Mødedato: 11.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om kommuneplantillæg og VVM for Postgrunden

Indre By Lokaludvalg skal beslutte bemærkninger vedrørende kommuneplanens rammer for Postgrunden og VVM for samme grund.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg indsender de bemærkninger vedrørende kommuneplanens rammer for Postgrunden og Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM), som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Københavns Kommune påtænker at ændre kommuneplanens rammer for Postgrunden og gennemføre en VVM for grunden. Formålet med ændringen er at give mulighed for et nyt tæt bykvarter med højhuse og mulighed for bl.a. hotel, domiciler og et spændende byliv tæt ved Hovedbanegården.

Med svarfrist den 27. februar 2016 har offentligheden mulighed for at komme med ideer eller kommentarer på bliv hørt-portalen til en kommende planlægning for området.

I planprocessen ser Københavns Kommune følgende overordnede hovedspørgsmål som der ønskes idéer og kommentarer til:
• Hvilke funktioner kan støtte visionen om et nyt bykvarter af international standard, der kan tiltrække danske og internationale virksomheder?
• Hvilke grønne og rekreative funktioner kan der være i det ny bykvarters byrum?
• Hvordan kan der skabes sammenhæng til de omkringliggende byområder?
• Er der særlige forhold i det omgivende miljø, som myndighederne skal være opmærksomme på?

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget indsender følgende bemærkninger:

"Københavns Kommune har efterspurgt ideer eller kommentarer vedrørende en påtænkt ændring i kommuneplanens rammer for Postgrunden samt en VVM for samme. Kommunen oplyser, at formålet med ændringen er at give mulighed for et nyt tæt bykvarter med højhuse og mulighed for bl.a. hotel, domiciler og et spændende byliv tæt ved Hovedbanegården. Svarfristen er den 27. februar 2016.

Borgerdialog

Indre By Lokaludvalg har været medvært for to offentlige arrangementer om Postgrundens fremtid. Det seneste var et borgermøde den 3. februar 2016, som angik den påtænkte ændring i kommuneplanens rammer samt byggeriet, som bygherren  har ønske om, bliver opført på Postgrunden. Dette høringssvar er bl.a. baseret på meldingerne, der kom fra borgerne på dette borgermøde. 

Høringssvar

Udgangspunktet for byggeri på Postgrunden er den gældende ramme i Kommuneplanen. Lokaludvalget ser gerne, at der enten udvikles et byggeprojekt eller at der blot sættes ord på, hvad der er muligt indenfor disse rammer, således at borgerrepræsentanterne og offentligheden har en idé om, hvorvidt de gældende rammer fortsat er i kommunens interesse.

Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med behandlingen af kommuneplanforslaget i efteråret 2015 afviste Borgerrepræsentationen en ansøgning fra Postgrundens bygherre om at ændre den gældende bebyggelsesgrad fra ca. 185 til ca. 400. Det byggeprojekt, Indre By Lokaludvalg efterlyser, er altså i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens afvisning af den høje bebyggelsesgrad. 

Lokaludvalget foreslår (uanset bebyggelsesgrad), at grunden anvendes til:

  • Et byggeri med en højde, der flugter med højden på SEB-banken ved siden af.
  • Boliger i overvejende grad og med en blanding af boligformer, der svarer til den eksisterende blanding i Indre By, nemlig 1/3 ejerboliger, 1/3 andelsboliger og 1/3 lejeboliger.
  • Erhverv i mindre grad, og da fortrinsvis små, kreative erhverv, som kan trække besøgende til.
  • Udadvendte erhverv i de nederste etager, gerne cafeer, restauranter og små specialbutikker.
  • En fjernbusterminal i kælderen. København mangler en sådan terminal og placeringen er ideel, eftersom hovedbanegården ligger tæt på.
  • Gang- og cykelforbindelse i et grønt bælte langs jernbaneterrænet.

Lokaludvalget har følgende punkter, som man skal være opmærksom på i den videre proces:

  • Byggeriet skal respektere postbygningen på hjørnet af Tietgensbro og Bernstorffsgade. Bygherren og forvaltningen skal redegøre for, hvordan det tænkes gjort.
  • Sigtelinjerne i de omkringliggende gader skal respekteres. I lokaludvalget har vi noteret os, at der er utilfredshed på Vesterbro med, at der på Carlsberggrunden er bygget i Istedgade-sigtelinjen.
  • Postgrunden er eksponeret fra flere sider, så byggeriet skal være smukt på afstand. 
  • Bygninger skal placeres sådan på Postgrunden, at de giver mindst mulig skyggegener for de, der bor i Bernstorffsgade.
  • Byggeriet skal respektere byrummet i Bernstorffsgade. Bernstorffsgade skal ikke være et lukket gadeforløb, som domineres af byggeriet på Postgrunden.
  • Det er vigtigt, at sikre, at vind ikke forstærkes, men gerne dæmpes, af nybyggeriet. Foruden vestvinden, skal der særligt tages højde for vind fra havneløbet.
  • Byggeriet skal fortrinsvis betjenes af kollektiv trafik. Hovedbanegården ligger tæt på.
  • Man kan overveje, om bydelsgrænsen mellem Indre By og Vesterbro skal flyttes, så grunden kommer til at ligge i Indre By, hvorfra den prinære adgang til grunden er og fortsat forventes at være.

Med venlig hilsen

Bernt Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet lægger lokaludvalgets bemærkninger på bliv hørt-portalen.

BILAG

Læs om den forudgående høring om kommuneplantillæg og VVM for Postgrunden her:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/postgrunden-forudg-ende-offentlighed

Se supplerende materiale om sagen her (ikke på papir):
http://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/planer-debat/horinger/udvikling-postgrunden

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget i bemærkningerne gør opmærksom på, at en fjernbusterminal på Postgrunden har udkørsel til det overordnede vejnet.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Henrik Anton Svendsen om at ændre 2. afsnit i afsnittet "Høringssvar" til:
"Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med behandlingen af kommuneplanforslaget i efteråret 2015 sagde Borgerrepræsentationen ikke ja til en ansøgning fra Postgrundens bygherre om at ændre den gældende bebyggelsesgrad fra ca. 185 til ca. 400 fordi, der er behov for en grundig, offentlig debat om udviklingen af grunden.”

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget i bemærkningerne forudsætter, at der ikke vil være støjgener fra en fjernbusterminal for beboerne i byggeriet.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten Sloth om, at lokaludvalget i bemærkningerne forudsætter, at opholdsområderne kan benyttes gratis og således ikke forbeholdes udeserveringer for restaurationer.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Anton Ørnbo Skovle om, at lokaludvalget i bemærkningerne udtrykker bekymring for, hvordan vindforholdene i Bernstorffsgade vil være.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Anton Ørnbo Skovle om, at lokaludvalget i bemærkningerne foreslår, at kommuneplantillægget skal forholde sig til, hvordan Polititorvet kan udvikles til en egentlig plads med træer.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Anton Ørnbo Skovle om, at lokaludvalget i bemærkningerne foreslår, at byggeriet bliver inspireret af den gamle bygningskarakter i København fremfor af byggerierne på Kalvebod Brygge.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at lokaludvalget i bemærkningerne opfordrer til, at DSB-bygningen fjernes eller at facaden forskønnes.

Lokaludvalget godkendte bemærkningerne vedrørende kommuneplanens rammer for Postgrunden og Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM), som fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top