Puljeansøgning, juni 2025: Alternative Fashion Week CPH 2025
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give Alternative Fashion Week tilsagn om 29.650 kr. i støtte til Alternative Fashion Week 2025 den 22. og 23. august 2025 .i Kulturhuset Indre By.
Problemstilling
Lokaludvalget skal behandle 10 puljeansøgninger i mødet den 12. juni 2025.
Denne sag angår én ansøgning. En anden ansøgning er også på dagsordenen som en A-sag.
De resterende 8 puljeansøgninger ses i en B-sag på dagsordenen.
Løsning
Alternative Fashion Week CPH søger om 29.650 kr. til udgifter I forbindelse med afvikling af Alternative Fashion Week CPH 2025 den 22. og 23. august 2025 i Kulturhuset Indre By.
Støtten skal primært gå til forplejning til frivillige og modeller, sekundært til udendørsscene, make-up artikler, leje af lysudstyr og promovering.
Alternative Fashion Week CPHs formål er at kaste et lys på en alternativ modeindustri, hvor mangfoldighed og bæredygtighed sættes i front. Hen over 2 dage afholdes der diverse performances, talks og paneldebatter samtidig med at diverse designere med fokus på upcycling og håndværk har stande.
Målgruppen er københavnere, som ønsker at lære om bæredygtig mode, samt bæredygtige designere i København og tilbyde dem en platform til deres produkter. Man ønsker at engagere unge i alderen 15-25 år og 25-35 år. Der forventes 3.000 besøgende.
Aktiviteten offentliggøres via Alternative Fashion Week CPHs sociale medier, Facebook og Instagram. Desuden promoveres begivenheden via Kulturhuset Indre Bys platforme samt Københavns Kommunes hjemmeside.
Aktiviteten er gratis og åben for alle.
Udgiftsbudgettet er på 115.500 kr. jf. vedlagte budget. Ansøger har fået 20.000 kr. i støtte fra den kommunale pulje Sharing Copenhagen og har søgt Udenrigsministeriets oplysnings- og engagementspulje om 59.600 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Puljegruppens anbefaling
Den er svær. På den ene side er begivenheden bydækkende, men på den anden side understøtter den IB, som center for genbrug og bæredygtighed. Er hele genbrugstøj/mode - centret i Kulturhuset en sag for Miljøpunktet. En vil støtte - en vil lade Miljøpunktet overtage over.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give Alternative Fashion Week tilsagn om 29.650 kr. i støtte til Alternative Fashion Week 2025 den 22. og 23. august 2025 .i Kulturhuset Indre By.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 400.000 kr. af 2025-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 288.781 kr. af rammen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.