B-sag: Puljeansøgninger
Indstilling
1. at Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 12.000 kr. til Kulturhuset Indre By i støtte til ”Det store bryllupsbyttemarked” på Charlotte Ammundsens Plads den 7. september 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 18.500 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.
2. at Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 5.000 kr. til en kunstner til rammer til fem værker i forbindelse med udstilling i HUSET den 7. september 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 7.500 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.
3. at Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 5.900 kr. til B3B Basketball i støtte til en streetbasketball festival på Nansensgade basketballbane på Charlotte Ammundsens Plads den 29. august 2025.
4. at Indre By Lokaludvalg giver afslag til en Københavns Shakespeare Kompagni på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til scenografi til forestillingen ”Prospero” der spiller på The Deer and Rabbits den 30. oktober – 29. november 2025. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at entrebeløbets størrelse gør, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.
5. at Indre By Lokaludvalg giver afslag til en musiker der søger på vegne af BUSTER Filmfestival på en ansøgning om 12.000 kr. i støtte til at afholde 4 børnekoncerter under BUSTER Filmfestival i Filmhuset den 20. september – 3. oktober 2025. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget 5 puljeansøgninger.
Løsning
1. Det store bryllupsbyttemarked under Golden Days temaet Kærlighed
Kulturhuset Indre By søger om 18.500 kr. i støtte til ”Det store bryllupsbyttemarked” på Charlotte Ammundsens Plads den 7. september 2025.
Støtten går til honorar til tre designworkshops, honorar til en brudedans-workshops, scenografi, frivilligforplejning og champagne.
I anledning af Golden Days 2025, afholder Kulturhuset Indre By ”Det Store Bryllupsbyttemarked”, hvor borgere kan bytte deres brudekjole/bryllupstøj – og giv det nyt liv. Der vil være byttemarked, kreative workshops, danseundervisning og pop-up vielser.
Målgruppen er alle (18+). Der forventes ca. 350 deltagere.
Det er gratis.
Der samarbejdes med Golden Days om formidling og med Trashgirls, Fashion Revolution, Sabot, Hepcats og giftefoged Nina Rasmussen. Kulturhuset står for planlægning, overordnet samarbejde, praktisk afvikling, frivillige koordinering og afrapportering.
Arrangementet offentliggøres via Golden Days i form af trykt program, plakater og sociale medier samt kulturhusets hjemmeside, plakater og sociale medier og samarbejdspartnernes egen sociale medier.
Udgiftsbudgettet er på 49.339 kr.
Egenfinansiering er på 30.839 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb.
Derudover ser sekretariatet intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Puljegruppens anbefaling
Det er faktisk en god ide at genbruge bryllupstøjet. Men vi synes, at det er lidt mange penge.
Vi kan ikke rigtigt se, at Golden Days bidrager på nogen måde. Vi foreslår 12.000, så må der være lidt mindre champagne!
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 12.000 kr. til Kulturhuset Indre By i støtte til ”Det store bryllupsbyttemarked” på Charlotte Ammundsens Plads den 7. september 2025.
Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 18.500 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.
2. Debut Fest 2025
En kunstner søger om 7.500 kr. i støtte til rammer til fem værker i forbindelse med udstilling i HUSET den 7. september 2025.
Debut Fest er en platform for nye, lovende kunstnere, der afholdes i Indre By. Udstillingen vil bestå af fem blyantstegninger af gadekøkkener. Tematisk trækker værkerne på byens visuelle og kulturelle madlandskab, særligt de små gadekøkkener, som er en del af Indre Bys dagligliv og stemning.
Det er gratis at se udstillingen.
Målgruppen er kunstinteresserede borgere og deltagere i Debut Fest. Der forventes mellem 200 og 300 person som ser udstillingen i løbet af Debut Fest
Udstillingen offentliggøres gennem Debut Fests hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier. Derudover promoverer det via kunstnerens Instagram-profil (@svenulrik) og netværk. Der laves også flyers og visuel kommunikation i området omkring Rådhusstræde op til festivalen.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter denne aktivitet.
Puljegruppens anbefaling
Det er jo ikke ret mange penge, men det ser ud som om, at det er en begivenhed, der finder sted hvert år. Undtagelsesvist giver vi ham 5.000 til de rammer, og håber, at de kan bruges igen.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 5.000 kr. til en kunstner til rammer til fem værker i forbindelse med udstilling i HUSET den 7. september 2025.
Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 7.500 kr., fordi lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.
3. Street basketball festival 2025
B3B Basketball søger om 5.900 kr. i støtte til en streetbasketball festival på Nansensgade basketballbane på Charlotte Ammundsens Plads den 29. august 2025.
Støtten går til reklame, klistermærker og flyers, honorar til DJ, honorar til fotograf, frivilligforplejning og t-shirts til frivillige.
Ansøger ønsker at afholde en streetbasketball festival til at markere færdiggørelsen af renoveringen af Nansensgade basketball-banen, og som optakt til EM i 3x3 basket, som afholdes i København i september. Der afholdes en 3x3 turnering, quiz, konkurrencer, dj m.m. Støtten skal gå at lave synlighed omkring eventet og forplejning af frivillige.
Målgruppen er børn, unge og voksne.
Der samarbejdes med basketballklubben 3x3 Unites Copenhagen, som også er medansøger.
Det er gratis at deltage i børne-basket turneringen og sideløbende aktiviteter, men det koster 50 kr. for voksne at deltage i voksen-turneringen.
Aktiviteten offentliggøres sociale medier, flyers og hjemmeside.
Udgiftsbudgettet er på 7.500 kr.
Indtægtsbudgettet er på 1.600 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb.
Derudover ser sekretariatet intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Puljegruppens anbefaling
Det støtter vi, men ikke med så mange penge. Der er mange frivillige kræfter, så hvorfor DJ`en og fotografen skal have løn, kan vi ikke se. T-shirts kan erstattes af et klistermærke, skilt e. l.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 5.900 kr. til B3B Basketball i støtte til en streetbasketball festival på Nansensgade basketballbane på Charlotte Ammundsens Plads den 29. august 2025.
Støtten går til reklame, klistermærker og flyers, honorar til DJ, honorar til fotograf, frivilligforplejning og t-shirts til frivillige.
4. Prospero
Københavns Shakespeare Kompagni søger om 10.000 kr. i støtte til scenografi til forestillingen ”Prospero” der spiller på The Deer and Rabbits den 30. oktober – 29. november 2025.
”Prospero” er en selvstændig del af Københavns Shakespeare Kompagnis “Patriark Trilogi” og er nyskrevet dansk dramatik og er en fortælling om en tyran.
Målgruppen er unge og voksne.
Billetprisen er 300 kr. med mulighed for gruppe- og ungdomsrabat.
Forestillingen markedsføres i Teaterkataloget og på teaterbilletter.dk og på The Deer and Rabbits sociale medier, hjemmeside, samt plakater og flyers i nærområdet.
Udgiftsbudgettet er på 351.220 kr.
Indtægtsbudgettet er på 351.220 kr. Heraf er der en egenfinansiering på 15.000 kr.
Der er søgt støtte hos Lasson Andersens Fond, Aage og Joanne Louis-Hansens Fond, samt en række andre fonde (se oversigt i vedhæftede bilag).
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, med en entré, der efter lokaludvalgets vurdering
• ikke matcher beløbet, der ansøges om
• ikke matcher projektet eller arrangementets indhold
• gør, at projektet eller arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt.
Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Puljegruppens anbefaling
Den er svær. På den ene side en lille lokal scene med nogle ildsjæle. På den anden side et stykke på engelsk (gætter vi), entré, honorarer og meget høj lokaleleje. Det bliver et afslag
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en Københavns Shakespeare Kompagni på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til scenografi til forestillingen ”Prospero” der spiller på The Deer and Rabbits den 30. oktober – 29. november 2025.
Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at entrebeløbets størrelse gør, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.
5. Tikke Takke Trio
Musiker Andreas Ugorskij søger på vegne af BUSTER Filmfestival om 12.000 kr. i støtte til at afholde 4 børnekoncerter under BUSTER Filmfestival i Filmhuset den 20. september – 3. oktober 2025.
Støtten går til honorar af Andreas Ugorskij og Tikke Takke Trios bandmedlemmer.
Under BUSTER Filmfestival vises den danske animationsfilm og musikvideo Bobby & Bobby med musik af Tikke Takke. I den forbindelse ønsker Andreas Ugorskij og bandet Tikke Takke at holde 3 skolekoncerter med Andreas Ugorskij som soloartist og 1 familiekoncert med det fulde band før eller efter visningerne af filmen.
Målgruppen er indskolingsbørn og børn.
Det er gratis.
Koncerterne offentliggøres på Tikke Takkes, BUSTERS og Cinematekets sociale medier og i aviser.
Udgiftsbudgettet er på 15.513 kr.
Indtægtsbudgettet er på 15.114 kr.
Der er søgt om 12.000 kr. i støtte hos Dansk Musiker Forbund
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb.
Derudover ser sekretariatet intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Puljegruppens anbefaling
Vi forstår ikke helt, hvorfor koncerterne ikke bare indgår i Festivalen. Vi har jo givet flere afslag (+støtte) til Buster, som er en festival, der burde hvile i sig selv med den støtte den får fra Cinemateket m.fl. Det er lidt uklart, om det er noget Tikke Takke selv har fundet på. Det hele er således honorar. Det bliver et afslag.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en musiker der søger på vegne af BUSTER Filmfestival på en ansøgning om 12.000 kr. i støtte til at afholde 4 børnekoncerter under BUSTER Filmfestival i Filmhuset den 20. september – 3. oktober 2025.
Afslaget begrundes med, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 350.000 kr. til puljeansøgninger, men har foreløbig disponeret for 404.905 kr. af rammen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 22.900 kr. af 2025-puljen.
Jf. dagsordenspunkt 29 om ændringer i budgettet for lokaludvalgets 2025-pulje, har forpersonskabet besluttet at lukke for ansøgninger om støtte til aktiviteter og projekter i 2025; dog ikke for ansøgninger om støtte til miljøaktiviteter og miljøprojekter.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.