Mødedato: 08.10.2020, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokaler, Pilestræde 61

Restaurations- og nattelivsplan 2021

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets tidsplan for revision af Restaurations- og Nattelivsplanen samt de to udvalgs beslutning om at etablere et Advisory Board, der skal give anbefalinger i forbindelse med planen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets tidsplan for revision af Restaurations- og Nattelivsplanen

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets beslutningom at etablere et Advisory Board, der skal give anbefalinger i forbindelse med Restaurations- og Nattelivsplanen.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog i 2017 den nuværende Restaurations- og Nattelivsplan. Af planen fremgår det, at den skal revideres mindst én gang i hver valgperiode dvs. inden udgangen af 2021. 

Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget godkendte hhv. den 24. og 28. september 2020 stilling en indstilling fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen dels om tidsplanen for revisionen af Restaurations- og Nattelivsplanen og dels om at nedsætte Advisory Board, der skal give anbefalinger i forbindelse med Restaurations- og Nattelivsplanen.

I indstillingen orienterede forvaltningerne om fremdriften af arbejdet med at skabe en bedre balance imellem et aktivt natteliv og det at bo i byen.

Endvidere oplyste forvaltningerne, at erfaringerne fra Covid-19 nedlukningen har medført et indblik i, hvordan nattelivet og omgivelserne påvirkes, når åbningstider for serveringssteder begrænses til henholdsvis kl. 24.00 og til kl. 02.00. Disse erfaringer vil indgå i den kommende revision af Restaurations- og Nattelivsplanen.

Se indstillingen i bilaget.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets tidsplan for revision af Restaurations- og Nattelivsplanen samt de to udvalgs beslutning om at etablere et Advisory Board, der skal give anbefalinger i forbindelse med planen.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 25.000 kr. til et borgermøde om nattelivet samt en ramme på 100.000 kr. til en nattelivskampagne, som det er planen at gennemføre sammen med Sikker By i Økonomiforvaltningen.

Videre proces

Borgermødet om nattelivet skulle afholdes den 7. oktober 2020, men er blevet udsat pga. corona-situationen.

I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 8. oktober 2020 orienteres om status på nattelivskampagnen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets beslutninger den 24. og 28. september 2020 om revision af Restaurations- og Nattelivsplanen, herunder om etablering af et Advisory Board, der skal give anbefalinger i forbindelse med Restaurations- og Nattelivsplanen. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Det er i orden at nedsætte et  Advisory Board, som skal give anbefalinger i forbindelse med Restaurations- og Nattelivsplanen. 
    • Borgergade, St. Kongensgade og Dronningens Tværgade er under pres fra nattelivets restauratører. Det samme gælder Vendersgade og Nørre Farimagsgade, hvor en udvikling er i gang. Derudover presses områder i Metropolzonen, men her er der få beboere. 
    • Lokaludvalget bør arbejde for, at alle randområder omkring den nuværende varslingszone kommer med i en ny varslingszone.
    • Lokaludvalget bør være repræsenteret i Advisory Board.
    • Lokaludvalget bør arbejde for, at Indre By Loaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg og Nørrebro Lokaludvalg bliver repræsenteret i Advisory Board.
    • Det kan være svært at afgrænse nattelivsområderne. Op mod Sølvgade er det udflydende.
    • Det vigtigste er, at regler håndhæves.
    • Varmelamper bør forbydes.
    • Hoteller rummer ikke natteliv. De har spiserestauranter.
    • Når nattelivet rykker til randområderne, er det et symptom på, at nattelivet giver problemer. Det skal stoppes. Hele Indre By bør med i varslingszonen.
    • Hvilke erfaringer har kommunen gjort sig med nattelivet under coronakrisen?
    • Der bør være et max. antal bevillinger i Københavns Kommune. Med det nuværende system underbyder restauratørerne hinanden.
    • Lukketiden bør ændres, så kl. 2-bevillinger bliver normalen.
    • Politiet skal fungere i nattelivsområderne.
    • Lokaludvalget bør støtte forslaget om et kommunalt ordenskorps. Der mangler håndhævelse af regler.
    • Restaurationsbranchen skal ikke bestemme, hvordan byen skal se ud.
    • Under coronakrisen har der været ro i nattelivsområderne kl. 22.30.
    • Nattelivsrestaurationer rettet mod voksne giver ikke problemer.
    • Kommunen bør udpege et særligt sted, hvor der kan holdes åbent til om morgenen.
    • Lokaludvalget bør ikke støtte forslaget om et kommunalt ordenskorps.  Det er et spørgsmål om retssikkerhed. Personalet i korpset vil være dårligt uddannet. Hvorfor skal man supplere det statslige politi med et kommunalt ordenskorps?
    • Strøgvagterne er et eksempel på et ordenskorps. Deres ageren viser, at man ikke skal gå den vej.
    • Politiet er mindre belastet nu end tidligere, også hvis man ser bort fra coronakrisen. De har ressourcer til at håndhæve regler i nattelivet.
    • Det er som om Københavns Kommune ikke ved, hvad der foregår. Politikerne skal styre udviklingen. De skal erkende, at ikke alle behov skal imødekommes. Hvad vil kommunen?
    • Kommunen bør arbejde for at nedbringe alkoholindtagelsen, volden og kørslen i muskelbiler med stoffer i nattelivsområderne.
    • I øjeblikket har restaurationsbranchen magten i nattelivet. De har frit slag.
    • Administrationen i Bevllingsnævnet af ligebehandlingsprincippet er et problem.
    • Ligebehandlingsprincippet giver klynger af nattelivsrestaurationer og for mange bevillinger i visse områder. De skal spredes.
    • Så vidt vides får København 130 politikadetter til foråret. Lokaludvalget kan holde et møde med politidirektøren om, hvordan de skal anvendes.
    • Vi skal bort fra, at bevillinger automatisk videreføres til nye ejere.
    • Klager skal registreres bedre.
    • Behovet for tidligere lukning af nattelivsrestaurationer bør dokumenteres, fx. ved at se på statistik vedr. vold, politiopgaver osv. før og under coronakrisen.
    • Opgaverne for et kommunalt ordenskorps skal være præcist defineret. 
    • Politiet er passive i nattelivet. Det bør være en politiopgave at håndhæve regler overfor nattelivets gæster. Det er ikke nok blot at oplyse.
    • Lokaludvalget bør støtte, at politikadetterne anvendes i nattelivet. Et kommunalt ordenskorps vil ikke være godt nok uddannet til opgaven.
    • Koncentrationen af bevillinger er et problem, ikke antallet af bevillinger.
    • Man kan zoneinddele Indre By, så der er et vist antal  kl. 24-bevillinger og en enkelt kl. 5-bevillinger i hver zone. Antallet kan reguleres over tid, hvis det varsles. Dermed fordeles støjen fra nattelivet.
    • Politiet skal fordele ressourcerne.
    • Lokaludvalget bør tage fat i det forhold, at bevillingerne automatisk kan overtages af nye ejere.
    • Konkurser fører til, at nattelivsstederne overtages af de store virksomheder.
    • Loakludvalget skal argumentere i mod den juridiske praksis i Bevillingsnævnet. Der er en anden sandhed.
    • Restaurations- og Nattelivsplanen bør indeholde en vision for nattelivet i København. 
    • Det er festkulturen i den offentlige del af byen, der er problemet.
    • Kriminaliteten i nattelivet er velbelyst.
    • Restaurationsbranchen er for tæt på magten. Kommunen tror, at branchen genererer økonomi og beskæftigelse, men der er tale om dårligt betalt personale i branchen, ligesom skatteudbyttet af branchen for kommunen er beskedent. Kommunens argumenter vedr. restaurationsbranchens betydning for kommunens økonomi og beskæftigelse bør undersøges.
    • Lighedsprincippet trumfer § 12 i Restaurationsloven. Den paragraf bruges ikke i Bevillingsnævnet.
    • Kommunen kan ændre praksis, hvis den vil.
    • 1813 registrerer uheld med løbehjul, ført af berusede personer. Der sker mange løbehjulsulykker om natten.
    • Der er restauratører i nattelivet, som vil støtte en tidlig lukketid. Detr samme gælder personalet.
    • Restaurationsbranchen er ikke en branche som andre, hvorfor ligehedsprincippet ikke bør gælde.
    • Mange unge arbejder i nattelivet.
    • Der er meget indirekte økonomi i nattelivsbranchen for kommunen. Det gælder fx. beskatning af personalets løn og beskatning af huslejeindtægter fra restaurationerne.
    • Mange virksomheder i nattelivsbranchen har negativ egenkapital, men de får alligevel bevillinger.
    • Økonomien i enkeltmandsvirksomheder kan ikke hænge sammen. Der må være tale om sort økonomi.
    • På Bevillingsnævnets hjemmeside er der et kort over politisager i Indre By de seneste 5 år.

  2. På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at ovenstående bemærkninger skal danne grundlag for et høringssvar om restaurations- og nattelivsplanen, når det måtte blive aktuelt.
Til top