Mødedato: 13.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Sammenhængende børne- og ungepolitik

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik. Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar med en opfordring til forvaltningerne om, at iværksætte en borgerdialog om sagen.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg lægger høringssvaret om udkast til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik, der fremgår af løsningsafsnittet, på bliv hørt-portalen.  

Problemstilling

Den 27. maj 2013 sendte Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen et udkast til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik i høring i lokaludvalget med svarfrist 5. juli 2013.
 
Ifølge Dagtilbudsloven og Serviceloven skal alle kommuner have en sammenhængende børnepolitik, der beskriver, hvordan indsatser er forankret på tværs af forskellige faggrupper, institutioner og sektorer. Udkastet til en overordnet Børne- og Ungepolitik binder de forskellige politikker og strategier på det samlede børne- og ungeområdet sammen. Politikken skal fungere som en paraply for den samlede indsats på børne- og ungeområdet og går på tværs af fagområder og forvaltninger.

Løsning

Medlemmer af arbejdsgruppen Børne og Unge/Kultur/Idræt har kort drøftet sagen på mail. På baggrund af drøftelsen foreslår formanden, at lokaludvalget skriver til forvaltningerne:

"Sagen angår ikke specifikt Indre By, hvorfor lokaludvalget ikke har bemærkninger til den. Vi opfordrer forvaltningerne til at føre borgerdialog om sagen med kommunens forældre som særlig målgruppe. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Forvaltningerne oplyser, at på baggrund af høringssvarene forelægges Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget en endelig Børne- og Ungepolitik på udvalgsmøderne hhv. 4. og 11. september 2013. Børne- og Ungepolitikken forventes herefter behandlet i Borgerrepræsentationen i oktober måned 2013.

Beslutning

Godkendt.
Til top