Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Effekten af de forestående ændringer i den kollektive trafik

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at spørge Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen om effekten på trafikken i Indre By af de forestående ændringer i den kollektive trafik.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om effekten på trafikken i Indre By af de forestående ændringer i den kollektive trafik.

Problemstilling

Lokaludvalgets Byudviklingsgruppe har drøftet Movias forslag til det lokale busnet I Indre By samt lokaludvalgets borgermøde og høringssvar om samme.

På borgermødet blev der efterlyst en undersøgelse af, om forslag til lokalt busnet tilgodeser målsætningen om, at den kollektive trafik skal komme op på en andel af alle ture til og fra kommunen på mindst 33%. Desuden blev der efterlyst en analyse af, om den samlede kapacitet i den kollektive trafik over havnesnittet formindskes eller forøges med forslaget. Økonomiforvaltningen, der holdt oplæg på mødet, så med velvilje på disse ønsker.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen:

"Et af formålene med den kollektive trafik er at holde bilkørslen i Københavns Kommune på et acceptabelt niveau. Kommunen har således målsætninger for antal bilture i kommunen.

Med åbningen af Metroringen i 2019 er der lagt op til væsentlige ændringer i den kollektive trafik. Lokaludvalget beder derfor om oplysning om, hvordan ændringen i den kollektive trafik vil påvirke antal bilture i Indre By og i kommunen som helhed. 

Vi beder desuden om at få oplyst, hvorvidt den samlede kapacitet i den kollektive trafik over havnesnittet formindskes eller forøges med de forestående ændringer i den kollektive trafik. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen.

 

Beslutning

Indre By Lokaludvalg godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om effekten på trafikken i Indre By af de forestående ændringer i den kollektive trafik.

Til top