Mødedato: 13.04.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Tour de København 2023

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Økonomudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om det folkelige cykelløb Tour de København, der skal afholdes den 2. juli 2023.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Økonomudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om det folkelige cykelløb Tour de København 2023, der ses i  løsningsafsnittet nedenfor.

Problemstilling

I sit møde den 30. marts 2023 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at indstillingen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ses i bilaget,  udgør Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar til Økonomiudvalget vedrørende en udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til Tour de København den 2. juli 2023

Det fremgår, at Tour de København 2023 er tænkt som en 8-10 km lukket rute i og omkring Middelalderbyen. Ansøgningen fra arrangøren Good Boys Agency ApS indeholder ikke nærmere information om ruten, og i hvilket tidsrum byen lukkes for at gøre plads til løbet. Den endelige rute aftales med Teknik- og Miljøforvaltningen og med inddragelse af Danmarks Cykle Union. Der vil i start- og målområdet blive etableret en eventplads med oplevelser og aktiviteter, der fokuserer på et aktivt og sundt byliv.

Det fremgår desuden, at Kultur- og Fritidsforvaltningen er orienteret om, at Dansk Arkitektur Center (DAC) samme dag afholder et motionsløb med start- og målområde på Bryghuspladsen ved BLOX. Good Boys Agency ApS og DAC har været i dialog og ønsker at samtænke de to aktiviteter, så der skabes et fælles startområde og fælles eventplads.

Endelig fremgår det, at arrangøren har en målsætning om at udvikle eventen som en årlig tilbagevende signaturevent for København.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at sende Økonomudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget dette brev:

"Med henvisning til Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 30. marts 2023 i sagen "Tour de København 2023 (Megaeventpuljen)":

Følgende fremgår af kommissoriet for lokaludvalg:
"Forvaltningerne skal i god tid inddrage lokaludvalgene, inden der træffes endelig politisk beslutning i sager, der er af særlig betydning for bydelen. Det kan f.eks. være på områderne: fysisk planlægning, miljø, sundhed, trafik, idræt, skole, børn, unge, ældre og kultur. Pligten til tidlig inddragelse indtræder, når en sag er af særlig betydning for bydelen og i sager, hvor inddragelsen vurderes at kunne kvalificere den politiske beslutning ud fra et lokalt, borgernært perspektiv."

På den baggrund beder Indre By Lokaludvalg om en status på Tour de København 2023. Derudover beder vi om en dialog med Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og arrangøren af Tour de København 2023 om arrangementet den 2. juli og om udsigten til, at det skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Tour de København 2023 har særlig betydning for Indre By, når ansøgeren vil afspærre dele af Indre By til fordel for forventeligt over 20.000 deltagere i eventen samt over 50.000 tilskuere, jf. ansøgningen fra arrangøren.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Økonomudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget efterspørger evalueringen af Tour de France i København i 2022.

 

Lokaludvalget godkendte brevet til Økonomudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om det folkelige cykelløb Tour de København 2023, der ses i  løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top