Mødedato: 14.12.2023, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Elforsyningen i Indre Bys gaderum

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at skrive til Teknik- og Miljøudvalget om elforsyningen i Indre Bys gaderum.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget om elforsyningen i Indre Bys gaderum, jf. "Problemstilling" og "Løsning" nedenfor.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Mads Aarup:
"Der er et hvilende leveringsomfang de næste 10 år mht. elforsyningen til arealerne, hvor der før stod bycykelstativer. Det vil sige, at el-tilslutningerne til arealerne kan retableres uden omkostninger for kommunen.

Lokaludvalget bør derfor fastholde, at kommunen indtænker dette potentiale i bycyklernes frigjorte arealer til for eksempel kølebokse til afhentning af madudbringning fra (flere) madudbringninger og dermed reducere trængsel og forurening i byen eller til opladning af el(lad)cykler. Det bemærkes, at det koster under 1 kr. i timen at oplade elcykler, så det er billigere at forære strømmen væk end at forsøge at afregne den. En simpel strømbegrænser kan slå fra ved større effekter og forhindre misbrug til for eksempel opladning af elbiler og - motorcykler.

Selvom lokaludvalget ikke har spurgt, kommer der med sikkerhed også et kæmpe stort hvilende leveringsomfang efter fjernelse af 24 (!) elbilladepladser fra Clever og EOn i Dyrkøb. Her er kapacitet til at drive mindst een Distortion, og det er et must at indtænke forsyning fra elnettet til events lige fra torvedage over festivaler og til Coronatelte, så de sædvanlige dieselgeneratorer midt i byen kan undgås."

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget følger forslaget og bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget,

  • at elforsyningen til arealer i Indre By, hvor funktionerne, som elforsyningen var tiltænkt, er blevet eller forventes fjernet, skal bibeholdes
  • at elforsyningen i Indre Bys gaderum skal indtænkes i Teknik- og Miljøforvaltningens administration af råden over vejareal, så elnettet kan anvendes
    • til aktiviteter i gaderummet som fx. events og dermed erstatte dieselgeneratorer
    • til funktioner som fx. kølebokse til madudbringning
    • til opladning af elcykler og elladcykler.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Bent Lohmann skriver til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget om elforsyningen i Indre Bys gaderum, jf. "Problemstilling" og "Løsning" nedenfor.

Til top