Henvendelser til lokaludvalget, august 2025
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 12. juni 2025 til efterretning.
Problemstilling
Flere borgere har henvendt sig til lokaludvalget.
Løsning
1. Etablering af busstoppested i Bernstorffsgade
Med mail den 8. juni 2025 skrev formanden for E/F Bernstorffsgade 23-23A til lokaludvalget, vedrørende den planlagte etablering af et nyt busstoppested i Bernstorffsgade i forbindelse med genopretning af gaden og bustilpasningerne til Sydhavnsmetroen.
Ejerforeningen udtrykker bekymring for den foreslåede placering ud for Bernstorffsgade 25 pga. bl.a. udfordringer med fremkommelighed og trængsel på strækningen og den trafikale afvikling på strækningen.
Ejerforeningen har desuden afgivet høringssvar til TMF, og har efterfølgende modtaget en afgørelse, der afviser at fortage ændringer til forvaltningens forslåede alternative placering. Det er ejerforeningens holdning, at der er behov for at der fra politisk side genovervejes denne placering, grundet de særlige uhensigtsmæssigheder og af hensyn til sikkerheden i gaden.
2. Parkering i København og borgers korrespondance med TMF
Med mail den 12. juni 2025 orienterede en borger om sin mail til Teknik- og Miljøudvalget angående manglende parkeringspladser i Marstalsgade.
Sekretariatet har sendt mailen videre til Østerbro Lokaludvalg.
3. Klage over Distortion på Rådhusplads
Med mail den 12. juni 2025 orienterede Stræderne og Strøgets Beboerforening om deres henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget.
Henvendelsen blev sendt i forbindelse med at udvalget skulle behandle en sag om tilladelser til afholdelse af Distortion 2026. Beboerforeningen udtrykker et ønske om, at Distortion ikke afholdes på Rådhuspladsen pga. de gener, særligt støjgener, som beboerne omkring oplever og appellerer til at arrangementet holdes andetsteds.
Beboerforeningen udtrykker, at mange beboere generes af larmen fra Distortion, at kvarterer afspærres, samt at naboer til Rådhuspladsen generelt oplever at der er for mange arrangementer på Rådhuspladsen som medfører gener for naboer til Rådhuspladsen. De opfordrer Teknik- og Miljøudvalget til ikke at give tilladelse til at Rådhuspladsen benyttes til kommercielle arrangementer og at man stopper støtten til Distortion med henvisning til kommunens ambition om et ”kulturbårent natteliv" jf. kommunens udkast til en ny Restaurations- og Nattelivsplan.
Sekretariatet er ikke bekendt med et svar fra forvaltningen.
4. Opbakning til at Øster Søgade ensrettes
Med mail den 16. juni 2025 skrev en borger, at han anbefaler at man overvejer at lukke Øster Søgade helt for biler jf. sagen om ensretning af Øster Søgade. Han skriver, at man formodentlig om nogle år vil ønske at lukke vejen for biler alligevel, ligesom der er på den anden side af søerne og at man derfor allerede bør lukke vejen for kørsel nu.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Line Barfod har på Teknik- og Miljøudvalgets vegne svaret:
”Jeg kan oplyse om, at et flertal godkendte, at løsningsforslag om ensretning og begrønning på Øster Søgade indgår i forhandlingerne om Budget 2026 med ændringsforslag om, at indledende trafikforsøg indgår som selvstændigt scenarie i budgetnotatet, som kan finansieres uden at finansiere den samlede løsning.
Du kan læse referatet af udvalgets behandling af sagen her: Resultat af foranalyse om ensretning af Øster Søgade, Indre By | Københavns Kommune”
5. Fremkommelighed i forbindelse med Copenhagen Sprint
Med mail den 18. juni 2025 skriv en borger om at vanskeligheder ved at kunne komme til park, indkøb og transport i forbindelse med Copenhagen Sprint og øvrige arrangementer der spærrer gader. Eftersom borgeren er ældre og har nedsat mobilitet, ønsker hun at man minimerer generne for gangbesværede beboere. Dette eksempelvis ved at sørge for tydelig information om hvor man kan passere vejen ifm. f.eks. Copenhagen Sprint, samt at der er folk som kan hjælpe gangbesværede over gaden.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se svar i bilag.
6. Brev til lokaludvalget fra ukendt person
Den 26. juni 2025 modtog sekretariatet for Indre By Lokaludvalg et brev. Afsendernavn er Einar, men ellers anonym.
Se bilag
7. Ladestandere i Malmøgade
Med mail den 1. juli 2025 skrev en borger til lokaludvalget på opfordring af Teknik- og Miljøforvaltningen. Borgeren har henvendt sig til TMFs parkerings-afdeling angående fordelingen af parkeringspladser og ladepladser til elbiler i Malmøgade. Hun skriver, at der i Malmøgade er ca. 30 pladser til opladning af elbiler, delebiler, erhvervsbiler og sorteringspunkter og færre parkeringspladser til benzinbiler.
Teknik- og Miljøforvaltningen henviser til forskellige politiske ønsker til anvendelsen af det offentlige vejareal. De oplyser at placeringen af ladestandere er baseret på anmodninger fra ladeoperatørerne og deres tilbagemeldinger om, hvor der er behov, og hvor kommunen oplever efterspørgsel på ladestandere. Elbilspladserne uden ladestandere placeres tæt på ladestationerne for at sikre en løbende udskiftning på parkeringspladserne og tilgængelige opladningsmuligheder ved behov. Derfor kan det forekomme, at der er gader helt uden ladestandere, mens der på andre gader kan være flere på samme strækning.
Sekretariatet har ikke bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare. Sekretariatet har kvitteret for mailen og svaret, at lokaludvalget drøfter henvendelsen og derefter aftaler hvad lokaludvalget kan gøre.
8. Orientering om Gammelholm Beboerforenings klage over manglende svar fra TMF
Med mail den 2. juli 2025 orienterede Gammelholm Beboerforening om deres brev til Teknik-og Miljøborgmester Line Barfod og medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, hvori de klager over manglende respons på deres ønske om forbedret samarbejde. Gammelholm Beboerforening har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen siden februar 2025, men efterlyser opsamling og svar fra forvaltningen og udvalget.
Teknik- og Miljøforvaltningen er orienteret om, at brevet er sendt til Indre By Lokaludvalg. Sekretariatet er ikke bekendt med om der er svar fra forvaltningen.
9. Forslag om legeplads nær Christians Brygge
Med mail den 5. juli 2025 skrev en borger med forslag om at danne en legeplads i området omkring Christians Brygge med henvisning til en tidligere legeplads mellem Christians Brygge og Chr. IV’s bryghus. Han efterspørger steder med biodiversitet og legemuligheder i området til nærliggende børnefamilie og institutioner i kulturhistoriske omgivelser.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Der foreligger endnu ikke svar.
10. Tilbud om oplæg om Lynetteholmen
Med mail den 14. juli 2025 spurgte Lea Gram Jacobi, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening Gentofte og M.A. i International Økonomi og Politik, om lokaludvalget var interesseret i at høre et foredrag om Lynetteholm op til kommunalvalget.
Se beskrivelse af foredraget i bilag.
Sekretariatet har kvitteret for modtagelsen af tilbuddet og svaret, at lokaludvalget drøfter tilbuddet hvorefter sekretariatet sender svar
11. Gener ifm. arrangement i Østre Anlæg
Med mail den 14. juli 2025 rettede en borger en klage over støj den 11. og 12. juli i Østre Anlæg. Det fremgår af mailen, at henvendelsen er sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen, Kulturministeriet, lokaludvalget og Statens Kunstfond.
Borgeren oplyser, at der var høj elektronisk musik i Østre Anlæg den 11. og 12. juli i forbindelse med Culture Box ChillOut og oplyser at der blev spillet musik fra 16-24 begge dage. Hun appellerer til, at man vil undlade at give tilladelser og støtte til lignende arrangementer tæt på bebyggelse i fremtiden med henvisning til at arrangementet er støttet af Statens Kunstfond.
Sekretariatet er ikke bekendt med om der er svar fra forvaltningen.
12. Spærring af gader ifm. Copenhagen Pride 2025
Med mail den 16. juli 2025 skrev en borger til lokaludvalget og Nørre kvarters Beboerforening om spærring af vejene omkring Studiestræde ifm. Copenhagen Pride 2025. Arrangørerne af Copenhagen Pride har orienteret om, at der vil være indkørsels- og parkeringsforbud den 15. august fra kl. 12 i noget af området omkring Studiestræde og Larsbjørnsstræde mm. og at der den 16. august: kl. 6:00 er indkørsels- og parkeringsforbud indtræder i resten af området.
Hun skriver, at indkørsels- og parkeringsforbuddet medfører gener for erhvervsdrivende i gaderne samt beboere, som ikke kan benytte parkeringspladserne i det tidsrum. Hun påpeger desuden, at beboere kan se sig nødsaget til at bestille ophold udenfor byen for at undgå gener mm. fra arrangementet.
13. Orientering om Gadefesten i forbindelse med Copenhagen Pride 2025
Med mail den 18. juli 2025 orienterede arrangørerne af Copenhagen Pride 2025 om informationsplanen for beboerområdet. Copenhagen Pride 2025 finder sted den 15. og 16. august 2025. Det oplyses, at der om fredagen vil være fest i Studiestræde og Larsbjørnsstræde, mens der om lørdagen vil være fest i Studiestræde, Larsbjørnsstræde, Farvergade, Lavendelstræde og Stutterigade. Orienteringen indeholder beskrivelse af indkørselsforbud, parkeringsforbud, rengøring, parkering og cykelparkering.
Se orienteringen i bilag.
14. Håndhævelse af indkørselsforbud for turistbusser på Esplanaden/Churchillparken
Med mail den 21. juli 2025 skrev en beboer fra Esplanaden med ønske om at der indføres en strengere kontrol og håndhævelse af det nyligt besluttede forbud for turistbusser (der ikke kører i rute) mod at køre ind på Esplanaden og Churchillparken. Han oplever, at der enten ikke er tilstrækkelig viden eller skiltning, der gør dette tydeligt og oplever at mange busser lader til at ignorere skiltningen, når man gør dem opmærksom på de nye regler.
Han beder lokaludvalget tage sagen op med relevante ansvarlige forvaltning med henblik på at sikre, at de nye regler bliver overholdt.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Der foreligger endnu ikke svar fra forvaltningen.
15. Orientering om NKBF-anmodning om aktindsigt i Copenhagen Pride 2025
Med mail den 22. juli 2025 orienterede Søren Rud fra Nørre Kvarters Beboerforening om beboerforeningens anmodning om aktindsigt i tilladelser givet til Pride-arrangementer i Nørre Kvarter fredag den 15. august og lørdag den 16. august 2025, herunder retningslinjer for støjniveau, oprydning, naboorientering mm.
Den 22. juli svarede forvaltningen at der endnu ikke er blevet udstedt endelige tilladelser til Pride-festen og at man derfor ikke kan sende disse tilladelser på nuværende tidspunkt, men oplyser at de vil blive sendt til Nørre Kvarters Beboerforening, når tilladelserne foreligger.
Søren Rud nævner en række gener som beboere og erhvervsdrivende i området oplever under Copenhagen Pride, såsom musik der overskrider støjgrænser, erhvervsdrivende hvis butikker afspærres fra kunder under festen, tab af omsætning og beboere som tager ud af byen under Priden. Han efterlyser borgerinddragelse og at man sænker støjgrænserne. Han påpeger desuden at man i år har udvidet Pride-festen og tilladelsen til at vare to dage.
Sekretariatet har kvitteret for modtagelsen af mailen.
16. Forslag om at oprette et beboerhus i Dronning Caroline Amalie i Nyboder
Med mail den 31. juli 2025 foreslog en borger, at den tidligere Integrerede Daginstitution Dronning Caroline Amalie Børnehave, Fritidshjem og Fritidsklub på hjørnet ved Suensonsgade og Rigensgade omdannes til beboerhus med værksteder mm. Hun oplever, at kvarteret ved Nyboder er i forandring og har brug for noget der kan samle beboerne.
Sekretariatet har bedt Kultur- og Fritidsforvaltningen svare. Der foreligger endnu ikke svar fra forvaltningen.
17. Spørgsmål om lokaludvalgets holdning til parkeringsforholdene på Gammelholm
Med mail den 3. august 2025 spørger en borger hvad lokaludvalgets holdning er til P-forholdene på Gammelholm. Han beretter, at området de sidste par år af mistet mange parkeringspladser og oplever at ca. 20 el-delepladser ofte står tomme, som de lokale i området ikke kan bruge. Han påpeger, at der desuden er fjernet parkeringspladser i Nyhavn ifm. oprettelsen af en cykelvej og at man tager 3 pladser i Heibergsgade da den grænser op til cykelvejen. Derudover oplever han ofte renoveringer og forbedringer, men når disse sker, er der en tendens til, at de gadeparkeringspladser der bliver taget, ikke bliver frigjort, men mere er en oplagsplads for håndværkere og derfor bare står tomme. Borgeren er nysgerrig på hvor mange beboerlicenser er der solgt på Gammelholm og hvor mange pladser er reelt er, samt hvor mange parkeringsbøder er der udstedt i 2024 og 2025, især 2025 hvor en stor del af forholdende er ændret.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget på spørgsmålene om, hvor mange beboerlicenser der er solgt på Gammelholm og hvor mange pladser der reelt er, samt hvor mange parkeringsbøder der er udstedt i 2024 og 2025.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.