Mødedato: 13.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Store Sal i Vartov, Farvergade 27

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Restaurantskibet Oranje i Nyhavn

Ejeren af Restaurantskibet Oranje i Nyhavn gennemgik kort skibets og hans egen historie og argumenterede for, hvorfor skibet skal ligge i Nyhavn. Han oplyste, at alle medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget havde stemte for et lokalplanforslag, der skal muliggøre, at han kan have en udeservering på arealet foran restaurantskibet. Han oplyste videre, at restaurantskibet har permanent tilladelse til at ligge i Nyhavn. Han gav udtryk for, at restauranter skal have udeservering, fordi det er det, kunderne vil have. Kunderne vil være en del af folkelivet. Han mente, at det forhold, at han ikke har tilladelse til udeservering nu, er konkurrenceforvridende set i forhold til, at restauratørerne ved husfacaderne i Nyhavn har tilladelse til udeservering. Han regnede ikke med, at disse restauratører vil afgive udeserveringsareal til ham. Han mente ikke, at der var grund til at friholde arealet ved bolværket for udeservering, fordi folk ikke kan sidde på bolværket og kigge på vandet, når der ligger et skib. Derimod kan de se vandet fra restauranten på hans skib. Han oplyste, at arealet foran restaurantskibet benyttes til cykelparkering. Han oplyste også, at ingen andre restaurantskibe vil kunne overleve på den placering, hvorfor man vil kunne forvente, at et barskib vil blive lagt der, hvis Oranje forlader stedet. Han bad på den baggrund lokaludvalget om at bløde sit høringssvar vedr. forslag til tillæg til lokalplan 512 op.

Sally Mountfield svarede, at man som beboer synes, at der i forvejen er meget udeservering i Nyhavn og i indre By. Hun gav udtryk for frygt for, at der vil komme et partyskib på stedet med tilladelse til udeservering, hvis lokalplantillægget vedtages.

Ulla Ekberg undrede sig over, hvem der giver tilladelse til at sætte cykler op på arealet foran Oranje.

Steen Juhl Olesen gav udtryk for frygt for, at hvis der gives tilladelse til udeservering på arealet foran Oranje, vil andre restauratører lægge sag an mod kommunen for at få tilladelse til udeservering langs bolværket.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget mener, at byrumsstrategien for Nyhavn er en god strategi; en strategi, som den gældende lokalplan 512 udfoldede. Det fremgår af byrumsstrategien, at stedet, hvor Oranje ligger, skal være forbeholdt sejlende skibe, sådan som Spar Shippings skibe, der er placeret ved siden af, er. Det er en begrundelse for, at der ikke skal være udeservering på arealet foran Oranje og Spar Shippings skibe. 

Lean Milo svarede, at der langs bolværket er behov for borde og bænke til de, der ønsker at sidde i Nyhavn uden at skulle betale for det. Han svarede desuden, at der er behov for cykelstativer i området. De kan placeres langs bolværket. Han udtrykte støtte til, at Oranje får en udeservering, idet udeserveringen vil skule leve op til kravene i kommunens designmanual.

Niels Kongshaug gav udtryk for bekymring over, at byrumsstrategien for Nyhavn havde medført, at der i Nyhavn er et restaurant-oligopol.

 

Lokaludvalget bad formanden om at komme med en indstilling vedr. udeservering til restaurantskibet Oranje til lokaludvalgets møde den 27. august 2020.

 

Turismeforskning

En forsker fra Roskilde Universitet orienterede om sit forskningsprojekt om overturisme, der har fokus på hvordan, hvorfor og hvornår modstand mod turisme opstår blandt lokalbefolkningen, og hvordan modstanden udvikler sig og hvilke former modstanden tager. Han søger personer, der er bosiddende i Indre By, som vil afsætte 45 minutter til et interview. Interviewene foregår i perioden 17. august-30. oktober 2020.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget har stillet Indre By Borgerpanel stort set de samme spørgsmål om turisme, som indgik i Wonderful Copenhagens 10xCph-analyse.

Gunna Starck foreslog forskeren at kontakte beboerforeningerne i Middelalderbyen.

Til top