikke på papir)

2. Randers Kommune om bevarende lokalplaner:
https://plan.randers.dk/kulturarv/bevarende-lokalplaner/ (ikke på papir)

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, hvor i Indre By der kan være behov for at få en bevarende lokalplan. Der var følgende bemærkninger:
    • Lokaludvalget kan foreslå kommunen en bevarende lokalplan for Nybrogade og Snarens Kvarter.
    • Lokaludvalget kan foreslå kommunen en bevarende lokalplan for Middelalderbyen for så vidt angår bygningshøjder.
    • Lokaludvalget og kommunen skal forholde sig til, at butikker forsvinder fra bydelen og at cafeer, restauranter og lagre rykker ind.
    • Lokaludvalget kan foreslå kommunen en bevarende lokalplan for Tivoli.
    • Lokaludvalget kan foreslå kommunen at arbejde for at få en definition i Planloven af "Serviceerhverv", som ikke omfatter natklubber, diskoteker mv.
    • Lokaludvalget kan foreslå kommunen at arbejde for at få en definition i Planloven af "publikumsorienteret", som ikke omfatter natklubber, diskoteker mv.

  2. Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde om butiksudviklingen i Indre By.

 

 

Til top