Mødedato: 09.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

El-løbehjul

En borger gjorde opmærksom på, at el-løbehjulene, der nu opstilles i Indre By, bl.a. vinkelret på fortov ud fra huse samt ved trafikknudepunkter, er farlige i trafikken og fylder på fortovene. Hun gjorde også opmærksom på, at udlejningscykler og hotelcykler optager cykelstativer, fx på Vandkunsten. Hun mente, at det er en kannibalisering af det offentlige rum.

Bent Lohmann svarede, at løbehjulene kun må benyttes på cykelsti og vej, ikke på fortov. Lokaludvalget vil drøfte el-løbehjul i mødet den 13. juni 2019. Her kan lokaludvalget lægge op til en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikkulturen i byen, idet el-løbehjulene i øjeblikket er en frustration for cyklisterne. Man burde kunne følge el-løbehjulene via GPS og slukke for motoren, når de misbruges. Der er det samme problem med et-hjulede segways. Kongens Have har netop indført, at man får bøde for at cykle eller køre på el-løbehjul i haven.

Anton Skovle svarede, at der er regler om, at de, der benytter el-løbehjul i trafikken, skal bære hjelm. Derudover kan der være forsikringsforhold. I Paris gives der bøder for ukorrekt kørsel, og selskaberne, der opstiller el-løbehjul, skal betale kommunen et gebyr pr. stk.

Hans Henrik T. Ohlsen svarede, at kommunen er ved at undersøge, hvad der kan gøres i forhold til el-løbehjulene.

Jens Erik Frandsen svarede, at han forstår utilfredsheden med el-løbehjul, men at de har den fordel, at de fylder lidt, når de står parkeret op ad et hus. Det er et godt alternativ til offentlig transport og til biltransport. Man må erkende, at de er kommet for at blive.

Marietta Bonnet svarede, at folk er glade for el-løbehjul, men at man bør stoppe den kommercielle opstilling af dem, til der er skabt ordnede forhold på området. Lige nu halter det med organiseringen, ligesom det er en brutal brug af det offentlige rum.

Steen Juhl Olesen svarede, at el-løbehjulene i øjeblikket benyttes til leg og det sikkert snart bliver muligt at købe dem.

Hannibal C. Holt svarede, at el-løbehjul bør parkeres i en særlig holder.

Jan Frederik Hansen oplyste, at man godt må flytte cykler og el-løbehjul, men man må ikke fjerne dem.

Ole Bang svarede, at el-løbehjulene er farlige og at man må se, om der kommer en reaktion, når der sker ulykker med dem.

 

Det lokale miljøarbejde

Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Marianne Spang Bech oplyste, at Miljøpunktet gerne sidder med i parkbrugerrådene for Ørstedsparken og Østre Anlæg.

Til top