Mødedato: 11.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Orientering fra arbejdsgrupperne mv.

Indre By Lokaludvalg orienteres om nyt fra arbejdsgrupperne mv.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Problemstilling

Arbejdsgrupperne mv. orienterer lokaludvalget om nyt.

Løsning

Lokaludvalgets egne arbejdsgrupper

  • Byudviklingsgruppen
  • Metrogruppen
  • Arbejdsgruppen Kultur, idræt, erhverv og turisme
  • Arbejdsgruppen Børn og Unge
  • Arbejdsgruppen Social, sundhed, ældre og integration
  • Puljeansøgningsgruppen

Lokaludvalgets samarbejdsprojekter

  • Arbejdsgruppen om "Til Havns"-projektet
  • Samarbejdet med Teknik- og Miljøforvaltningen om EU-mobilitetsprojektet "XCity"

Lokaludvalgets repræsentation i andre fora

  • Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
  • Samarbejdsforum for nattelivet i Indre By
  • Følgegruppen vedr. Grønnegade
  • Nørre Kvarter-følgegruppen og Følgegruppen vedr. udvikling af Pisserenden
  • Følgegruppen vedr. Frederiksholms Kanal-projektet
  • Følgegruppen vedr. Christiansborgs Slotsplads
  • Arbejdsgruppen om borgerinvolvering i forbindelse med tilpasning af busnettet

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Arbejdsgrupperne mv. mødes med jævne mellemrum.

Beslutning

Puljeansøgningsgruppen
Bent Lohmann oplyste, at lokaludvalget skal tage stilling til 16 puljeansøgninger i lokaludvalgsmødet den 10. marts 2016.

Følgegruppen vedr. Strøget
Kjeld A. Larsen, Marietta Bonnet, Steen Juhl Olesen, Arendse Rohland og Helle Klint orienterede: De havde været til møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om idékatalog for Strøget, hvor de blev bedt om ideer til, hvordan Strøget med små anlægsprojekter kan blive bedre. Der er afsat et mindre beløb til forprojektering og forvaltningen går efter at udvikle anlægsprojekter for ca. 3-4 mio. kr. Hensigten er, at idékataloget skal indgå i forhandlinger om kommunens Budget 2017.
Lokaludvalgets repræsentanter kom med ideer om belysning af Strøget, belysning af fx Helligåndskirken, lokal information om bygningerne på Strøget, kunst, kunsthåndværkmarked på Højbro Plads en gang om ugen, cykelparkering i sidegaderne og anderledes belægning visse steder. Endvidere foreslog de håndhævelse af gældende regler for placering af tøjstativer og udeserveringer mv., idet udgangspunktet er, at Strøget er en gade, hvor man skal kunne bevæge sig. Mødet er dokumenteret af forvaltningen med et grafisk notat.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Gunna Starck om, at følgegruppen gå videre med en idé om, at butikkerne afgiftsfrit kan opsætte mindre cykelstativer med et reklameskilt.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Bent Lohmann om, at følgegruppen gør Teknik- og Miljøforvaltningen opmærksom på en forholdsvis ny undersøgelse om tryghed på Strøget.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i lokaludvalgsmødet den 10. marts 2016 drøfter Strøget og det, Teknik- og Miljøforvaltningen måtte have udarbejdet til den tid.

Kunst i det offentlige rum
Gunna Starck oplyste, at lokaludvalgets offentlige møde om kunst i det offentlige rum i Indre By holdes enten den 31. marts eller den 13. april 2016 kl. 17-19 i Kunstforeningen Gl. Strands mødelokale. Kunstforeningens udstilling vil være åben og gratis for deltagerne i mødet at bese. Foreløbig har Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Ny Carlsbergfonden givet tilsagn om at deltage i mødet.

Følgegruppen vedr. Sankt Pauls Plads
Jens Erik Frandsen orienterede om et møde, følgegruppen havde haft med interessenterne: Pladsen skal være brugbar som socialt mødested, men hundegården er et dilemma. En løsning kunne være, at man tillader hunde på pladsen i snor. Og ellers har følgegruppen og Teknik- og Miljøforvaltningen kig på, om halvdelen af Eidsvolls Plads kan indrettes til hundegård, idet pladsen i forvejen er udset til at rumme et skybrudsprojekt. Interessenterne mødes igen i slutningen af februar med henblik på at komme en løsning nærmere. Den mulige løsning vil i givet fald skulle drøftes med borgerne på et borgermøde. Løsningen på Eidsvolls Plads vil ikke i sig selv betyde, at der skal fælles træer.

Følgegruppen vedr. Papirøen

Lokaludvalget havde følgende bemærkninger til forslaget, der samme dag havde vundet masterplankonkurrencen for Papirøen:

  • Der mangler en ponton foran Papirøen til koncerter. Her kunne den ponton, som lokaludvalget sammen med Christianshavns Lokaludvalg har udviklet, placeres.
  • Bygningerne, der vises i vinderforslaget er grimme og ikke indbydende, set fra Indre By. De klæder ikke København.
  • Det, man foreslår, at bygningerne skal indeholde, er fint.
  • Konkurrenceopgaven var upræcis, hvorfor løsningen er upræcis og har mangler. Vinderprojektet er indadvendt og er ikke integreret med vandfladen.
  • Deltagerne i konkurrencen burde have taget stilling til et større område end Papirøen, fx også Hal D og flådens område.
  • Konkurrenceresultatet bærer præg af, at kun danske tegnestuer har været inviteret til at deltage.
  • Det er et problem, at man ikke har analyseret behovet for en kunsthal og heller ikke har analyseret trafikbehovet til og fra Papirøen.
  • Vinderforslaget ser ikke godt ud fra Indre By.
  • Vinderforslaget indeholder en tæt bebyggelse og står i kontrast til græsplanen mellem Papirøen og Operaen.
  • Vinderforslaget indeholder en 11 etager høj bygning og bebyggelsesgraden er for høj.
  • Der er græs i midten, men det ville være bedre med en åbning ind i gården. 
  • Vinderforslaget burde forholde sig til havnen.
  • Det er i orden med de skrå linjer og at man tager hensyn til de oprindelige bygninger og træværk i eksisterende bygninger, samt at der er meget grønt.
  • Vinderforslaget indeholder husbåde. Det er uheldigt, at man privatiserer havnen på denne måde.
  • Det minder om Nordhavnen.
  • Det ville have været bedre med bygningstrin fra siden og ind mod midten. Det ville have set bedre ud fra Indre By.
  • Der skal være underjordisk parkering, så desværre fjernes alt det eksisterende byggeri.

Bent Lohmann oplyste, at han og de øvrige i følgegruppen, Henrik Anton Svendsen og Anton Ørnbo Skovle, vil dele ovennævnte synspunkter med den tilsvarende følgegruppe i Christianshavns Lokaludvalg.

Status på julemarkeder
Der var følgende bemærkninger til svaret fra borgmester Morten Kabell til lokaludvalget om julemarkeder i Indre By.

  • Konklusionerne på Teknik- og Miljøforvaltningens borgerpanelundersøgelse, som der refereres til i svaret, svarer til de synspunkter, som lokaludvalget har fremført.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke offentliggjort konklusionerne på borgerpanelundersøgelsen.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen har erkendt, at der er potentiale for forbedringer og at konklusionerne på borgerpanelundersøgelsen er sammenfaldende lokaludvalgets holdning.

Følgegruppen vedr. Christiansborgs Slotsplads

Steen Juhl Olesen oplyste, at det forslag til indretning af Christiansborgss Slotsplads, som følgegruppen var nået frem til, er blevet underkendt af politiet og Teknik- og Miljøforvaltningen. Politiet begrunder sin holdning med, at projektet ville gøre det svært for en folkemængde at komme hurtigt væk fra slotspladsen, hvilket ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Der skal nu udarbejdes et nyt forslag.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Henrik Anton Svendsen om, at formanden skriver til Folketinget, at lokaludvalget ønsker den nuværende terrorsikring på slotspladsen bibeholdt.

Samarbejdsforum for nattelivet i Indre By
Bent Lohmann oplyste, at restaurationsplanen skal revurderes og at der nedsættes arbejdsgrupper, som skal komme med input til forskellige temaer. Han og Gunna Starck er med i arbejdsgruppen om gener for borgere. Han og Gunna Starck vil i det videre arbejde tage udgangspunkt i de synspunkter om nattelivet, som lokaludvalget hidtil har givet udtryk for. Tidsplanen for arbejdet er stram.

Byudviklingsgruppen
Kjeld A. Larsen oplyste, at gruppen i sit møde den 21. januar 2016 drøftede

  • byens træer på baggrund af et godt oplæg fra "Red Byens Træer". Miljøpunkt Indre By-Christianshavn overtager herefter aktiviteten og herunder kontakten til "Red Byens Træer". Konklusionen er, at der er behov for en egentlig træpolitik.
  • ny procedure for lokalplansager.
  • nyt koncept for bydelsplaner.

Næste møde er den 3. marts 2016.

Styregruppen for udvikling af Søerne og Parkbrugerrådet for Søerne
Ingolf Ibus oplyste, at der er blevet bevilget penge til lidt bænke. Han spørger Teknik- og Miljøforvaltningen, om der er midler til andre af de ideer, der kom frem i forbindelse med borgerdialogen om Søerne i 2014.

 

 

 

 

 


 

 

Til top