Renovering af HUSET
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager en mundtlig orientering om renovering af HUSET og HUSETs fremtid til efterretning.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det vil have indflydelse på HUSETs form og organisering samt om det ønsker, at der skal etableres en følgegruppe, som følger renoveringsprojektet.
I givet fald:
- at Indre By Lokaludvalg vælger en tovholder for følgegruppen samt medlemmer til følgegruppen.
Problemstilling
HUSET, Rådhusstræde 13, er en kulturplatform, hvor frivillige og kulturmiljøer indenfor det alternative vækstlag får rum, sparring og erfaring til at skabe kulturelle vækstlagsaktiviteter. Her præsenteres alt fra koncerter til teater, talks, undergrundsfilm, madkultur og tværkunstneriske projekter.
Det forventes, at en renovering af HUSET starter til september. Byggeri København, Københavns Ejendomme og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har tilbudt at orientere lokaludvalget om renoveringen.
André Hansen og Bent Lohmann har stillet medlemsforslag om, at lokaludvalget skal have en orientering om HUSETs foreninger og organisationer i fremtiden.
De vil gerne vide, hvad der sker med aktiviteterne og foreningerne mv. i HUSET, mens HUSET renoveres, og hvad lokaludvalget kan have indflydelse på med hensyn til form og organisering, når HUSET er renoveret. De foreslår, at der etableres en følgegruppe, som følger renoveringsprojektet.
Løsning
Projektlederen fra Byggeri København, som står for renoveringen, og projektlederen fra Københavns Ejendomme, der står for bestillingen af renoveringen, samt den kulturfaglige leder i HUSET orienterer mundtligt om renoveringen og kommenterer på medlemsforslaget.
Der afsættes op til 30 minutter til dette punkt på dagsordenen, inkl. spørgsmål og svar, samt lokaludvalgets drøftelse.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets beslutning.