Alle telefoner og Borgerservicecentre holder lukket fredag 5. juni (grundlovsdag)

Mødedato: 11.06.2026, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Høringssvar om tryghedszone ved Krebs skole og Øster Farimagsgades skole

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen om Tryghedszone ved Krebs skole og Øster Farimagsgades skole, som ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 11. maj 2026 skrev Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen følgende til lokaludvalget:

"I 2021 blev der afsat midler til at screene 130 skoler i Københavns Kommune for at vurdere, hvor det kunne være relevant at indføre tidsbestemte indkørselsforbud for motorkøretøjer mellem kl. 7.30 og 9.00. Screeningen viste, at 70 skoler var egnede kandidater til at få etableret en såkaldt tryghedszone. De første 10 tryghedszoner blev etableret i 2022, og erfaringerne herfra viser, at der er færre biler på skolevejene om morgenen. Det har gjort skolevejen mere tryg og rolig for eleverne.

I 2024 blev der bevilget midler til at etablere i alt 70 tryghedszoner over de næste tre år. Øster Farimagsgades Skole og Krebs' Skole er blandt de skoler, som er udpeget til at få etableret en tryghedszone.

Teknik- og Miljøforvaltningen har været i dialog med både Øster Farimagsgades Skole og Krebs' Skole om trafikforholdene i området samt deres input til etableringen af en tryghedszone.

Skolernes tilbagemeldinger har været overvejende positive, og de har ytret et stort. Vi forventer at etablere tryghedszonen ved skolestart i august 2026. Vi har desuden været i dialog med de nærliggende vuggestuer og børnehaver og har taget deres bemærkninger med i overvejelserne.

Kortet forklaret:

Det vil fortsat være muligt for forældre og busser at køre til og fra institutionerne i området. Det er altså ikke et totalt forbud mod kørsel, men trafikken vil blive ledt i en bestemt retning i morgentimerne mellem kl. 7.30 og 8.30 ( pilene angiver ensretning)."

Forvaltningen ønsker at høre, om lokaludvalget har bemærkninger eller input til planen. Det omtalte kort ses i bilagsoversigten.

Løsning

Lokaludvalgsmedlemmerne Rasmus Fehrmann og Anton Skovle, der begge bor i området, har kommenteret planen. Forslaget til høringssvar er baseret på deres kommentarer.

Forslag til høringssvar

"Indre By Lokaludvalg har følgende bemærkninger:

Løsningen for tryghedszone omkring Krebs skole og Østre Farimagsgades skole er udmærket. Afsætning af elever til Øster Farimagsgades skole foregår da også hovedsagelig her "bagfra". Således begrænses biltrafikken i Øster Farimagsgade ikke.

Da Øster Farimagsgade tidligere har været plaget af hurtigt kørende biltrafik og nu snart igen, efter renoveringen, åbnes for trafik i begge retninger, synes det vigtigt at skiltning omkring skolen gøres markant tydeligere, eventuelt på kørebanen, ligesom den besluttede fartgrænse på 40 km/t skiltes klart i begge ender af gaden.

Ved de påtænkte ensretningsforsøg af Øster Søgade vil trafikken i Øster Farimagsgade selvsagt forøges, og påkørselsrisikoen må modgås for de børn, der krydser over fra Kartoffelrække-bebyggelsen eller skolen senere på dagen, væk fra den stoplyssikrede overgang.

Med venlig hilsen"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til forvaltningen.

Til top