Mødedato: 12.05.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Hop on-hop off-sightseeingbusser i Vendersgade

To borgere oplyste, at Teknik- og Miljøforvaltningen har frafaldet planen om at indrette stoppested for hop on-hop off-sightseeingbusser i Vendersgade. De havde været med til at skabe opmærksomhed i kvarteret om sagen og på den måde erfaret, at nogle af de, der burde have været hørt af forvaltningen, ikke var blevet det. De kunne forstå på forvaltningen, at busselskabet havde kørt i Vendersgade i 14 dage uden tilladelse.

De to borgere mente, at trafikken i Vendersgade er kaotisk på grund af den tunge trafik til erhvervene i gaden. Derudover er det et problem, at den tunge trafik holder i tomgang.

 

Ingolf Ibus svarede, at planen om stoppested i Vendersgade for hop on-hop off-sightseeingbusser ikke hænger sammen med, at forvaltningen har udpeget Vendersgade-Nørregade til en cykelkorridor.

Bent Lohmann svarede, at sagen med stoppested for hop on-hop off-sightseeingbusser i Vendersgade er principel og af betydning for Indre By, hvorfor lokaludvalget burde have været hørt om den. Han foreslog, at lokaludvalget spørger forvaltningen om status på turistbusseer i Indre By. Han påpegede desuden, at der behov for evaluere Ny Nørreport-projektet.

Niels Jarler svarede, at processen i forbindelse med høringen havde været positiv for Vendersgade, fordi man nu havde fået Teknik- og Miljøforvaltningen til at se på, hvordan vareleveringen til erhverv kan gøres bedre.

Dorthe Lindberg svarede, at hop on-hop off-sightseeingbusser og turistbusser kan blive et problem på Gammelholm, når Inderhavnsbroen åbner, fordi de jævnligt blokerer for trafikken på hjørnet af Holbergsgade og Nyhavn.

_________________________________________________________________________________________________________

Tivolitoget

En borger oplyste, at Tivolitoget kører ad de små gader i kvarterene omkring Strøget til gene for den øvrige trafik.

_________________________________________________________________________________________________________

Strædet

En borger fortalte, at hun var skuffet over, hvad der er kommet ud af lokaludvalgets borgermøde i februar 2016 om Strædet. På mødet havde der været gode ideer, som lokaludvalget havde resumeret og sendt til Teknik- og Miljøudvalget, men borgmesteren og forvaltningens tilbagemelding havde været afvisende, apatisk og visionsløs. Hun mente, at det ikke var godt for det videre samarbejde og at der er behov for lydhørhed, hvis flere skal tage ansvar. Hun foreslog, at der udarbejdes en lokalplan for Strædet, så det fastholdes som en differentieret gade, og at restaurationernes tilstedeværelse dæmpes.

En anden borger mente, at Teknik- og Miljøforvaltningen er selvkørende. Han så problemet i Strædet som værende en uenighed mellem restauratørerne på den ene side og butiksejerne og beboerne på den anden side.

En tredje borger foreslog, at man beder forvaltningen om systematisk at se på, om tilladelser overholdes. Han foreslog en afmærkning af udeserveringsarealerne, sådan som der er for Café Norden på Amagertorv. Han oplyste, at politiet er dialogvillig, hvilket de skal have ros for. Han foreslog en regulering af vareleveringen i Strædet og påpegede, at der skal være plads til brandredning.

En fjerde borger, som repræsenterer en ejendomsejer i Strædet, oplyste, at han kan støtte nogle af de punkter, der fremgår af udkastet til henvendelsen fra lokaludvalget til Teknik- og Miljøudvalget på dagsordenen for lokaludvalgsmødet, men andre punkter kan han ikke støtte.

 

Bent Lohmann svarede, at forvaltningens svar ligger indenfor det politiske rum, så der er behov for dialog med politikerne i Teknik- og Miljøudvalget om bedre forhold i Strædet. Han oplyste, at der er en ny restaurationsplan på vej, som måske kan bruges i denne sammenhæng. Han foreslog, at lokaludvalget efterspørger en evaluering af Strædet.

Maria Auchenberg svarede, at parterne bør mødes om enighedspunkterne og respektere, at der er forskellige synspunkter.

_________________________________________________________________________________________________________

Natur i byen

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn v/ leder Marianne Spang Bech og bestyrelsesmedlem Thorleif Jeppesen orienterede om Miljøpunktets projekt "Natur i byen": Projektet handler om netværk, vidensdeling, udvikling og natur. Med projektet vil man understøtte det gode liv i byen ved at værdsætte naturen, også naturen på de kommunale kirkegårde. Det handler om at benytte, beskytte, formidle og udvikle naturen, samt at få netværk om naturen op at stå. Netværkene skal fortælle historierne om natur i byen og om sundhed og det gode byliv, som naturen giver. Miljøpunktet har søgt Nordea-fonden om penge til projektet, som man samarbejder med de øvrige Miljøpunkter i Københavns Kommune om. Teknik- og Miljøforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Frederiksberg Kommune skal også med i projektet. Nordea-fonden leder efter nogen i København, der kan løfte et sådant projekt og vil tage ansvar. Miljøpunktet er koordinator og har projektlederrollen. Konkret skal der udvikles konferencer og workshops.

Lise Helweg svarede, at grønne gadehjørner som dem, Teknik- og Miljøforvaltningen har anlagt ved Classensgade, er eksempel til efterfølgelse i Indre By.

Til top