Mødedato: 11.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Meddelelser

Beslutning

Dialogmøde om gademusikanter
Bent Lohmann oplyste, at der er aftalt et dialogmøde om gademusikanter, hvor politiet og bylivschefen fra Københavns Kommune deltager, tirsdag d. 16. september kl. 16-17.30 i Huset, Rådhusstræde 13. 

Hestene ved Kongens Nytorv
Bent Lohmann oplyste, at de sidste tre heste er fjernet fra Kongens Nytorv og bragt i sikkerhed af frygt for, at de ville blive ødelagt, ligesom de øvrige er blevet det. Det har vist sig, at hestene har været for sårbare over for hærværk og det vilde natteliv i området på trods af, at hestene af lavet af glasfiber og flere gange er forsøgt forstærket, blandt andet ved at fylde beton i benene. Sekretariatet har fået henvendelse fra politiet om, at man har pågrebet en hærværksmand på fersk gerning, og der vil blive rejst erstatningskrav for én af hestene.
Der vil blive udsendt en pressemeddelelse om, hvad der er sket med projektet, som lægger vægt på, at det illustrerer, hvor hårdt et by- og natteliv der udspiller sig i Indre By.

Byudviklingsredegørelsen
Bent Lohmann oplyste, at han har sendt Rådhuset et brev om Byudviklingsredegørelsen, hvori han udtrykker undren over, at den ikke indeholder projekter i Indre By.

Borgermøde om Kommuneplanstrategi 
Bent Lohmann oplyste, at lokaludvalgets borgermøde om forslaget til kommuneplanstrategi holdes den 1. oktober.

Christianshavnerdagen
Bent Lohmann oplyste, at Christianshavns Lokaludvalg lukker Torvegade foran Christianshavns Torv den 13. september 2014 kl. 8-18, så de kan holde Christianshavnerdag. Arrangementet omfatter bl.a. en trafikdebat med medlemmer af Borgerrepræsentationen. 

Kursus for lokaludvalgsmedlemmer om lokaludvalgenes bindeledsfunktion og netværk.
Bent Lohmann oplyste, at der er kursus den 22. september kl. 17-20 i Karens Minde i Sydhavnen om lokaludvalgenes bindeledsfunktion og netværk.

Museumshaven
Ingolf Ibus oplyste, at Museumshaven for Statens Museum for Kunst indvies den 19. september 2014.

Bustracé til Ryparken Station
Ingolf Ibus oplyste, at det nye bustracé mellem Fredens Bro og Ryparken Station indvies den 19. september 2014.

Lokaludvalgets kulturnatarrangement
Bent Lohmann oplyste, at da kun et lokaludvalgsmedlem har meldt sig som tovholder for lokaludvalgets kulturnatarrangement, aflyses det.
Til top