Mødedato: 09.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om forslag til Kommuneplanstrategi

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om forslag til kommuneplanstrategi.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår, 
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til kommuneplanstrategi, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har sendt "Kommuneplanstrategi 14 - Den Sammenhængende by" i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfirst den 13. oktober 2014. Lokaludvalget har ikke pligt til at svare..

Kommuneplanstrategien udstikker retningen for revisionen af kommuneplanen, som sætter rammerne for byens fysiske udvikling. I forslag til kommuneplanstrategi er der følende temaer:
  • Plads til flere københavnere
  • Bæredygtig udvikling
  • Flere arbejdspladser i København
  • En sammenhængende by
  • Kvalitet i byen
Økonomiforvaltningen har afholdt to borgermøder om forslaget til Kommuneplanstrategi, hvor lokaludvalget var repræsenteret. Lokaludvalget havde selv et borgermøde om sagen den 1. oktober 2014, hvor ca. 25 borgere deltog.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender det samme høringssvar, som lokaludvalget i foråret 2014 sendte til udkastet til kommuneplanstrategi; dog justeret i forhold til, hvad der kom ud af lokaludvalgets borgermøde den 1. oktober 2014. Tilføjelser er understreget.

"Økonomiforvaltningen har sendt "Kommuneplanstrategi 14 - Den Sammenhængende by" i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 13. oktober 2014. 

Borgerdialog
Lokaludvalget havde et borgermøde om forslaget den 1. oktober 2014. Et referat fra mødet er vedlagt.
Som konklusion på borgerdialogen kan man fremhæve følgende synspunkter:

Visionen for byen 
  • Balance mellem. beboere og gæster i Indre By fungerer ikke. Støj, skrald og mange udendørs events er med til at forringe hverdagslivet for beboerne i Indre By.
  • Kommunens ønske om at tiltrække unge kan betyde, at ressourcestærke ældre borgere flytter ud af bydelen. Dette vil skabe en ensidig befolkningssammensætning.
  • Der er ønske om decentralisering af arrangementer i byen: Middelalderbyen er ikke stor nok til at rumme dem alle.
Plads til flere
  • Kommunen bør arbejde for en bred aldersmæssig spredning blandt borgerne. Der skal både være plads til unge og ældre. Det er godt med et miks af forskellige generationer i ejendommene, så der ikke opstår aldersmæssige enklaver.
  • Tomme erhvervslokaler i Indre By kan bruges som boliger til unge studerende, gerne kollektiver.
Bæredygtig udvikling
  • Københavns Kommune mangler at indberegne fodgængertrafik i målsætningen om max. 1/3 biltrafik, min. 1/3 cykeltrafik og 1/3 offentlig transport. Fodgængertrafik er vigtig i Indre By, og der bør ses på, hvordan man kan forbedre forhold for fodgængere.
  • Der er behov for en indsats for forbedring københavnernes cykelkultur og lægges en strategi for cykelparkering i Indre By.
  • Erhvervsdrivende og håndværkere bør have særlige vilkår for parkering i dagtimerne.
  • Overvej om man kan indføre en regel om, at der kun udstedes én parkeringslicens pr. husstand i Indre By.
  • Der mangler konsekvens og håndhævelse i byens rum. Overvej om parkeringsvagter kan få nye opgaver, f.eks. ift. registrering af ulovlige eller uordentlige forhold, f.eks. ødelagte fliser, mærkning af forladte cykler mv.
  • Turistbusser fylder for meget i Indre By og er ofte et problem for andre trafikanter, f.eks. cyklister.
  • Eldreven transport bør fremmes, f.eks. elbusser.
Flere arbejdspladser

  • Specialbutikker er et væsentligt aktiv for Indre Bys handelsliv og bør understøttes.
  • Kommunen bør se på, hvordan man kan hindre store huslejestigninger for butikshavere i Indre By, som tvinger små erhvervsdrivende til at lukke eller flytte ud af bydelen.
  • Københavns Kommune bør overveje, hvilken type turister kommunen ønsker at tiltrække.
  • Turisterne kommer af sig selv, hvis bare byen fremstår pæn og ren.
  • Frivillige ældre er et stort aktiv for foreningslivet.
En sammenhængende by
  • Havneområderne skal ikke bebygges yderligere, men udnyttes rekreativt.
  • Københavns Kommune bør se på, hvordan man undgår ensartet anvendelse af byens ejendomme, f.eks. at der bliver skabt værtshusområder.
  • Der er behov for intime grønne områder, flere legepladser og flere bænke.
  • Hjemløse er et stigende problem i flere af byens centrale parker og pladser. Kommunen bør se på, hvordan man tager sig af disse udsatte grupper, så de ikke bliver utryghedsskabende.
  • Det kunne være godt at synliggøre side- og parallelgaderne til Strøget for turister, så de små forretningsdrivende i disse gader fik større kundegrundlag.
Kvalitet i byen

 

  • De rekreative rum, f.eks. parker, i Indre By, skal friholdes fra events. Det rolige ophold skal prioriteres højt.
  • Bydelens liv, mangfoldighed, arkitektur, tryghed og rekreative muligheder er med til at skabe det gode hverdagsliv.
  • Støj, affald, hærværk, natteliv, for mange events og udeservering kan være til begrænse beboernes livskvalitet.
  • Luftforurening fra dieselkøretøjer og støj er væsentlige sundhedsbelastninger for borgere i Indre By. Kommunen bør se på, hvordan dieselkøretøjer kan begrænses.
  • Alkoholkultur, både blandt Indre Bys gæster og beboere, bør undersøges nærmere.

Lokaludvalget beder forvaltningen tage konklusionen med i den videre proces for kommuneplanstrategien.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget drøftede sagen i sit møde den 9. oktober 2014 og har følgende bemærkninger til enkelte afsnit i forslaget til kommuneplanstrategi:

Forslagets ”Visionen for byen – det gode liv”
Bemærkningerne nedenfor skal ses som udtryk for lokaludvalgets ønske for en helhedsorienteret plan for Indre By, der tager udgangspunkt i, at bydelen har ca. 40.000 indbyggere. Mantraet for planen skal være ”Kvalitet i Indre Bys byliv” i overensstemmelse med bemærkningerne i afsnittet i forslaget til kommuneplanstrategi ”Visionen for byen – det gode liv”. ”Kvalitet” skal indgå i byudviklingen bl.a. for at imødegå den igangværende udvikling i dele af Indre By, hvor gadehandel, billige værtshuse, tarvelige butikker mv. trækker ned i oplevelsen af byen.

Indre By Lokaludvalg mener, at en sådan plan skal håndtere dilemmaet mellem det forhold, at store dele af Indre By er beboelsesområde, og det forhold, at bydelen rummer mange arbejdspladser og er indkøbs- og oplevelsescentrum for regionen. Det er særligt visionen om det gode liv for beboerne i bydelen i relation til Indre Bys status som centrum for regionens natteliv, store arrangementer og events i byrummet, som lokaludvalget ønsker, at der bliver taget stilling til. Men også trafikken gennem Indre By, der giver udfordringer i form af trængsel, luftforurening og støjforurening, samt manglen på idrætsfaciliteter, bør der ses på.

Lokaludvalget ønsker, at der bliver udarbejdet en plan for bydelen i dialog med bydelens borgere, erhverv og brugere, der sikrer, at Indre By udvikler sig til en bæredygtig, levende og unik bydel, som er god at bo, arbejde, drive erhverv og være gæst i. En plan for en sådan udvikling skal sikre Københavns status som en unik metropol.

Temaet ”Plads til flere københavnere”
Lokaludvalget mener,

  • at kommuneplanstrategien skal tilgodese en udvikling, hvor den hidtidige vækst med flere og flere københavnere må forventes at fortsætte og at væksten skal tilgodese mangfoldighed. Væksten medfører ikke automatisk større mangfoldighed, men indeholder risiko for flere regler med deraf følgende ensretning. Kommunen skal derfor aktivt arbejde for at sikre mangfoldighed.
  • at det skal sikres, at "almindelige mennesker" og unge får mulighed for at bo i Indre By. Fremfor at bygge nyt i Indre By kan kommunen og/eller de almene boligselskaber købe private beboerlsesejendomme og/eller ledige kontorejendomme og ad åre omdanne dem til almene boliger og/eller ungsdomsboliger/kollektiver. Økonomiforvaltningen bør undersøge, hvordan markedet ser på et sådant forslag.
  • at Kommunen bør se på, hvad der skal til for at begrænse antallet af boliger uden bopælspligt. Det, man måtte nå frem til, bør drøftes med Staten, således at bopælspligten med tiden kommer til at gælde for alle boliger.
  • at befolkningstilvæksten ikke må medføre, at man indskrænker de grønne og blå områder i Indre By, jf. nedenfor.

Temaet ”Bæredygtig udvikling”
Indre By Lokaludvalg mener,

  • at vedtagelsen om at friholde Indre By for højhuse skal udstrækkes til brokvartererne, så Indre By ikke bliver til dukkehuse i forhold til de omgivende højhuse. Københavns skyline bør fredes bortset fra nye højhuse i Ørestaden, på Carlsberg-grunden og i Nordhavnsområdet. Det er allerede vedtaget, at der ikke må bygges højhuse inden for voldene.
  • at metro-systemet skal udbygges både linje- og kapacitetsmæssigt i det omfang, det er muligt, og suppleres med andre kollektive trafikformer. Metro-systemet bør således suppleres med letbaner/sporvogne, hvor det giver mening og der er plads til det. Den planlagte letbane fra Gladsaxe ad Frederikssundsvej til Nørrebro kunne fortsættes til Indre By og Amager. Lokaludvalget henviser til DTU-rapporten "Trafikanalyser af et net af letbaner og BRT i Hovedstadsområdet": http://www.transport.dtu.dk/Nyheder/2014/04/Rapport-8-2014
  • at København skal fortsætte med at forbedre forholdene for cyklisterne. Der skal etableres cykelstativer i Indre By, så det er attraktivt at cykle til sine bestemmelsessteder og så det motiverer til en ordentlig cykelkultur.
  • at nedlæggelse af parkeringspladser i Indre By må ske koordineret med etableringen af alternativerne. Parkeringsanlæg ved omegnsstationer og tilstrækkelig kapacitet i det kollektive trafiksystem må således etableres, før der nedlægges parkeringspladser. Når parkeringsmulighederne i Indre By indskrænkes, skal det endvidere gøres med særligt hensyn til beboerne i Indre By, så brugen af beboerlicensen ikke forringes, som det er planlagt ved Sankt Annæ-projektet.
  • at kommunen skal fremme etableringen af park & ride-anlæg ved stationer i omegnskommunerne.
     
  • at parkeringspladserne i Indre By i hovedsagen bør forbeholdes bilerne, som tilhører bydelens beboere. Derudover bør der ses på, hvordan parkering for håndværkere med ærinde i bydelen og for små forretningsdrivende i bydelen kan forbedres.
  • at der er behov for en egentlig politik for detailhandlen i Indre By. Lokaludvalget ser med bekymring på, at stadig flere butikslejemål i Indre By enten står tomme, skifter lejer med jævne mellemrum, udlejes til discount-forlystelsessteder, udlejes til liberale erhverv, eller anvendes til discountsalg. Lokaler med adgang fra gaden skal anvendes til publikumsorienterede aktiviteter, som kan styrke bylivet og dermed tiltrække borgere til bydelen. Lokaludvalget mener, at kommunen i sin planlægning bør prioritere detailhandlen i Indre By over butikscentre.
  • at Kommuneplanstrategien og Kommuneplanen bør indeholde en passus om, at Indre By friholdes for husbåde. Debatten om lokalplanforslag "Gammelholm og Nyhavn" har vist, at borgerne er meget forbeholdne over for permanent oplæg af husbåde langs bolværkerne i Indre By; både husbåde til beboelse og husbåde til erhverv. De nuværende bestemmelser er under alle omstændigheder ikke tilfredsstillende for så vidt angår højde og drøjde. Husbåde - hvad enten det er til midlertidig eller permanent oplæg - skal have et martimt udtryk og ikke dominere det omkringliggende miljø.

”Retning og indsatser” på side 27 i forslaget til kommuneplanstrategien:

  • Lokaludvalget foreslår en analyse af det fremtidige transportbehov i Indre By i takt med den befolkningstilvækst i kommunen, der forudses. Analysen skal vise, hvordan en sådan vækst vil skabe behov for øget transport i bil såvel som på cykel, til fods og med offentlig transport.
  • Lokaludvalget foreslår en analyse af, hvad en letbane/sporvogn fra Nørrebro via Indre By til Amager kan give København og opfordrer tillige kommunen til at analysere effekten af en letbane/sporvogn-udbygning i form af et kollektivt trafiknet, således som det er beskrevet i rapporten ”Trafikanalyser af et net af letbaner og BRT i Hovedstadsområdet”, DTU Transport marts 2014.
  • Lokaludvalget foreslår en undersøgelse af, hvad der skal til, for at københavnerne, især de bevægelseshandicappede, vil benytte bussen.

Temaet ”Flere arbejdspladser i København”
Lokaludvalget mener, 

  • at forslaget til kommuneplanstrategi skal forholde sig udviklingen i Indre Bys erhvervsliv.
  • at forslaget mangler at beskrive udviklingen inden for events og stor arrangementer i Indre By. Kommunen har tilkendegivet, at events og store arrangementer er i kommunens interesse, fordi de skaber omsætning og giver beskæftigelse. Det er imidlertid ikke belyst, hvilke konsekvenser events har for Indre Bys liv og kommunens økonomi. Lokaludvalget gør opmærksom på, at Indre By lægger byrum til 1.100-1.300 events om året, hvilket er langt flere end hvad der er i andre bydele.
  • at forslagets beskrivelse af, hvordan man vil sikre de unges uddannelse og beskæftigelse bør suppleres med en beskrivelse af, hvordan man vil sikre de midaldrendes beskæftigelse. Det er en befolkningsgruppe, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, når de først er faldet ud.

”Retning og indsatser” på side 33 i forslaget til kommuneplan:

  • Lokaludvalget foreslår en egentlig politik for detailhandlen i Indre By, der har som mål at sikre og styrke en omfangsrig og varieret detailhandel på bydelens hovedstrøg og for Middelalderbyens vedkommende også i sidegaderne. 
  • Lokaludvalget foreslår en analyse, som viser, hvad henholdsvis Indre By og Københavns Kommune tjener på arrangementer og events i Indre By og hvilke udgifter, arrangementer og events påfører henholdsvis Indre By og Københavns Kommune.

”Retning og indsatser” på side 35 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår en beskæftigelsesindsats for borgere over 40 år.

Temaet ”En sammenhængende by”
Lokaludvalget mener,

  • at forslaget bør forholde sig til, hvordan Indre By skal udvikles. Med de mange bygge- og infrastrukturprojekter, som Indre By rummer, ligger det lige for at se bydelen som et nyt byudviklingsområde med behov for pejlemærker for, hvordan de enkelte projekter skal spille sammen med hinanden og den eksisterende by. Indre By Lokaludvalg har tidligere budt ind med idékataloger for Rådhuspladsen-området og for Nørreport-området (vedlagt) og overvejer også at udarbejde et idékatalog for Østerport-området og Kgs. Nytorv-området på basis af en borgerdialog.

 ”Retning og indsatser” på side 39 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår, at man arbejder koordineret med Indre By, så kommunens og privates indsatser og investeringer i bydelen understøtter den eksisterende by. Lokaludvalget er gerne tovholder på en proces som denne.

Temaet ”Kvalitet i byen”
Indre By Lokaludvalg mener, 

  • at balancen mellem hensyn til beboere og restaurationer skal justeres, så der tages mere hensyn til beboerne; f.eks. ingen nye klokken 5 bevillinger, ligesom det må sikres, at klokken 5 bevillinger ikke de facto er en bevilling ud over kl. 5. Der skal lukkes, så der er tid for kommunen til at renholde gaderne, før butikkerne åbner.
  • at kommunen skal arbejde for at få ændret restaurationsloven, så Bevillingsnævnet kan inddrage kvaliteten af restaurationen som et parameter, når en ansøgning om bevilling skal behandles.
  • at det er uhensigtsmæssigt at placere alle store arrangementer og events i Indre By. Indre By skal kunne fungere, selv om der er arrangementer og events i regionen. 
  • at væksten i såvel indbyggertal som BNP skal respektere de grønne og blå elementer i Indre By. Væksten må ikke medføre, at byens grønne og blå elementer formindskes. Derudover skal væksten respektere fredningsbestemmelser. Fortidsminderne i København er både historisk og kulturelt værdifulde. Det er derfor vigtigt at beskytte dem og at være varsom med deres omgivelser. Der må derfor ikke laves lokalplaner og/eller kommuneplantillæg, som indebærer ophævning af fredninger og /eller beskyttelseslinjer om fortidsminder. 
     
  • at helt overordnet skal fodgængere have prioritet i Indre By, særligt i Middelalderbyen.  Kommunen har som mål, at max. 1/3 benytter bil til arbejde og ar mindst 1/3 benytter offentlig transport og mindst 1/3 cykler. Lokaludvalget foreslår, at man også sætter mål for, hvor mange, der skal gå til arbejde - evt. i kombination med bil og offentlig transport. Med et sådant mål bør man forbedre forholdene for fodgængere i Indre By, hvor en stor andel af kommunens arbejdspladser er placeret.
  • at busserne i Indre By i stort omfang bør omlægges til el-busser.

"Retning og indsatser" på side 45 i forslaget til kommuneplanstrategi:

  • Lokaludvalget opfordrer Københavns Kommune til alternativt at ændre drivhusgasudslippets beregning fra et territorielt baseret til et forbrugsbaseret drivhusgasudslip, så vi kan få et overblik over, hvordan byen og dens indbyggere via sine aktiviteter påvirker klimaet. Så længe den territorielt baserede beregningsmetode anvendes globalt, bør København naturligvis anvende begge beregningsmetoder. Det skal understreges, at Region Hovedstaden allerede har fået foretaget et sådant klimaregnskab.

”Retning og indsatser” på side 49 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår, at der vedtages en politik, som friholder rekreative områder som fx. parkerne i Indre By for støjende og affaldsgenererende arrangementer og events.
  • Lokaludvalget foreslår en undersøgelse af, hvordan der kan skabes flere idrætsfaciliteter i Indre By. 
  • Havnens rekreative potentialer: Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg afholdt i 2013 en offentlig konkurrence om anvendelsen af Inderhavnen og kanalerne. Lokaludvalgene modtog 33 forslag og arbejder nu på at realisere et af dem. Projektet, som det ser ud nu, er vedlagt. 

”Retning og indsatser” på side 51 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår en indsats med affald og støj i Indre Bys byrum, særligt fra de kilder, som kommunen har indflydelse på, nemlig byggepladser, trafikken, events, arrangementer og så videre.
     
  • Lokaludvalget foreslår en konkret indsats mod luftforureningen i Indre By. Bydelen rummer de mest luftforurenede vejstrækninger i Danmark. 
  • Lokaludvalget beder om, at trafikrapporten, som en række medlemmer fra forskellige lokaludvalg i kommunen har udarbejdet, tages med i de videre overvejelser om kommuneplanstrategien - vedlagt.

Lokaludvalget beder om at få tilsendt de analyser, der måtte vedrøre Indre By, hurtigst muligt - gerne til kommentering Vi forstår, at analyserne skal være bilag til forslag til Kommuneplan 2015.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand

Økonomi

Intet.

Videre proces

Forslaget til kommuneplanstrategi var temaet for lokaludvalgets borgermøde den 1. oktober 2014. Sekretariatet lægger en opsamling på borgernes kommentarer på bliv hørt-portalen sammen med lokaludvalgets høringssvar.

En hvidbog om kommuneplanstrategien forelægges for Borgerrepræsentationen i december 2014. Forslaget til Kommuneplan forventes offentliggjort i marts 2015 og vedtaget i december 2015 efter en høringsproces.

På et kommende lokaludvalgsmøde vil formanden have en debat om, hvordan vi fremmer vores synspunkter til kommuneplanstrategien bedst muligt inden kommuneplanforslaget kommer i høring .

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om at sætte afsnittet ”Borgerdialog” efter afsnittet ”Lokaludvalgets holdning”.

Temaet ”Plads til flere københavnere”

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Dorte Lindberg om, at 1. linje i 2. dot ændres til: ”at det skal sikres, at ”almindelige mennesker”  borgere med almindelige indkomster og unge får mulighed for at bo i Indre By.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at 2. linje i 2. dot ændres til: ”Fremfor at bygge nyt i Indre By kan kommunen og/eller de almene boligselskaber købe ledige kontorejendomme og ad åre omdanne dem til almene boliger og/eller ungdomsboliger/kollektiver.  Økonomiforvaltningen bør undersøge, hvordan markedet ser på et sådant forslag.

Helle Bonnesen stillede ændringsforslag om, at 2. dot med de tiltrådte ændringer udgår af høringssvaret..

For stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer

Imod stemte 12 lokaludvalgsmedlemmer.

Ingen undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.

Gunna Starck stillede ændringsforslag om at indføje en dot om betydningen for unge på boligmarkedet af forældrekøb af lejligheder. Et flertal tilkendegav, at de kunne tiltræde ændringsforslaget.
Et flertal tilkendegav, at de kunne tiltræde ændringsforslaget.

 

Temaet ”Bæredygtig udvikling”

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Helle Bonnesen om at 2. og 10. dot ændres, så det fremgår, at lokaludvalget beder om at få fremmet en analyse af muligheden for en letbane ad Nørrebrogade til Nørreport, videre ad Nørre Voldgade til H.C. Andersens Boulevard.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Henrik Anton Svendsen om, at 6. dot formuleres: "at parkeringspladserne i Indre By i hovedsagen bør forbeholdes beboerne samt håndværkere med ærinde i bydelen og de små forretningsdrivende i bydelen. Parkeringspladser til håndværkere med ærinde i Indre By og til de små forretningsdrivende i bydelen bør i overvejende grad forbeholdes el-biler.


Temaet ”Flere arbejdspladser i København”

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at tilføje følgende til 2. dot: ”..er i andre bydele, og mere end hvad der er kapacitet til.


Temaet ”Kvalitet i byen”

Lokaludvalget tiltrådte ændringsforslag fra Dorthe Lindberg, Gunna Starck og Marietta Bonnet om at omformulere 2. dot, så det fremgår, at kommunen skal arbejde for en ændring af lovgivningen, så planmæssige overvejelser om en restaurations profil i forhold til omgivelserne skal inddrages som et parameter, når en ansøgning om eller fornyelse af en bevilling skal behandles.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at omformulere 5. dot, så det fremgår, at lokaludvalget ønsker, at forholdene for fodgængere skal forbedres og at Kommunens fodgængerstrategi ”Flere går mere” får mere vægt, end den har i dag.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Friis om, at det af høringssvaret skal fremgå, at lokaludvalget ønsker initiativer fra Kommunen mod tarveliggørelsen af Indre By, og at man herunder skal analysere effekten af events og julemarkeder i Indre By.

 Lokaludvalget godkendte høringssvaret med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle rettelser.

Til top