Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Fredericiagade 41-43
Indstilling
Indstilling om
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om ideen om strækningen Fredericiagade 41-43 som bylivsgade. Se høringssvaret i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen bad den 2. juni 2025 om lokaludvalgets vurdering af den lokale efterspørgsel vedr. en idé om strækningen Fredericiagade 41-43 som bylivsgade. Forvaltningen vurderer, at ideen er realiserbar.
Der er svarfrist den 29. august 2025.
Forvaltningen oplyser, at jf. det politisk godkendte administrationsgrundlag, er det i høringssvaret lokaludvalgets opgave at kvalificere, om:
- Der er et stort lokalt ønske i gaden til idéen og indikation om opbakning til flere opholdsmuligheder og nedlæggelse af parkeringspladser,
- Der findes lignende eksisterende eller planlagte grønne opholdsmuligheder i gaden eller i nærheden af gaden,
- Lokaludvalget anbefaler projektidéen ifm. den indledende høring af alle projektidéer.
Forslagsstillerens idé
"I dag er Fredericiagade en gennemkørselsgade mellem Kronprinsessegade, Borgergade og Store
Kongensgade som mange bilister og cyklister benytter. Den internationale skole ligger ved siden af nr. 41, hvor mange unge mennesker færdes dagligt, og på begge hjørner af gaden mod Borgergade findes beværtning og spidsesteder, hvorfor der færdes mange mennesker på gaden både om dagen og i endnu højere grad om aftenen. Bilister kører med for høj fart igennem gaden. Om aftenen er det alm at cyklisterne samler deres cykler i en bunker på hjørnet af Borgergade og Fredericiagade, som ofte ender meddelvist at blokere begge gader, og gør det svært for fodgængere at krydse sikkert. Særligt de yngste, ældre og gangbesværede. Ansøgningen kunne gælder hele strækningen af Fredericiagade mellem Borgergade og Store Kongensgade, men fokus bør være på ovennævnte område, da her er et mikrokulturelt samfund med liv som vi ønsker at værne om, med hensyn til gæster og os som bor i bygningerne omkring."
"(Ønsker) store plantekasser, som kan bidrage til en mere snoet gade. Store blomsterkasser- eller krukker, på hjørnet ud for Borgerkroen, for at mindske tendens til at cykler ophober sig her. Placeret på en måde, som sikrer fremkommeligeheden for fodgængere. Andre fartbegrænsende tiltag."
"Vi ønsker os meget kirsebærtræer (som på Hindegade) eller større buske og store blomsterkasser. Også facadebeplantning, men dette har laveste prioritet."
Forvaltningens samlede vurdering
"Idéen vurderes realiserbar indefor puljens rammer og lever generelt op til puljen formål. Trafikdæmpning er mulig via indsnævring af vejen. Nedgravede løsninger umulige, men overfladisk begrønning. Genopretning af hele kørebanen er planlagt i 2027."
Løsning
Forpersonskabet foreslår følgende høringssvar:
"Lokaludvalget har ikke haft mulighed for at gennemføre borgerdialog om ideen om at sætte blomsterkasser- eller krukker ud for Fredericiagade 41-43 med henblik på at dæmpe trafikken. Men lokaludvalget forstår, at det er et ønske fra en andelsboligforening i området. Lokaludvalget støtter derfor ideen.
Med venlig hilsen"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Forvaltningen vil bruge lokaludvalgets kvalificering af den lokale efterspørgsel i sin udvælgelse af otte idéer til skitsering. Hvis forvaltningen ikke modtager kvalificering af den lokale efterspørgsel fra et lokaludvalg, vil forvaltningen selv forestå prioriteringen af idéerne fra den bydel uden stillingtagen til projekternes lokale efterspørgsel.