Mødedato: 13.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Store Sal i Vartov, Farvergade 27

Kvarterplan for Adelgade-kvarteret

Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget om en kvarterplan for Adelgade-kvarteret.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget om kvarterplan for Adelgade-kvarteret, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

I formandens høringssvar vedr. midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 375 ”Elværksgrunden” til ændret anvendelse af Turbinehallerne, som lokaludvalget tog til efterretning i sit møde den 14. maj 2020, stod der bl.a.:

"Lokaludvalget hilser det velkomment, at der sker en udvikling af området. Det trænger til en overhaling. Det gælder ikke mindst Adelgade, ligesom cykelparkeringsløsninger er påtrængende.
I området har der gennem 15-20 år været mange vejarbejder og bygningsrenoveringer i området i en sådan grad, at ”midlertidighed” har været normalen. Der er nu behov for at få gjort området færdigt.

Så vi synes, at kommunen sammen med lokaludvalget, de lokale borgere og de lokale erhverv skal arbejde systematisk med, hvordan området skal udvikles. Vi kunne fx sammen udarbejde en kvarterplan, som kan være et grundlag for den fremtidige udvikling."

 

I sit møde den 11. maj 2020 tog Teknik- og Miljøudvalget stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling om at dispensere fra lokalplan nr. 375 ”Elværksgrunden”, så det tillades, at Turbinehallerne anvendes til madmarked, modeshow, loppemarked og spillested i en midlertidig periode på 3 år. Teknik- og Miljøudvalget godkendte ikke indstillingen.

Et mindretal i Teknik- og Miljøudvalget, bestående af Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne opfordrer til, at Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med lokaludvalget, de lokale borgere og de lokale erhverv udarbejder en kvarterplan, som kan være et grundlag for områdets fremtidige udvikling.”

Teknik- og Miljøforvaltningen har efterfølgende oplyst, at en protokolbemærkning er en mulighed for, at det enkelte udvalgsmedlem kan give en stemmeforklaring. Protokolbemærkninger pålægger ikke forvaltningen at handle, og da der ikke var flertal bag den omtalte protokolbemærkning, foretager forvaltningen sig ikke yderligere på nuværende tidspunkt. Forvaltningen slog fast, at såfremt der fortsat ønskes en udarbejdelse af en kvarterplan, skal dette stilles som et medlemsforslag på et fremtidigt møde i Teknik- og Miljøudvalget.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"Lokaludvalget takker for, at I ikke gav dispensation til, at Turbinehallerne anvendes til madmarked, modeshow, loppemarked og spillested. Før corona-restriktionerne blev indført, var kvarteret i stigende grad belastet af natteliv og turisme.

Vi kan forstå, at et mindretal i Teknik- og Miljøudvalget gerne ser, at der udarbejdes en kvarterplan, som kan være et grundlag for områdets fremtidige udvikling. Den idé støtter lokaludvalget.

Med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 har Borgerrepræsentationen besluttet, at der skal sættes gang i arbejdet med, at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn. Lokalplanerne kan understøttes af kvarterplaner, hvor fokus er på udvikling af det fysiske og sociale miljø. Kvarterplanerne kan indeholde principper for forbedringer af kvarteret, fx for omlægning af pladsdannelser, omlægninger af gadestrækninger og for nyt byggeri. En kvarterplan vil desuden kunne indeholde konkrete bud på, hvad kvarteret skal kunne for kvarterets beboere, for de lokale erhvervsdrivende og for kvarterets gæster, og beskrive hvordan man rent praktisk når derhen.

Hovedformålet med en kvarterplan er således at forskønne et kvarter og sikre, at kvarteret er indbydende for såvel kvarterets gæster som kvarterets beboere og erhvervsdrivende. Der skal bygges på de særlige kvaliteter i kvarteret, så det bliver et behageligt sted at bo og færdes i.

I øvrigt tror vi, at arbejdet med en kvarterplan, der har et politisk ejerskab, vil skabe engagement og sammenhold blandt de lokale og give værdi til kommunen som sådan.

Teknik- og Miljøudvalget kan se arbejdet med kvarterplanen for området omkring Turbinehallerne som en test af, om kvarterplaner kan bruges som værktøj til udvikling af områder i den eksisterende tæt-by, der hverken er udsatte eller ikke-fungerende, men som alligevel trænger til et løft. En stor del af Københavns Kommune består af sådanne kvarterer, men der er en tendens til at glemme, at de skal udvikles, fordi fokus er på de nye byudviklingsområder og på de udsatte boligområder.

Vi har ikke lagt os fast på en geografisk afgrænsning af en kvarterplan for området omkring Turbinehallerne, men kvarteret kunne afgrænses af Kronprinsessegade / Sølvgade / Borgergade / Hindegade / St. Kongensgade / Gothersgade.

Vi beder jer drøfte dels det konkrete forslag om en kvarterplan for området omkring Turbinehallerne og dels det overordnede forslag om at bruge kvarterplaner til at løfte det fysiske og det sociale miljø i den eksisterende tæt-by.

Vi samarbejder gerne med jer og med forvaltningen om udarbejdelsen af kvarterplaner i Indre By.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 2. sætning i 3. afsnit ændres til: "Lokalplanerne kan understøttes af kvarterplaner, hvor fokus er på livet og de fysiske forhold mellem husene".

Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget om kvarterplan for Adelgade-kvarteret, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top