Alle telefoner og Borgerservicecentre holder lukket fredag 5. juni (grundlovsdag)

Mødedato: 11.06.2026, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Henvendelser til lokaludvalget, juni 2026

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender indstillingerne, der ses nedenfor under "Henvendelser til håndtering i lokaludvalget".
  2. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelserne til lokaludvalget, der ses under "Henvendelser til orientering", til efterretning.

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Nedenstående løsningsafsnit er inddelt i henvendelser til håndtering i lokaludvalget og henvendelser til orientering.

Løsning

Henvendelser til håndtering i lokaludvalget:

1. Støjgener ifm. affaldsafhentning af erhvervsaffald

Med mail den 11. maj 2026 skrev en borger, at beboere på Peblinge Dossering på Nørrebro oplever støj fra afhentning af erhvervsaffald fra en restaurant beliggende i naboejendommen. Affaldsafhentningen er ifølge borgeren larmende og finder typisk sted i tidsrummet mellem kl. 3 og 5 om natten, hvor der både er en betydelig støj fra selve affaldshåndteringen samt fra det køretøj, som anvendes til affaldsafhentningen.

Affaldsafhentningen foretages af virksomheden Renotempo A/S for en restaurant, der er en del af Norrlyst-koncernen. 

Han oplyser desuden, at han antager at lokaludvalget var involveret i en henvendelse fra Kultur, Fritids og Borgerserviceborgmesteren til Teknik-og Miljøforvaltningen i 2025 om regler for afhentning af privat erhvervsaffald.

Slutteligt stiller borgeren sig til rådighed hvis sagen skal løftes politisk, hvis flere borgere oplever samme gener med støj fra ovennævnte afhentningsfirmaer, enten ved at forsøge at påvirke lovgiverne eller på anden vis eliminere støjgenerne. 

Sekretariatet har oplyst borgeren om, at lokaludvalget ikke var involveret i borgmesterens henvendelse og har bedt Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen svare borgeren. Se svaret i bilagsoversigten.

Indstilling

Det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning, at forpersonskabet ud fra svaret fra forvaltningen vil vurdere, om det er en sag, som lokaludvalget skal gå videre med. I givet fald vil sagen komme på dagsordenen for et kommende lokaludvalgsmøde.

 

2. Copenhagen Sprint 13.-14. juni

Med mail den 15. maj 2026 skrev en borger vedrørende afspærringer af veje ifm. Copenhagen Sprint. Borgeren skriver, at beboere i Kronprinsessegade stort set lukkes inde i to døgn grundet afspærringer ifm. årets Copenhagen Sprint. Hun oplyser, at det sidste år var svært at komme ind og ud af den lille del af byen. Borgeren håber at lokaludvalget vil arbejde for at det næste år bliver et andet område der må “tage en for holdet”.

Sekretariatet har kvitteret for mailen og oplyst borgeren om, at lokaludvalget er opmærksom på de gener, som lokale beboere kan opleve i forbindelse med events i København og Indre By. Sekretariatet har oplyst, at lokaludvalget tidligere har opfordret til, at events i højere grad placeres i andre bydele i København. Lokaludvalget har også anmodet om tidligere og bedre kommunikation til beboere, så de tidligt er orienteret om eventuelle afspærringer med henvisning til de to omtalte henvendelser. Sekretariatet har videresendt mailen Økonomiforvaltningen.

Følgende fremgår af Økonomiforvaltningens svar:

  • Økonomiforvaltningen forstår bekymringen for, hvordan cykelløbet vil påvirke borgernes muligheder for at bevæge sig rundt i byen, mens løbet foregår. I år har man gjort en ekstra indsats for at gøre det nemmere og mere overskueligt for både fodgængere, cyklister og bilister at krydse ruten.

  • Der vil være 24 overgange langs ruten. Heraf vil der være tunneller og to gangbroer ved hhv. Øster Voldgade og Nørreport, hvor det altid vil være muligt at krydse ruten.

  • Alle overgange vil være bemandede, så der altid er hjælp til at komme over ruten for gående og cyklister.

  • På visse tidspunkter vil det også være muligt at krydse ruten i bil. Økonomiforvaltningen har til svaret vedhæftet kort over overgangene og trafikslusernes placeret, samt i hvilke tidsrum man ikke kan komme gennem dem.

  • Det oplyses, hvor man kan komme ud, hvis man bor i den 'indelukkede' ende af Kronprinsessegade, nemlig gennem trafikslusen i krydset Fredericiagade/Borgergade eller på St. Kongensgade ved Esplanaden.

  • Økonomiforvaltningen henviser til, at man kan parkere sin bil uden for afspærringerne, mens løbet foregår. Har man beboerlicens til parkering, kan man i den weekend også parkere på sin beboerlicens i de tilstødende licenszoner eller i et af de private p-anlæg, hvor kommunen lejer p-pladser.

Indstilling

Det foreslås, at lokaludvalget tager henvendelsen og svaret til efterretning.

 

3. Manglende vedligeholdelse af Classens Have

Med mail den 19. maj 2026 skrev en borger, at hun ikke synes, at Københavns Kommune løfter sin forpligtelse til at vedligeholde det historiske areal, så det bevarer sin tiltænkte funktion som en fredfyldt oase.

Hun oplever, at haven slides, idet ca. 20-30 skolebørn/andre børn dagligt benytter haven som primær skolegård og opholdsareal. Hun oplever, at dette slid har haft katastrofale konsekvenser for havens fysiske rammer og beboernes ret til rimelige støjforhold:

  • Ødelagt vegetation: Store dele af græsplænen eksisterer ikke længere. Jorden er trådt fuldstændig bar og omdannet til en gold jordbund, der støver i tørvejr og mudrer til i regnvejr.
  • Konstant støj- og aktivitetsniveau: Haven er overbelastet af mennesker og larm på stort set alle tider af døgnet. Den oprindelige intention om et roligt, rekreativt åndehul for lokalområdet er reelt forsvundet.
  • Slid på fredede rammer: Det hårde slid rammer ikke kun plænen, men slider generelt på havens faciliteter, stier og historiske udtryk.

Classens Have er et fredet anlæg, og kommunen har som driftsansvarlig pligt til at sikre, at fredningsværdierne og havens karakter ikke ødelægges af overbelastning. Vi anerkender den offentlige adgang, men adgangen må ikke ske på bekostning af havens fuldstændige forfald.

Borgeren ønsker, at følgende tiltag igangsættes af Københavns Kommune:

Genopretning af græsarealerne (f.eks. udlægning af rullegræs), midlertidig afhegning af de mest slidte zoner, så vegetationen får den nødvendige ro til at regenerere, samt en dialog med de omkringliggende skoler om at begrænse og fordele det organiserede institutionsbrug, så Classens Have ikke fungerer som reelt aflastningsareal for skolernes egne uderum.

Hun beder lokaludvalget kontakte Københavns Kommune for en konkret handlingsplan for, hvordan Københavns Kommune vil redde Classens Have fra yderligere forfald.

Sekretariatet har bedt Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget, hvorefter lokaludvalget kan tage stilling til hvad det kan gøre ved sagen. SE svaret fra forvaltninen i bilagsoversigten.

Indstilling

Det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning, at forpersonskabet ud fra svaret fra forvaltningen vil vurdere, om det er en sag, som lokaludvalget skal gå videre med. I givet fald vil sagen komme på dagsordenen for et kommende lokaludvalgsmøde.

4. Ønske om etablering af seniorbofællesskab i Københavns Kommune

Med mail den 28. maj 2026 skrev en borger, at de er en gruppe af seniorer, som ønsker at etablere et seniorbofællesskab i Københavns Kommune. I den forbindelse tænker de, at lokaludvalget måske kan hjælpe dem på vej i den proces. Se uddybning af projektidé i bilagsoversigten.

Indstilling

Det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning, at sekretariatet på vegne af lokaludvalget vil sende kommunens "Vejledning for almene boligfællesskaber i København" til borgeren samt foreslå borgeren at kontakte Netværket af seniorbofællesskaber i København.

 

5. Henvendelse om nuancer i Facebook-kommentarer til spørgsmål om hvad folk synes om Vesterbro Passage

Med mail den 31. maj 2026 skrev en borger en kommentar til debatten på lokaludvalgets Facebook-opslag om Vesterbro Passage, bl.a. om repræsentativiteten blandt dem, som har kommenteret Vesterbro Passage på Facebook. Se henvendelsen i bilaget.

Sekretariatet har takket for bemærkningerne og oplyst, at lokaludvalget er opmærksom på det, samt at lokaludvalget orienteres om henvendelsen og pointerne.

Indstilling

Det foreslås, at lokaludvalget tager borgerens pointer med, når lokaludvalget senere i år skal beslutte sit høringssvar om Vesterbro Passage-projektet.

 

Henvendelser til orientering

Indstilling
Det foreslås, at lokaludvalget tager håndteringen af nedenstående henvendelser til efterretning.

6. Varsling til cykeludlejningsfirmaer om eskalering af sag pga. gentagen blokering af brandvej og renovationsadgang ved Skindergade 23

Med mail den 11. maj 2026 orienterede en borger om sin henvendelse til cykeludlejningsfirmaerne Bolt og Lime.

Borgeren har flere gange rettet skriftlig henvendelse til cykeludlejningsfirmaerne vedrørende gentagen blokering af porten til Skindergade 23, som fungerer som adgangsvej til den fælles gård for både Skindergade 23 og Klosterstræde 24. Når udlejningscyklerne placeres ved porten hindres:

• Brand- og flugtvejsforhold
• Renovationsadgang
• Passage for ældre og gangbesværede beboere
• Adgang for barnevogne og ladcykler
• Daglig drift for erhverv tilknyttet gården

Trods gentagne henvendelser skriftligt og telefonisk til firmaerne, er sagen ikke håndteret tilfredsstillende. Borgeren oplyser, at hvis situationen gentager sig, vil sagen blive eskaleret yderligere som en formel klage til Københavns Kommune – Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Borgerrepræsentation, Hovedstadens Beredskab, Indre By Lokaludvalg, samt relevante politiske udvalg med henblik på vurdering af strengere regulering eller ophør af tilladelser til denne type udlejningscykler i byen. Ovenstående er med mailen orienteret om sagen.

Sekretariatet har kvitteret for borgerens orientering.

 

7. Reducering af overløb til havnen

Med mail den 5. maj 2026 bad en borger om hjælp til at få en status på projektet ”Planlægning af reduktion af overløb til Københavns Havn i plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018” samt en status på, hvor de eventuelt permanente udløbssteder ligger.

Borgeren er medlem af og bestyrelsesmedlem af foreningen Bølgebaderne, som har til huse på Kalvebod Brygge. Foreningen har indsendt et høringssvar til ” Planlægning af reduktion af overløb til Københavns Havn i plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018”, hvor der var tale om at gøre visse udløbssteder permanente, hvilket vakte bekymring i foreningen.
Foreningen har omkring 400 medlemmer, som dagligt bruger havnen.

Sekretariatet har bedt Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen svare. Se svaret i bilagsoversigten.

8. Om handicapadgang i Vesterbro Passage-projektet

Med mail den 1. juni 2026, skrev en borger, at hun synes at byrummet ved Vesterbro Passage bliver flot, men hun oplever også, at man har glemt at tage hensyn til handicappede og gangbesværede, og hun savner en løsning med handicappladser og mulighed for afsætning tæt ved indgangen, så området også er tilgængeligt for dem, der ikke kan gå langt. Hun spørger til, hvordan Flextrafik skal parkere, så ældre og handicappede kan komme i Tivoli mm. Se bilag med borgerens forslag til udformning af pladsen, så handicappede og gangbesværede har adgang til Tivolis indgang.

Sekretariatet har bedt Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen svare og har oplyst borgeren om, at lokaludvalget orienteres om hendes mail. Der foreligger endnu ikke svar fra forvaltningen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets beslutninger.

Til top