Mødedato: 12.06.2025, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Henvendelser til lokaludvalget, juni 2025

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 8. maj 2025 til efterretning.

Problemstilling

Flere borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Copenhagen Marathon 2025

Med mail den 1. maj 2025 orienterer en borger om sin henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren, Teknik- og Miljøforvaltningen samt overborgmesteren om udfordringer angående Copenhagen Marathon 2025. Hun påpeger udfordringer ved, at boligområder afspærres til gene for beboerne i områderne og at beboere informeres for sent. Hun opfordrer til, at kommunen og arrangører sikrer tidligere og bedre information til berørte beboere og sikrer krydsningsmuligheder for beboere.

2. Fjernelse af parkeringspladser i Indre By

Med mail den 3. maj 2025 sendte en borger tre dokumenter og artikler til lokaludvalget med kritik af fjernelsen af parkeringspladser i Indre By. En artikel fra Politiken omhandler en borger, som er nødsaget til at flytte grundet manglende parkeringsmuligheder. Et dokument indeholder 60 borger-udsagn om parkeringsoplevelser i København. Et andet dokument indeholder en tekst skrevet af borgeren. overskriften er "Er det i borgernes og samfundets interesse, strider det mod frihedsrettigheder og demokratiets værdier?" Teksten indledes med: "Københavns Kommunes aggressive kamp mod bilen i Indre By er ikke bare en lokalpolitisk prioritering. Det er et frontalangreb på friheden til at vælge sin livsform, sin transportform og på retten til at få hverdagen til at hænge sammen."

Sekretariatet har kvitteret for modtagelsen af mailen.

3. Lukning af Østerbro Bibliotek

Med mail den 6. maj 2025 har en borger på baggrund af lokaludvalgets møde om Østerbro Bibliotek bedt om svar på to spørgsmål vedrørende forvaltningens håndtering af sagen om besparelser på biblioteksområdet i København. Vedkommende har desuden sendt sit udkast til sit  høringssvar, samt et link til underskriftindsamling imod lukning af Østerbro Bibliotek.

Spørgsmål 1. Hvorfor kan der ikke svares på høringen på høringsportalen, som det ellers er kutyme? 

Spørgsmål 2. Hvordan kan man fra Kommunens side tillade sig at tage en del-beslutning 2 uger inden en officiel høringsperiode er afsluttet? Således har alle borgere ikke haft mulighed for at komme til orde på lige vilkår. Del beslutningen blev meldt ud 30/4 og høringen løber frem til 16/5!

Forperson Bent Lohmann har sendt spørgsmålene til Kultur- og Fritidsforvaltningen med anmodning om at svare ham og borgeren.

4. Flytning af Østerbro Bibliotek til Remisen

Med mail den 7. maj 2025 orienterede Østerbro Lokaludvalgs sekretariat om en mail den 6. maj 2025 fra en borger til Østerbro Lokaludvalg, som nævner, at hun ugentligt bruger Østerbro Bibliotek med sin familie. Hun er imod forslaget om at flytte biblioteket til Remisen, da familien har stor glæde af Østerbro Bibliotek og den ro, der er der. Hun skriver, at det er lettere at komme til Dag Hammerskjölds Alle for dem, og hvis alternativet bliver Remisen, bliver de væk, da bibliotek og leg i samme bygning, bliver for uroligt og larmende. Hun nævner, at deres alternativ vil blive Hovedbiblioteket, men der vil de næppe komme så tit pga. distancen. 

Hun giver udtryk for, at nærliggende daginstitutioner sandsynligvis også vil bruge biblioteket mindre, hvis det flyttes til Remisen. Vedkommende beder Østerbro Lokaludvalg genoverveje deres anbefaling af brug af Remisen.

5. Nørreport i forfald

Med mail den 7. maj 2025 orienterede en borger lokaludvalget om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren, hvori han opfordrer til at der tages initiativ til en akut politisk genopretningsplan for Nørreport Station. Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere svaret ham, at der ikke er afsat midler til vedligeholdelse af Nørreport St.

6. Orientering om Copenhagen Carnival i Indre By den 7. juni kl. 10-19

Med mail den 20. maj 2025 orienterede Copenhagen Carnival Komiteen om karnevalets program og bad lokaludvalget om at hjælpe med at orientere borgere og berørte naboer om arrangementet.

Sekretariatet har videreformidlet arrangementet på dets Facebook-side.

7. Invitation til beboermøde om området omkring Marmorkirken

Med mail den 21. maj 2025 inviterede sognepræst ved Marmorkirken på vegne af formanden for menighedsrådet lokaludvalget til at deltage i et beboermøde den 2. juni 2025 om området omkring Marmorkirken og om dets anvendelse, indretning m.m.

Sekretariatet videresendte invitationen til lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter.

8. Underskriftindsamling mod lukning af Østerbro Bibliotek

Med mail den 21. maj 2025 orienterede en borger om, at hun er ved at lave en underskriftindsamling mod lukningen af Østerbro Bibliotek. Opfølgende har hun med mail den 30. maj 2025 spurgt lokaludvalget til råds om, hvordan man får foretræde for Kultur- og Fritidsudvalget.

Sekretariatet har vejledt borgeren om foretræde for Kultur- og Fritidsudvalget.

9. Universelt Design i kommuneplaner m.m.

Med mail den 22. maj 2025 sendte næstforperson i Dansk Handicap Forbund København, Helga Mark, en pdf til lokaludvalget med råd og værktøjer til at få Universelt Design ind i Kommuneplanen og alle de andre planer der arbejdes med i lokaludvalgene.

Sekretariatet har videresendt dokumentet til lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter.

10. Petanquebane ved Charlotte Amundsens Plads

Med mail den 26. maj 2025 henvendte en borger sig til lokaludvalget angående en petanquebane på Charlotte Amundsens Plads, som ikke kan benyttes grundet midlertidig cykelparkering på petanquebanen. I forbindelse med tidligere gravearbejde på pladsen og Teknik- og Miljøforvaltningen forsøg med en nærgenbrugsstation benyttes petanquebanen som cykelparkering. Han oplyser, at naboer til pladsen har haft glæde af banen, da den har samlet unge og ældre til aktivitet.

Kulturhuset Indre By har i et svar den 26. maj 2025 til borgeren oplyst, at så længe der er forsøgsordning med nærgenbrugsstationen, vil cykelparkeringen være på petanquebanen. I svaret oplyste Kulturhuset Indre By også, at Borgerrepræsentationen i midt september/start oktober vil tage stilling til økonomien i Teknik- og Miljøforvaltningen, her under de mange forsøg, som Teknik- og Miljøforvaltningen har med nærgenbrugsstationer. Efter mødet i Borgerrepræsentationen vil Kulturhuset Indre By blive informeret om forsøget slutter pr. 31. dec. 2025 eller forlænges.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Der foreligger endnu ikke et svar.

11. Invitation til inspirationsmøde ved Copenhagen Light Festival den 11. juni 2025

Med mail den 27. maj 2025 inviterede Copenhagen Light Festival til præsentation af udvalgte ansøgninger til Copenhagen Light Festival 2026. Mødet holdes den 11. juni kl. 14.30.

Sekretariatet har videresendt invitationen til lokaludvalgsmedlemmerne.

12. Trafikinformation i forbindelse med Royal Run mandag den 9. juni

Med mail den 28. maj 2025 orienterede Royal Run Trafik om, at ruterne til Royal Run vil være spærret for trafik 2. pinsedag, mandag den 9. juni, og at der vil være forbud mod standsning og parkering flere steder i byen. Gaderne lukkes gradvist for trafik mellem kl. 6.00 og 16.30 og alle gader genåbnes senest kl. 23.00.

Sekretariatet videresendte orienteringen til lokaludvalgsmedlemmerne og har orienteret om det på Facebook.

13. Dialog om fjernelse af parkeringspladser i Indre By

Med mail den 31. maj 2025 orienterede en borger om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren, hvori han efterspørger dialog med borgmesteren. Dette på baggrund af korrespondancen mellem ham, teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen angående fjernelsen af parkeringspladser i Indre By.

14. Christianshavns Lokaludvalg om det lokale demokrati

Med mail den 27. maj 2025 er lokaludvalget blevet orienteret om Christianshavns Lokaludvalgs svar på mailen fra Alternativet den 4. februar 2025 om styrkelse af lokaludvalgene.

Se brevet fra Christianshavns Lokaludvalg i bilagsoversigten.

15. Udlejningscykler i Indre By

Med mail den 31. maj 2025 retter en borger kritik af mængden af udlejningscykler i Indre By. Hun oplever en stigning i udlejningscykler og påpeger, at de fylder meget i byrummet, optager pladser i cykelstativer, ligger i bunker på gaderne og at udlejningscyklerne ofte parkeres så de spærrer fortov, står på veje og offentlige pladser.

Borgeren efterspørger, at der kommer flere restriktioner for de kommercielle cykeludlejningsfirmaer. Hun stiller følgende spørgsmål:

  • Hvorfor skal udlejningscykler have lov til at fylde så meget i byrummet i Indre By?
  • Hvad er Indre By Lokaludvalgs holdning til problemet?
  • Hvad gør lokaludvalget ved det?
  • Hvad kan hun gøre som borger? 

Sekretariatet har svaret, at lokaludvalget er opmærksom på problemet og er i dialog med forvaltningen om problemstillingen og at hun som borger kan kontakte Teknik-og Miljøforvaltningen eller bruge appen ”Giv et praj”.

16. Romalejr i Pilestræde

Med mail den 1. juni 2025 skriver en borger om en romalejr, som tidligere var i Landemærket, men efter der blev opsat cykelstativer op dér, er lejren nu rundt om hjørnet i Pilestræde. Borgeren har kontaktet politiet, som ikke har fulgt op på henvendelsen, skriver hun.

Borgeren nævner, at hun tidligere har foreslået en pantstation for Indre By og spørger hvor langt lokaludvalget er med den sag.

Sekretariatet har svaret, at det har gjort lokaludvalget opmærksom på hendes forslag om pantstation.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor. 

 

Til top