Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Kronprinsessegade

En borger oplyste, at han som fremtidigt lokaludvalgsmedlem vil arbejde for at Kronprinsessegade mellem Sølvgade og Østerport bliver ensrettet og for at strækningen bliver lidt mere livlig fx med udeservering. Gaden skal have et lokalt miljø og ikke udvikle sig til en nattelivsgade.

Gunna Starck svarede, at ejeren af en ejendom kan bestemme, om han vil udleje lokale til café eller til natklub. Bevillingsnævnet giver den bevilling, der måtte søges om.

Jens Erik Frandsen svarede, at lokalplansagen, der er på lokaludvalgets dagsorden, kun omhandler ejendommene overfor Kongens Have mellem Gothersgade og Sølvgade.

Kommunens aftale om digitale reklamestandere

En borger oplyste, at aftaler om reklamestandere typisk har en varighed på 5-7 år. Københavns Kommune er attraktiv for reklamefirmaer og for så vidt angår aftalen, som kommunen har om digitale reklamestandere, er modydelsen, at kommunen får vedligeholdt sine buslæskærme. Om kommunen også får penge, vides ikke. Aftalen har betydet, at der er færre standere og at standerne er mere miljøvenlige og fleksible. Det burde også være muligt at få lokale budskaber på standerne.

Gunna Starck svarede, at den nuværende aftale om reklamestandere løber til 2031 og at kommunen vil skulle betale en erstatning, hvis aftalen opsiges i utide.

Bent Lohmann svarede, at for lokaludvalget er det spørgsmålet om, hvad kommunen får for at lade et reklamefirma sætte sit præg på Middelalderbyen, der er vigtigt. Lokaludvalget mener, at reklamestanderne ikke er kønne.

Støjapp

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og et hold studerende fra Worcester Polytechnical Institute, USA, orienterede:
De har foretaget research i Nørre Kvarter og har talt med myndigheder og er kommet frem til, at beboerne har behov for let tilgængelig information om hvem, man kan klage til, over støj fra nattelivet. De er derfor i gang med at udvikle en app for beboerne, som samtidig kan bruges af myndighederne til at registrere lokaliteter, der klages over. Appen er således datagenererende. De vil foretage interview i Nørre Kvarter i næste uge. Projektet er præsenteret for Københavns Støjnetværk og vil blive omtalt i Miljøpunktets nyhedsbrev.

Træer

Lederen af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Marianne Spang Bech orienterede:
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et katalog for 2017-19 om placering af nye træer. Der er lagt op til, at der skal plantes mange træer på Amager Fælled. Derudover er der lagt op til, at der skal plantes 54 nye træer rundt om i kommunen. Målet er 100.000 nye træer i kommunen senest i 2025. Lokaludvalget er tidligere blevet bedt om at forholde sig til placering af nye træer. En lignende høringsrunde kommer igen i 2020-22.

Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde vedr. spørgsmål til forvaltningen om træpolitikken.

Sølvtorvet

En borger oplyste, at et hjørne af Sølvtorvet er overtaget af en Netto-butik, der bruger fortovet som lager.

Bent Lohmann oplyste, at en butik på hjørnet af Nørre Farimagsgade og Vendersgade gør det samme. Endvidere, at reglerne administreres af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Steen Juhl Olesen oplyste, at bagerbutikken og en cafe i Rådhusstræde sætter bænke og plantekasser op på fortovet. Fortovet er smalt, så man spærrer for fodgængerne.

Bent Lohmann oplyste, at et pizzeria i Vendersgade lade udeserveringen stå ude om natten.

Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde vedr. spørgsmål til forvaltningen om cafeer og butikkers anvendelse af fortovsareal til lager.

 

 

 

 

Til top