Mødedato: 13.11.2025, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om handlingsplan for transport af turister

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om et udkast til Handlingsplan for transport af turister. Høringssvaret fremgår af bilag 1.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen sendte den 2. oktober 2025 udkast til Handlingsplan for transport af turister i høring hos en lang række interessenter, bl.a. alle lokaludvalgene. Fristen for at afgive høringssvar er d. 26 november 2025.

Udkast til Handlingsplan for transport af turister 2025 er en opdatering af den tidligere handlingsplan fra 2021. Se bilagsoversigten.

Planen omfatter danske og udenlandske turistbusser, mens busser i fast rute, herunder lokale busser, fjernbusser og HopOn-Hop/Off busser, ikke er direkte omfattet af planen.

Handlingsplanen indeholder 22 initiativer, der er opdelt i fire kategorier.

  • Kategori 1: Langsigtede initiativer for transport af turister i Indre By
  • Kategori 2: Konkrete parkeringsinitiativer, der kan ibrugtages på kort sigt (2026/2027), samt muligheden for øget brug af minibusser til transport af turister
  • Kategori 3: Parkeringsinitiativer, der kræver en foranalyse
  • Kategori 4: Informations- og dialogbaserede initiativer.

Her er et link til Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. august 2025 om Handlingsplan for transport af turister:

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-25082025/referat/punkt-13

Lokaludvalget drøftede sagen i sit møde den 9. oktober 2025 og bad Byudviklingsgruppen om at skrive et udkast til høringssvar med udgangspunkt i lokaludvalgets input. Lokaludvalgets input ses i bilagsoversigten.

Løsning

Byudviklingsgruppen har drøftet udkastet til handlingsplan og foreslår, at lokaludvalget godkender høringssvaret, som fremgår af bilag 1.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det fremgår af indstillingen, som Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 25. august 2025, at Teknik og Miljøforvaltningen igangsætter en screening af konkrete parkeringsinitiativer, der kan etableres på kort sigt (initiativerne under kategori 2). Realisering af de øvrige initiativer i udkastet til handlingsplanen afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetaftaler.

Beslutning

Følgende ændringsforslag til høringssvaret blev tiltrådt:

Fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget beder forvaltningen om dialog om de enkelte forslag i handlingsplanen.

Fra Mads Aarup om, at lokaludvalget er imod etablering af buspladser på Ved Stranden, fordi der ikke bør være turistbuskørsel i Middelalderbyen.

Fra Mads Aarup om, at buspladsen foran Thorvaldsens Museum bør nedlægges, da busserne skjuler friserne på museet.

Fra Anton Skovle om, at buspladsen foran Det Kongelige Teater bør nedlægges, da busserne nedgør teaterets arkitektur.

Fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget er imod muligheden for tidsbegrænset parkering af turistbusser i Middelalderbyen, fordi turistbusser ikke skal kunne parkere i Middelalderbyen. Af- og påstigning skal være muligt, men busserne må køre hen et andet sted at parkere.

Fra Bent Lohmann om, at kommunen skal tilskynde til, at turistbusser ikke kører i Indre By i myldretiden.

Fra Niels Kongshaug om, at kommunen skal arbejde for, at turister bliver gjort bekendt med reglerne for cykling.

Fra Mads Aarup om, at vægtgrænsen for lastbiler i Middelalderbyen også skal gælde for busser.

Fra Gunna Starck om, at lokaludvalget ønsker en begrundelse for, hvorfor turister skal transporteres i turistbusser og ikke kan benytte de transportmidler, som andre benytter.

Fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at handlingsplanen skal omfatte turistbusser, der fungerer som feriebolig for grupper og som er indrettet til overnatning.

Fra Mads Aarup om, at turistbusser ikke overholder trafikreglerne i Rådhusstræde.

Fra Bent Lohmann om, at kommunen skal arbejde for, at turister skal skrive under på, at de har en forsikring, for at kunne låne eller leje en cykel.

Fra Michele Fejø om, at lokaludvalgets holdning til turister på udlejningscykler også er omsorg for turister, eftersom lokaludvalget har konstateret, at turister kommer ud for ulykker i fx. Nyhavn.

Fra Rasmus Fehrmann om, at kommunen skal arbejde for, at turister ikke må låne eller leje el-drevne cykler.

Fra Bent Lohmann om, at kommunen skal arbejde for, at der stilles krav om, at man skal have et kørekort til knallert, bil mv. for at kunne låne eller leje en cykel.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret med de tiltrådte ændringsforslag, idet Sally Mountfield og Bent Lohmann blev bemyndiget til at foretage redaktionelle ændringer.

Til top