Mødedato: 12.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar vedrørende "Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads"

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter bemærkninger til Økonomiforvaltningen vedrørende den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads, der omhandler,
    - hvordan Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads skal tage sig ud, set fra Indre By
    - muligheden for en gang- og cykelforbindelse fra Indre By til Dokøen
    - støjforhold
    - anvendelsen af Inderhavnen foran Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads.
  2. at Indre By Lokaludvalgs bemærkninger drøftes med borgerne, idet lokaludvalget i mødet den 19. februar 2015 besluttede en genbodialog om sagen.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har på bliv hørt-portalen sendt "Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads" i høring med svarfrist den 7. april 2015. Se bilag 1.

På bliv hørt-portalen skriver Økonomiforvaltningen bl.a:
"I planprocessen ser Københavns Kommune følgende overordnede hovedspørgsmål, som der ønskes ideer og kommentar til:

  • Hvad er de fire områders særlige karakter og kvaliteter?
  • Hvordan ser du de fire områder i en helhed?
  • Hvilke oplevelser skal områdets fremtidige pladser, passager og stier byde på?
  • Hvilke københavnske kvaliteter og byliv kan man forestille sig på de forskellige områder
  • Hvad ser du som den mest attraktive aktivitet, der kan indrettes i et byrum på kanten af Havneløbet?
Københavns Kommune vil gerne modtage ideer og forslag til udviklingen af området, før kommunen påbegynder en egentlig planlægning og udvikling af områderne. På bagsiden kan du læse om, hvordan planprocessen foregår, og hvordan du kan komme med ideer og forslag."

Samtidig med den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads har Københavns kommune udskrevet en idékonkurrence for den nye kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm. De fem bedste ideer bliver præmieret med hver 10.000 kr. Alle kan deltage. Se bilag 2.

Christianshavns Lokaludvalg
Christianshavns Lokaludvalg udgav i 2014 sin vision for Papirøen/Christiansholm (omdelt i lokaludvalgsmødet den 19. februar 2015). Se den her:
http://christianshavns.hammerti.me/assets/Brochuren-om-Papir%C3%B8en_Christiansholm.pdf

Løsning

Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter,
  • hvordan Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads skal tage sig ud, set fra Indre By
  • om der bør være en gang- og cykelforbindelse fra Indre By til Dokøen
  • udviklingen af Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads i et støjperspektiv
  • hvad Inderhavnen foran Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads bør anvendes til og ikke anvendes til.

Christianshavns Lokaludvalgs vision for Papirøen/Christiansholm kan indgå i drøftelsen.

De bemærkninger, lokaludvalgets medlemmer måtte have, noteres og udgør lokaludvalgets høringssvar. Den forudgående høring og lokaludvalgets høringssvar drøftes med borgerne jf. sagen om genbodialog, som lokaludvalget vedtog den 19. februar 2015. 

Idékonkurrence
Lokaludvalget deltager ikke i idékonkurrencen for en ny kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm, men formanden opfordrer lokaludvalgets medlemmer til selv at indsende forslag. Fristen er den 7. april 2015. Forslagene skal sendes ind via www.facebook.com/nychristiansholm.

Økonomi

Lokaludvalg har afsat 15.000 kr. til borgerdialog om Papirøen og Dokøen.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet sit høringssvar, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen. En opsamling på borgerdialogen lægges på bliv hørt-portalen, når den er gennemført og inden svarfristen den 7. april 2015.

Den 18. marts 2015 kl. 17 af holdes der en offentlig workshop på Christiansholm om udviklingen af Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Beslutning

Lokaludvalget havde følgende bemærkninger vedrørende den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads:

  • Der er ikke umiddelbart behov for flere broer på tværs af Inderhavnen. Broerne, der er ved at blive bygget, skal finde deres plads i trafikmønsteret, før der træffes beslutning om nye broer.
  • Der er ikke behov for en bro fra Kvæsthusmolen til Dokøen. Den vil ligge for tæt på Inderhavnsbroen.
  • Det vil være fornuftigt med en tunnel fra parkeringskælderen under Kvæsthusmolen til Dokøen.
  • Frem for en bro mellem Kvæsthusmolen og Dokøen bør Realdania finansiere en bro over Sølvgade, så parkmuseerne forbindes. Realdania kunne også finansiere en broløsning i krydset Vester Voldgade / Christians Brygge /den kommende cykel- og gangbro over Inderhavnen, så de cyklende og gående kan færdes trygt og sikkert i området.
  • Der er behov for en bro fra Indre By til områder længere ude på Holmen, ikke til Dokøen.
  • Det er smukt med en ubrudt vandflade. Man skal have respekt for det åbne rum.
  • Kan kommunen bestemme over Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads, sådan som der er lagt op til med høringen? Det er private arealer.
  • Der bør etableres et svømmeanlæg på Christiansholm med mulighed for at svømme fra anlægget og ud i Inderhavnen.
  • Inderhavnen skal aktiveres. På Christiansholm mv. skal der bygges noget, som sikrer, at der sker noget på vandet, fx sejlsport og sejlskibe.
  • Lokaludvalget har sammen med Christianshavns Lokaludvalg udviklet pontonprojektet "Til Havns."
  • Det, der kommer på Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads skal bidrage til aktiviteter i Inderhavnen og være miljørigtigt. Dette bør indgå i kriterierne for, hvad de tre øer skal rumme.
  • Der skal være ro og fred nogle steder. Man skal kunne høre vandet klukke.
  • Der skal være noget for en hver smag.
  • Der skal ikke være et tivoli på vandet.
  • Byggeri på Christiansholm, Dokøen og Grønlandske Handels Plads skal være klimatilpasset.
  • Ud for øerne bør der lægges hindringer, så hurtig sejlads forhindres. Inderhavnen skal ikke være en motorvej.

Formanden blev bemyndiget til at indsende et høringssvar til Økonomiforvaltningen omfattende ovennævnte bemærkninger. Bemærkningerne drøftes med borgerne i forbindelse med lokaludvalgets borgerdialog om sagen. Borgernes bemærkninger lægges ved lokaludvalgets høringssvar.

 

Til top