Mødedato: 14.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Omlægning af buslinje 27

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Økonomiudvalget om Økonomiudvalgets beslutning den 31. marts 2020 om omlægning af buslinje 27 som led i tilpasningen af busnettet til Nordhavnsmetroen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Økonomiudvalget om omlægning af buslinje 27 som led i tilpasningen af busnettet til Nordhavnsmetroen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Sag fra det aflyste møde den 12. marts 2020

Dette er en opdatering af sagen "Høringssvar om omlægning af buslinjerne 27 og 164", der var på dagsordenen for det aflyste lokaludvalgsmøde den 12. marts 2020.

Denne sag handler kun om omlægning af buslinje 27.

 

Høring og Økonomiudvalgets beslutning

Den 21. februar 2020 bad Økonomiforvaltningen lokaludvalget om et høringssvar vedr. Movias forslag til busdriften i forbindelse med åbningen af Nordhavnsmetroen. Der var svarfrist den 18. marts 2020.

Lokaludvalget skulle beslutte et høringssvar i lokaludvalgsmødet den 12. marts 2020, som imidlertid blev aflyst. Lokaludvalget har derfor ikke afgivet et høringssvar i sagen.

Økonomiforvaltningen har i sagen "Tilpasning af buslinjer i Nordhavn ifm. åbningen af Nordhavnsmetroen" til behandling i Økonomiudvalgets møde den 31. marts 2020 kort refereret fra sagen, som lokaludvalget skulle tage stilling til den 12. marts 2020.

I mødet den 31. marts 2020 godkendte Økonomiudvalget Movias forslag til omlægning af bl.a.  buslinje 27, som er omtalt nedenfor. Omlægningen planlægges gennemført ved køreplansskift i juni 2020.

Linje 27

Linje 27 giver forbindelse mellem Østerport St. og Nordhavn (Oceankaj) fire gange i timen i myl-dretiden og to gange i timen midt på dagen og om aftenen. 

For at undgå parallelkørsel mellem metro og bus, foreslår Movia at linje 27 afkortes, så den fremover giver forbindelse mellem Østerport og Sdr. Frihavn.

Movia foreslår at turmønstret simplificeres og der køres med to linjevarianter: en der kører Østerport st. -> DFDS Terminalen (DFDS Terminalen-> Østerport st. i modsat retning), og en der kører Østerport st. -> Indiakaj -> Langeliniekaj (Langeliniekaj -> Indiakaj -> Østerport st. i modsat retning).

Det indebærer at linje 27 forbinder Østerport st. og DFDS terminalen med 3 afgange i timen hele drifts-døgnet, Indiakaj med 3 afgange i timen hele driftsdøgnet, og Langeliniekaj med 3 afgange i timen i dagtimer.

Movia vurderer, at der med tilpasningen vil ske en ændring i antallet af passagerer på -50.000 passagerer/år ift. Budget 2020.

For at give bedre forbindelse til metroen, foreslår Movia at linje 27 samtidig forlænges til Oslo Plads. Ændringen betyder, at Sdr. Frihavn får bedre forbindelse til metroen ved Oslo Plads, men mister direkte forbindelse til Nordhavn.

For at linje 27 kan få endestation ved Oslo Plads, kræver det, at linjen kan vende (uden passagerer). Den mest nærliggende mulighed til denne vending er via Bergensgade og Kristianiagade.Pga. opførelse af transfertunnel ifm. Metro på Østerport, vil Østbanegade dog været lukket indtil 2. kvartal 2021.I mellemtiden foreslås en vending via Stockholmgade/Visbygade.

I sommerhalvåret medfører de mange krydstogtsskibe, at trafikken er meget intens på Langelinie. Linje 27 vil derfor fortsat vende ved Indiakaj om sommeren.

Den nye rute til Oslo Plads forudsætter, at Movia kan finde et egnet chaufførlokale ved DFDS terminalen, eller opstilling af faciliteter i forbindelse med Oslo Plads. Alternativt kan operatøren kompenseres for at benytte chaufførlokalet ved Nordhavn St., men chaufførerne skal i så fald fortsat have adgang til et toilet ved Oslo Plads.

 

Østbanegade

I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 14. maj 2020 skal lokaludvalget drøfte et forslag fra en borger om at lukke Østbanegade ved Østerport. st., så der kan etableres en grøn plads ved stationen med gennemkørsel for cyklister. Lokaludvalget skal tage stilling til, om der vil arbejde for forslaget. Til grund for drøftelsen foreligger resultatet af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse i kvarteret om forslaget.

Borgerens forslag kan ikke virkeliggøres, hvis linje 27 skal vende via Bergensgade og Kristianiagade.

 

Bemærkninger til omlægningen

Forud for lokaludvalgets møde den 12. marts 2020 bad sekretariatet lokaludvalgets medlemmer og suppleanter om bemærkninger til omlægningerne, som kunne indgå i et udkast til lokaludvalgets høringssvar.

Fra lokaludvalgsmedlem Kjeld A. Larsen

Det ser noget sløjt ud med de ændringer, og de virker ikke helt gennemtænkte. Formålet med busbetjeningen er jo at give forbindelse til og fra de nærliggende stationer. Både stationer på metroen og S-banen, men også til regionaltog (herunder Kystbanen) og fjerntog på Østerport station.

De foreslåede ændringer passer nogenlunde med forbindelserne til metro og S-bane, men forbindelsen til regional- og fjerntog opretholdes alene for Søndre Frihavns-området. (Dog får man med linje 164 forbindelse til Kystbanen på Hellerup station).

Så længe metroen ikke er ført længere ud i Nordhavns-området bør der være en bus derfra til Østerport station, selv om den kører parallelt med metroen (og S-banen) et stykke.

Så umiddelbart vil jeg mene, at man bør beholde den nuværende betjening. Endestation for linje 27 vil dog være fin at få lagt helt op til Oslo Plads med bedre skifteforhold, også til metroen.

Linje 164 bør under alle omstændigheder forsøges lagt tættere på Nordhavn station, med et stoppested så der er så kort skifteafstand som muligt, hvis man skal skifte til og fra S-tog i retning mod centrum. Det kan nok blive svært med de nye veje, men i stedet for Sundkrogsgade, bør den køre via Århusgade og Southamptongade videre ud i Nordhavn.

 

Fra medlem af Københavns Kommunes Ældreråd Arne Bjørn Hansen

Arne Bjørn Hansen skrev den 2. marts 2020 til lokaludvalgets sekretariat:

Som bekendt er Frederiksstaden dårligt betjent med offentlig trafik  - bortset fra Marmorkirkens M3. Jeg stiller derfor forslag om, at Linje 27 forlænges ca. 900 m fra Østerport til Ndr. Toldbod.

Linjeføringen er mest oplagt Oslo Plads – Grønningen – Esplanaden – Ndr. Toldbod og retur.

Herved betjenes Nyboder, Kastellet, Frihedsmuseet, Skt. Albans Kirke, Gefion, Den lille Havfrue, By & Havn samt ikke mindst havnebusserne på Ndr. Toldbod. (dvs. kollektiv trafik-sammenhæng og -korrespondance).

 

Københavns Ældreråds høringssvar til Økonomiforvaltningen

Høringssvar fra Østerbro Lokaludvalg, Københavns Ældreråd og Københavns Ungeråd var bilagt sagen "Tilpasning af buslinjer i Nordhavn ifm. åbningen af Nordhavnsmetroen", som Økonomiudvalget tog stilling til den 31. marts 2020.

Københavns Ældreråd foreslog i sit høringssvar, at buslinje 27 forlænges, sådan at der laves en sløjfe ved at køre fra Østerport Station til Store Kongensgade (blandt andet med stop ved Marmorkirken), ned ad Dronningens Tværgade og tilbage mod Østerport via Bredgade.

En sådan forlængelse af busruten vil opleves som en stor forbedring for de ældre, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at benytte metroen, og som følge heraf mangler offentlig transport på strækningen, skrev Ældrerådet.

Derudover foreslog Københavns Ældreråd, at buslinje 27 yderligere forlænges til at danne en forgrening ud til Nordre Toldbod via Oslo Plads, Grønningen og Esplanaden. Herved betjenes Kastellet, Frihedsmuseet, Gefionspringvandet, og der dannes forbindelse til havnebusstoppestedet på Nordre Toldbod. 

 

I sagen til Økonomiudvalget skrev Økonomiforvaltningen om Københavns Ældreråds forslag, at Movia vurderer, at den foreslåede udvidelse af linje 27 vil kræve ekstra bustimer, og at udgiften til dette vil være op imod 2,5 mio. kr. i ekstra årligt tilskud til linje 27. Movia har ikke haft mulighed for at vurdere de drifts- og passagermæssige konsekvenser nærmere.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget:

"Den 21. februar 2020 bad Økonomiforvaltningen lokaludvalget om et høringssvar vedr. Movias forslag til busdriften i forbindelse med åbningen af Nordhavnsmetroen. Der var svarfrist den 18. marts 2020.

Lokaludvalget skulle beslutte sit høringssvar i lokaludvalgets møde den 12. marts 2020, men mødet  blev aflyst pga. coronakrisen. Lokaludvalget har derfor ikke afgivet et høringssvar i sagen. I stedet har vi i lokaludvalgets møde den 16. april 2020 drøftet den besluttede omlægning af buslinje 27 og grundlaget herfor.

Lokaludvalget støtter, at linje 27 får forbindelse til Østerport metrostation og Østerport st., men vi ser gerne, at der bliver regnet på, hvad det vil koste at forlænge linje 27 ad følgende rute: Oslo Plads – Grønningen – Esplanaden – Ndr. Toldbod og retur. Vi foreslår, at Økonomiudvalget på det  grundlag tager stilling til forslaget om en sådan forlængelse af linje 27.

Argumentet for forslaget er, at Nyboder, Kastellet, Frihedsmuseet, Skt. Albans Kirke, Gefion, Den lille Havfrue og havnebusserne, der lægger til ved Nordre Toldbod, dermed vil få busforbindelse til Østerport st. og metrostration.

For en god ordens skyld skal det bemærkes, at Indre By Lokaludvalg ikke har ønske om, at linje 27 skal køre omkring St. Kongensgade-Dronningens Tværgade-Bredgade, sådan som Københavns Ældreråd har foreslået.

Derudover ønsker lokaludvalget oplysning om, hvordan beboerne i kvarteret omkring Østerport orienteres om, at linje 27 nu skal vende via Stockholmgade/Visbygade og senere via Bergensgade og Kristianiagade, idet det kan opleves som en gene i de nævnte gader.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Økonomiudvalget.

Bilag

Beslutning

    Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Økonomiudvalget om omlægning af buslinje 27 som led i tilpasningen af busnettet til Nordhavnsmetroen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Til top