Lokalplanforslaget "Palads"
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg samarbejder med Teknik- og Miljøforvaltningen om afholdelse af et offentligt orienteringsmøde om lokalplanforslaget "Palads" og om det nye Palads-projekt.
- at Indre By Lokaludvalg vælger forperson Bent Lohmann til at orientere om lokaludvalgets holdning til lokalplanforslaget og til projektet på det offentlige orienteringsmøde.
- at Indre By Lokaludvalg kommer med input i lokaludvalgsmødet den 9. oktober 2025 om lokalplanforslaget og om projektet til brug for ovennævnte orientering om lokaludvalgets holdning.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 5.000 kr. af 2025-puljen til forplejning under det offentlige orienteringsmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Problemstilling
Lokalplanforslaget "Palads" har været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Det forventes, at Borgerrepræsentationen den 9. oktober 2025 beslutter at sende lokalplanforslaget i offentlig høring.
Med forbehold for lokaludvalgets beslutning har sekretariatet på vegne af forperson Bent Lohmann aftalt tid og sted med Teknik- og Miljøforvaltningen for et offentligt orienteringsmøde om lokalplanforslaget. Tid og sted for mødet offentliggøres efter beslutningen i Borgerrepræsentationen.
I orienteringsmødet præsenteres det nye Palads-projekt samt lokalplanforslaget og den politiske proces. I programmet for mødet vil indgå, at lokaludvalget orienterer om sin holdning til lokalplanforslaget og til projektet.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget vælger Bent Lohmann til at orientere mødedeltagerne om lokaludvalgets holdning til lokalplanforslaget og til projektet. Bent Lohmann tager udgangspunkt i de input, som lokaludvalgets medlemmer kommer med i lokaludvalgsmødet den 9. oktober 2025.
Økonomi
Lokaludvalget har ingen udgifter til mødelokalet, hvor det offentlige orienteringsmøde holdes. Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 5.000 kr. til forplejning. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Videre proces
Den 10. oktober 2025 får lokaludvalget en mail med oplysning om tid og sted for det offentlige orienteringsmøde.
Sekretariatet orienterer offentligheden om mødet via lokaludvalgets nyhedsbrev og med opslag på lokaludvalgets Facebookside.
Jf. indstillingen til Borgerrepræsentationen kommer lokalplanforslaget i offentlig høring i 8 uger. På baggrund af resultatet af høringen vil forvaltningen udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af sagen, som forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2026.
Bilag
- Link til sagen om lokalplanforslaget "Palads", som Borgerrepræsentationen skal tage stilling til den 9. oktober 2025:
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om afholdelse af et offentligt orienteringsmøde om lokalplanforslaget "Palads" og om det nye Palads-projekt.
- Lokaludvalget valgte forperson Bent Lohmann til at orientere om lokaludvalgets holdning til lokalplanforslaget og til projektet på det offentlige orienteringsmøde.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 5.000 kr. af 2025-puljen til forplejning under det offentlige orienteringsmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalgets medlemmer havde følgende input til, hvad lokaludvalget skal mene om lokalplanforslaget og om projektet:
- Det nye projekt er bedre end de gamle projekter, som lokaludvalget tidligere har fået præsenteret.
- Bygningen skal være lavere.
- Det er et dyrt om kompliceret byggeri. Det går galt. Det er bekymrende, hvis byggeriet ikke realiseres, men at vi i stedet får en tomt. Se, hvordan det er gået med byggeriet af superhospitalerne, som er forsinkede og hvor udgifterne langt overstiger budgettet.
- Byggeriet skal ikke være højere end det eksisterende tårn og gerne lavere, så der er en proportionalitet.
- Stadsarkitekten bør deltage i borgermødet.
- Lokaludvalget bør holde et møde med stadsarkitekten bl.a. for at få afklaret hans rolle.
- Byggeriet skaber flere problemer, end det løser.
- Med turismens udvikling er der nok behov for flere hoteller, men er det den by, vi vil have?
- Hvordan hænger Palads-projektet sammen med byggeprojektet på Vesterport Banegrav? Hvad gør byggeprojekterne ved hinanden?
- Man bør hellere overdække metroen i Jernbanebyen og bygge ovenpå dér.
- Lokaludvalget skal etablere et godt forhold til stadsarkitekten.
- Det mudrer, at der nu er et byggeprojekt for Vesterport Banegrav.
- Lokaludvalget valgte en gruppe bestående af Kjeld A. Larsen, Anton Skovle, Marietta Bonnet og Michael Gatten til at deltage i planlægningen af borgermødet og til at deltage i formuleringen af Bent Lohmanns oplæg i borgermødet om lokaludvalgets holdning til lokalplanforslaget og til projektet på det offentlige orienteringsmøde. Efterfølgende har Sally Mountfield tilsluttet sig gruppen.
Protokolbemærkning fra Michael Gatten: "Jeg bakker fuldt ud op om det nye Palads-projekt Det er et flot forslag, som jeg støtter."