Mødedato: 13.09.2018, kl. 18:30
Mødested: Billedsalen i Bethesda, Rømersgade 17

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, september 2018

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

Problemstilling

Siden mødet den 16. august 2018 har formanden og sekretariatet besvaret fire henvendelser til lokaludvalget.

Løsning

1. Borgergade

En borger spurgte med mail den 16. august 2018 lokaludvalget om, der foreligger planer om at omlægge Borgergade til en gågade, da hun på rygteplan havde hørt om disse planer.

I et svar den 24. august 2018 til borgeren og lokaludvalget svarede Teknik- og Miljøforvaltningen, at der ingen aktuelle planer er om at etablere gågade i Borgergade.

2. Ikke-sundhedsfarligt levemiljø

En borger roste i en mail den 24. august 2018 lokaludvalget for bl.a. arbejdet med vedr. forskrift for restaurationsdrift. Han takkede lokaludvalget for lokaludvalgets indsats for at tilvejebringe et ikke- sundhedsfarligt levemiljø.

3. Lokaludvalgets spørgeskemaer

En borger har med mail den 21. august 2018 skrevet til lokaludvalget om spørgeskemaet vedr. forskrift for restaurationsdrift, at det var en noget skuffende, unuanceret og ensidig oplevelse. Han mener, at udelukkende var tale om spørgsmål der problematiserede restaurationslivet og så gerne, at spørgeskemaet også havde inddraget glæden ved stort og bredt udbud af oplevelser.

Sekretariatet svarede den 5. september 2018, at lokaludvalget lægger vægt på at udforme spørgeskemaer, der kommer omkring alle aspekter af en sag, men at det altid kan gøres bedre. Sekretariatet medgav, at spørgeskemaet om restaurationsdrift ville have været bedre balanceret med spørgsmål om restaurationslivets værdi for Indre By.

4. Musiklarm fra den gamle telefonkiosk på Kongens Nytorv

En borger spurgte med mail den 30. august 2018 om mailadressen til Teknik- og Miljøforvaltningen, da hun ønskede at klage over musiklarm fra den gamle telefonkiosk på Kongens Nytorv. 

Sekretariatet gav hende mailadressen til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget bliver orienteret om det, der måtte ske i sagerne.

 

Beslutning

 
  1. Lokaludvalget drøftede sag nr. 3 om lokaludvalgets spørgeskemaer. I drøftelsen var der følgende bemærkning:
    • Lokaludvalget kunne have stillet spørgsmål om, hvad man kan lide ved Indre By eller om hvordan man bruger byen.

  2. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning med ovennævnte bemærkning.
Til top