Mødedato: 08.10.2026, kl. 18:30
Mødested: Arkitektforeningen, Åbenrå 34

Højhuse i København

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgsformand Åge Staghøj til drøfte højhuse i København med kredsen af lokaludvalgsforpersoner med udgangspunkt i oplægget, som ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

I mødet den 3. september 2026 behandlede lokaludvalget et høringssvar om lokalplanforslaget "Marmormolen Øst og Langelinie Nord". Lokaludvalget bad i den forbindelse lokaludvalgsmedlemmerne Anton Skovle, Sally Mountfield og Mariette Bonnet om at skrive et oplæg om højhuse i København, som lokaludvalgsformand Åge Staghøj kan drøfte med kredsen af lokaludvalgsforpersoner.

Løsning

Åge Staghøj foreslår, at lokaludvalget godkender følgende oplæg, som han kan drøfte med kredsen af lokaludvalgsforpersoner:

  • Den kommunale arkitekturpolitik ser fortiden som en vigtig brik i fremtidens by
  • Højhuse på markante pladser lader hånt om den lave by og det homogene bybillede
  • Byplanekspert Jan Gehl har påvist, at højhuse økonomisk balanceret kan "lægges ned" og den lave by respekteres.
  • Højhuse har tendens til at trække luftstrømme og dermed turbulens ned. Det er problematisk for fodgængere og cyklister på gadeplanet.
  • Planer om højhuse skal vurderes ud fra,
    • hvilken værdi de tilfører København
    • uafhængige analyser af, hvordan de æstetisk passer ind i det omkringliggende miljø
    • uafhængige analyser af, hvilken trafik de skaber i både nærområdet og i kommunen som helhed
    • uafhængige analyser af CO2-belastningen ved at opføre dem
  • Der er behov for en samlet plan for højhuse i Københavns Kommune.
  • Det er relevant at få erfaringer fra 8-tallet, Høje Gladsaxe og Bellahøj med i vurderingen.
  • Andre referencer:
    • Prøv at cykle i Hammeriksgade forbi SAS huset i let brise!
    • Prøv at se efter Rådhuset fra Vesterbrogade. Det er forsvundet bag panoptikonbygningen (tidl Arbejdernes Landsbank) og den forhøjede Industriforenings glasfacade.
    • Prøv at se fra Hovedbanegården ned af Istedgade hvordan Carlsbergbyens skyskraber står som en prop og ødelægger point de vue.

    • Nyd synet fra Sortedamssøen mod syd, hvor Codanhus dværger det harmoniske cityskape - eller kør på cykel forbi det i blæst!

    • Besøg den romantiske Frederiksberg slotsbanke med vue over byen og oplev hvordan "byen med de skønne tårne" kæmper med kasser der blokerer og skæmmer det vue turisterne og vi selv tager derud for at opleve.

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

I et kommende lokaludvalgsmøde orienterer Åge Staghøj om resultatet af drøftelsen i kredsen af lokaludvalgsforpersoner.

Lokaludvalget kan bruge oplægget som input til forslaget til kommuneplanstrategi og kommuneplan, når lokaludvalget får dem til høring.

Til top