Mødedato: 10.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, december 2020

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning

Problemstilling

Siden mødet den 12. november 2020 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser.

Løsning

1. Demonstration på Christiansborg Slotsplads

En borger skrev med mail den 9. november 2020, at der er en meget støjende demonstration på Slotspladsen, som har stået på en uges tid. Demonstranterne larmer med koklokker, truthorn, grydelåg osv. næsten i døgndrift. Beboerne er ved at blive vanvittige. Hun har fået oplyst hos Københavns Politi, at der er givet tilladelse til demonstrationen indtil d. 30. november 2020. Hun undrer sig over, hvem giver en sådan tilladelse.

Sekretariatet bad den 10. november 2020 Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

 

2. Drik alt hvad du kan for xx kr.

Med mail den 11. november 2020 kommenerede en borger på lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet. Hun foreslog, at man forbyder "drik alt hvad du kan for xx”, da det er disse barer, som tilbyder dette, der står for alt balladen og svineriet på Gothersgade.

Sekretariatet svarede samme dag, at lokaludvalget tager forslaget med i den videre proces vedr. revision af kommunens restaurations- og nattelivsplan.

 

3. Projekt: 'Vendersgade - bedre for cyklister'

Med mail den 12. november 2020 oplyste Teknik- og Miljøforvaltningen, at projektforslaget for Vendersgade er lige på trapperne, hvorfor forvaltningen vil høre, om lokaludvalget ønsker at få projektet i høring igen. Siden projektet var i høring i lokaludvalget i 2018 er der kun ændret ét forhold i projektforslaget: I dispositionsforslaget var der vist fire træer på fortovet ud for Israels Plads, som nu er udgået af projektet, fordi nærmere undersøgelser af parkeringskælder-konstruktionen viste, at der ikke er plads til træerne.

Efter aftale med formandskabet svarede sekretariatet, at lokaludvalget ikke skal have projektet i høring igen.

 

4. Støj fra parkerede lastbiler på Kultorvet

Med mail den 13. november 2020 og de efterfølgende dage orienterede en borger lokaludvalget om hans korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen og Hørkram om støj tidligt om morgenen på Kultorvet fra Hørkrams lastbiler.

Hørkram oplyste med mail den 16. november 2020, at når man oplever, at deres lastbil indimellem holder tændt og indimellem er slukket, skyldes det, at de ved kørsel af fødevarer er underlagt meget restriktive temperaturregler. Temperaturen udenfor samt antallet og længden af tidligere stop er afgørende for, om det er muligt at slukke for kølemotoren under det pågældende stop. I alle tilfælde, hvor det er muligt, slukker de – af hensyn til beboerne – lastbilerne.

Med hensyn til tomgangsregulativet drives deres kølemaskiner af lastbilernes motorer, hvorfor lastbilerne ofte er nødt til at holde i tomgang under aflæsning og levering. Kølemaskinerne er driftsudstyr, og vores biler er derfor undtaget fra tomgangsregulativet.

Hørkram oplyser, at miljøet er et meget vigtigt område for dem, hvorfor de løbende skifter deres vognpark ud for at sikre, at deres lastbiler er så optimerede som muligt i forhold til miljøet og de muligheder, der er indenfor transportområdet. 

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste med mail den 26. november 2020, at der er en undtagelse i tomgangsregulativet for køretøjer, der skal bruge motorkraft til komprimering af affald, opretholdelse af trykluft mv. Forvaltningen oplyste videre, at Miljøbeskyttelsesloven gælder på private arealer. Da vare- og lastbilerne holder på Kultorvet, som er offentlig vejareal, giver Miljøbeskyttelsesloven derfor ikke mulighed for kommunal indgriben.

Det er forvaltningens vurdering, at leverandører i København generelt er lydhøre overfor støjklager og aktivt forsøger at løse de problemer, der måtte opstå.

Forvaltningen fortæller, at i Københavns Kommunes Handlingsplan for vejstøj fra 2018 indgår et initiativ, der omhandler varelevering. Kommunen har tidligere fået puljemidler fra Færdselsstyrelsen til at lave forsøg med støjsvag varelevering i ydertimerne, som ikke medførte yderligere støjklager og var medvirkende til brændstofbesparelser på ca. 15 %. Som opfølgning på handlingsplanen vil forvaltningen udarbejde en vejledning for, hvordan støjsvag varelevering i ydertimerne kan implementeres i praksis i København. Dette initiativ kræver dog investeringer i støjsvage køretøjer, som el- eller hybridkøretøjer samt investeringer i støjsvage rullebure m.m., og er derfor mere omkostningstungt for virksomhederne.  

Forvaltningen oplyser derudover, at der i Københavns Kommunes budget for 2021 er afsat midler til at udarbejde en byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Formålet er at begrænse biltrafikken og parkeringen i området med henblik på at skabe bedre byrum og bedre forhold for fodgængere og cyklister.

Endvidere er der med Budget 2020 blevet igangsat en større analyse af en grøn omstilling af trafikken samt en analyse af reduktion af biltrafik og tung trafik i Indre By og brokvartererne. Analyserne bliver samlet betegnet Mobilitetsanalyserne. Mobilitetsanalyserne kan potentielt have indvirkning på området, og det forventes, at der bliver truffet politisk beslutning om analyserne i første halvdel af 2021. Formålet med analyserne er at pege på, hvordan CO2-udledningen fra vejtrafikken kan reduceres, samt at kortlægge, hvordan en anderledes prioritering af vejarealer kan understøtte brugen af grønne transportformer.

 

5. Sorteringspunkter

Med mail den 19. november 2020 oplyste Teknik- og Miljøforvaltningen, at der inden for de kommende år skal etableres 750 affaldssorteringspunkter på offentligt tilgængeligt areal i København, og arbejdet med at finde placeringer til dem begynder nu.

Det betyder at forvaltningen i løbet af 2021 og 2022 kommer ud i Indre By for at finde ud af hvordan sorteringspunkterne bedst muligt placeres. I den proces vil forvaltningen gerne trække på lokaludvalgets viden og få jeres input med.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn oplyste med mail den 2. december 2020, at i følge Teknik- og Miljøforvaltningen skal 50 af sorteringspunkterne  etableres i Indre By og på Christianshavn. Formentlig starter indsatsen i Indre By og på Christianshavn konkret i anden kvartal af 2021.

Indsatsen, herunder arbejdet med at finde lokaliteter til sorteringsspots, sammen med lokale borgere, lokaludvalg og deres arbejdsgrupper, indgår i årsplan for det lokale miljøarbejde 2019-2020 samt planen for 2021.

Miljøpunktet foreslår, at de indledningsvis drøfter projektet med Byudviklingsgruppen og gerne repræsentanterne fra hvert beboerområde i Indre By Lokaludvalg.

 

6. Østbanegade

Med mail den 16. oktober 2020 spurgte en borger om, hvordan det planen for genåbningen af Østbanegade ser ud.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Forvaltningen svarede den 20. november 2020, at i forbindelse med etablering af metrostationen Østerport har Metroselskabet midlertidigt lukket adgangen for biler fra Oslo Plads til Østbanegade. Når anlægsarbejderne under jorden forventelig bliver afsluttet i løbet af foråret 2021, etablerer Metroselskabet vejanlægget over jorden i overensstemmelse med lokalplanen for Østerport metrostationsplads.

Projektet omfatter bl.a. en genåbning af højresvinget for biler fra Oslo Plads til Østbanegade. På forvaltningens seneste koordineringsmøde med Metroselskabet den 3. november 2020 blev det oplyst, at anlægsarbejderne over jorden forventes afsluttet i maj 2021.

 

7. Konference om østlig ringvej

Med mail den 6. november 2020 skrev sekretariatet for Bispebjerg Lokaludvalg til sekretariaterne for Østerbro Lokaludvalg, Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg, at de nævnte bydele alle bliver – på meget forskellig vis – berørt af en kommende østlig ringvej. Derfor er en idé om en fælles lokaludvalgskonference opstået, så man kan belyse de lokale udfordringer.

Sekretariatet og formandskabet har talt om det. På den baggrund har sekretariatet indtil videre forholdt sig forbeholden over for ideen.

Som det ser ud pr. 4. december 2020, vil Bispebjerg Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg gå videre med ideen.

 

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning

Til top