Mødedato: 09.09.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere  spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde

Beslutning

Forskønnelse af Søerne

En borger orienterede om hans forslag om en rørskov i Peblinge Sø samt om Teknik- og Miljøforvaltningens svar til lokaludvalget på forslaget. I svaret udtrykte Teknik- og Miljøforvaltningen skepsis over for forslaget. Borgeren mente, at forslaget var aktuelt, idet man nu taler om biodiversitet. Rørskoven vil gavne fuglelivet, mente han, men medgav, at forvaltningen tvivler på dette. Hans forslag er derfor, at forvaltningen spørger fagfolk om, hvad en rørskov betyder for fuglelivet. Han foreslog også, at lokaludvalget beder Indre By Borgerpanel forholde sig til forslaget. Borgeren oplyste, at fredningen af Søerne hindrer, at der kan etableres bløde kanter. Så enten skal der dispenseres fra fredningen eller også skal rørskoven placeres foran kanten. Han foretrak bløde kanter.

Jens Erik Frandsen foreslog, at borgeren selv spørger fagfolk om, hvad en rørskov vil betyde for fuglelivet. Der er behov for fakta, inden man drøfter forslaget med borgerne. Det var hans indtryk, at der er mange fugle i Søerne. 

Anton Skovle svarede, at hvis forslaget skal gennemføres, skal der gøres noget ved kanten. Forholdene i Sankt Jørgens Sø, som forslaget om rørskoven refererer til, er mere naturlige.

Lars Vedel Jørgensen svarede, at Søerne er et fantastisk forløb, som forandrer sig undervejs på poetisk vis. Der er ikke brug for et gadekær midt i København.

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at rotter og ræve æder fugle i fuglereder ved Søerne. Han svarede videre, at der er etableret redekasser ude i vandet.

Bent Lohmann svarede, at biodiversitet er godt. Det gælder også biodiversitet nede i Søerne, ikke mindst i Sankt Jørgens Sø. Han foreslog, at borgeren arbejder med det tema i stedet. Han oplyste, at hvis rørskoven skal etableres, skal søbunden hæves, der hvor rørskoven anlægges, eller vandstanden skal sænkes. Han vurderede, at spørgsmålet om en rørskov er for smalt til en borgerpanelundersøgelse. Han oplyste, at lokaludvalget skal tale om Søerne i kommende møder, da der vil komme sager om brug af Søerne til skybrudsikring. 

Ingolf Ibus svarede, at når man går langs Sortedamssøen, synes man, at der godt må være noget mere. Som det er nu, har fuglene svært ved at lave reder. Han oplyste,  at vandtemperaturen i Sortedamssøen påvirkes af Rigshospitalets brug af vandet til deres køleanlæg.

Lean Milo svarede, at der er behov for biodiversitet mellem træerne langes Søerne, som kan dæmpe bilstøjen.

Sally Mountfield oplyste, at der er dannet netværk omkring Søerne i forbindelse med drøftelser med kommunen om skybrudssikring. Hun foreslog borgeren at prøve ideen af på netværkene.

Jep Loft foreslog, at man ser på, om der kan etableres rørskov omkring øerne i Søerne.

 

Køleanlæg i Sortedamssøen

Bent Lohmann orienterede om sit møde med Teknik- og Miljøforvaltningen og repræsentanter for Rigshospitalet om dispensation til at forny Rigshospitalets køleanlæg i Sortedamssøen. Rigshospitalet vil undersøge, om projektet kan udarbejdes, så det respekterer den gældende dispensation.

 

Borgermøde om karreerne i Rørholmsgade, Ole Suhrs Gade og Gammeltoftsgade

En borger orienterede om forholdene i karreerne i Rørholmsgade, Ole Suhrs Gade og Gammeltoftsgade jf. punkt 6 på dagsordenen for lokaludvalgsmødet. Karreerne har 30 boliger og 600 beboere. Der er både andelsboligforeninger, ejerforeninger og udlejningsejendomme i karreerne. Der er 2.000 m2 gårdareal, som bl.a. bruges til cykelparkering og affaldssortering. Det efterlader kun lidt plads til græsarealer. Men der mangler dialog og løsninger på pladsproblemerne på det lave vandtryk i boligerne, på skybrudssikring osv. Borgeren foreslog et samarbejde med lokaludvalget, som sætter fokus på, hvordan området kan blive bedre, mere klimavenligt og mere beboervenligt. Der er behov for en samlet strategi for området, som også kan have en kulturel dimension, men beboerne mangler ressourcer til at tage fat om problemstillingerne.

Gunna Starck foreslog, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn inddrages, og at lokaludvalget holder et borgermøde for alle i Indre By, så borgerne kan gruppere sig efter de fælles problemer, der måtte være, og danne netværk samt udveksle erfaringer. De tekniske forhold er ikke en opgave for lokaludvalget og Miljøpunktet, men Miljøpunktet vil kunne hjælpe vedr. affaldssortering og begrønning.

Bent Lohmann svarede, at han foretrækker, at lokaludvalget i første omgang fokuserer på forholdene i karreerne i Rørholmsgade, Ole Suhrs Gade og Gammeltoftsgade. Så kan lokaludvalget bagefter zoome ud og se på, om der er lignende forhold i andre dele af Indre By. Han foreslog, at man genopliver ideen om guidede ture til hinandens gårde. Han svarede desuden, at lokaludvalget vil stille Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR spørgsmål om vandtrykket mm.. Han konkluderede, at lokaludvalget er parat til at samarbejde med gårdlauget mfl. om et borgermøde for karreerne i Rørholmsgade, Ole Suhrs Gade og Gammeltoftsgade. 

Ulla Ekberg svarede, at beboerne skal gå sammen med andre, der har samme problemer og fx. lade en administrator koordinere opgaverne.

Marietta Bonnet svarede, at studerende kan bruge sagen til et projekt.

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at ejendomsejere har pligt til at skybrudssikre deres egen ejendom, men at ingen ved det.

Jens Erik Frandsen svarede, at der må være ressourcepersoner i ejendommene, som kan tale sammen om, hvad der skal prioriteres.

Ingolf Ibus svarede, at man bør se på, om der kan etableres cykelparkering i 10 meter-zonen.

Til top