Mødedato: 11.12.2025, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Ønsker til Overførselssagen 2025-26

Tidligere beslutninger

Sagen "Ønsker til Overførselssagen 2025-26 og til Budget 2027" var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 13. november 2025.
Lokaludvalget besluttede, at en sag om ønsker til Overførselssagen 2025-26 skal på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 11. december 2025, mens en sag om ønsker til Budget 2027 skal på dagsordenen for et senere møde.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger forperson Bent Lohmann til at sende de ønsker til Overførselssagen 2025-26, der ses i løsningsafsnittet, til Borgerrepræsentationen og de relevante forvaltninger.

Problemstilling

De politiske partier forhandler og aftaler indholdet i Overførselssagen 2025-26 medio marts 2026.
Overførselssagen angår overførsel af kommunens mindreforbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter. Der kan overføres både driftsudgifter og anlægsudgifter.

Løsning

Bl.a. baseret på bemærkningerne i lokaludvalgets møde den 13. november 2025 foreslår forpersonskabet, at lokaludvalget bemyndiger forperson Bent Lohmann til at sende disse ønsker til Overførselssagen til Borgerrepræsentationen, som tiltræder den 1. januar 2026, og til de relevante forvaltninger; ønskerne prioriteres ikke:

  1. En forundersøgelse vedr. retablering af Stokhusbroen mellem Øster Voldgade og Østre Anlæg.

  2. Lokaludvalgene skal hver have en årlig budgetramme til selvstændig varetagelse til et eller flere småprojekter.
    Der henvises til § 65d i Lov om Kommuners Styrelse, hvor det fremgår, at Borgerrepræsentationen kan henlægge opgaver indenfor en række områder til lokaludvalgenes selvstændige varetagelse, fx. opgaver vedrørende trafiksikring, trafiksanering og færdselsregulerende foranstaltninger. Se § 65d i bilaget.

  3. En foranalyse af Webersgade som lokalgade med et bymiljø på beboernes præmisser.

  4. En foranalyse af Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet som lokalgade med et bymiljø på beboernes præmisser.

  5. Indre By Lokaludvalgs område skal have den samme sum penge til det lokale miljøarbejde,  som andre lokaludvalgsområder får.

  6. Forsøg med affaldssortering i gaderummet i de områder af Indre By, hvor gårdene er så små, at der ikke er plads til affaldscontainere eller hvor der ingen herlighedsværdi er ved gårdene, fordi affaldscontainerne fylder uforholdsmæssigt meget. 

  7. Udarbejdelse af trafikplan for Nyboder-kvarteret, som sikrer, at de lokale beboere kan komme ind og ud af kvarteret med deres transportmiddel, men som også sikrer, at der ikke er gennemkørende trafik inde i kvarteret.

  8. Bevaring og genetablering af gamle gadelamper i Nyboder, som kan binde kvarteret sammen og styrke kvarterets egenart som byhistorisk unikum. Retableringen af den oprindelige gadebelysning vil være i tråd med Slots- og Kulturstyrelsens beslutning i 2021 om at udvide fredningen af Nyboder.

  9. Renovering og vedligeholdelse af de kommunale legepladser i Indre By, som nu fremstår slidte og utidssvarende. Legepladsen på Gammelvagt skal være belyst kl. 15-19 i vintermånederne.

  10. Udarbejdelse af bevarende lokalplan for Snarens Kvarter som et pilotprojekt for bevarende lokalplaner i Middelalderbyen, der kan sikre de værdifulde kulturmiljøer i kvarteret.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Bent Lohmann sender lokaludvalgets ønsker til til Borgerrepræsentationen, som tiltræder den 1. januar 2026, og til de relevante forvaltninger. 

Til top