Mødedato: 08.05.2025, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Henvendelser til lokaludvalget, maj 2025

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 10. april 2025 til efterretning.

 

Problemstilling

Flere borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

 

Løsning

1. Turisme i Indre By

Med mail den 4. april 2025 skrev en borger om de udfordringer, hun oplever med turistbussers parkering i området omkring Sankt Annæ Plads. Hun oplever, at turistbusserne parkerer på fortovet ved Sankt Annæ Plads og at de parkerer så tæt, at det er svært at komme ud med bil. Hun efterspørger, at busserne fjernes fra Sankt Annæ Plads og at de i stedet får tilladelse til at parkere et mindre generende sted.

Hun omtaler også mængden af udlejningscykler, der flyder på gaderne og veje, som gør det svært fremkommeligt på bl.a. fortov . Hun spørger om der en app til turister, som skal downloades, før turister kan cykle på en udlejningscykel, da hun oplever mange farlige situationer med turister på cykel.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se forvaltningens svar i bilaget.

 

2. Lejecykler

Med mail den 8. april 2025 spørger en borger om reglerne for lejecykler såsom Bolt og hvorvidt der er en grænse for hvor mange cykler de må have i København. Borgeren oplyser, at der henstilles mange cykler uhensigtsmæssige steder. Han efterspørger, at man sikrer, at man skal aflevere en udlejningscykel i et cykelstativ for at kunne parkere/aflevere sin udlejningscykel.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se forvaltningens svar i bilaget.

 

3. Lån af grabbere

Med mail den 9. april 2025 sendte en borger, på vegne af virksomheden Position Green en forespørgsel på lån af grabbere til opsamling af affald i forbindelse med deres indsamling omkring Nyropsgade og søerne d. 23. maj 2025.

Sekretariatet bad Miljøpunkt Indre By & Christianshavn svare borgeren.

 

4. Manglende opdatering af parkeringsskilte

Med mail den 13. april 2025 orienterede en borger om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik-og Miljøforvaltningens parkeringsafdeling om manglende opdatering af parkeringsskilte i Indre By. Borgeren bemærker, at de nuværende tavler ikke afspejler de nye regler for parkering.

 

5. Trafikinfo ifm. Copenhagen Marathon søndag den 11. maj

Med mail den 16. april 2025 orienterede Sparta Trafikinformation om at ruten til Copenhagen Marathon er spærret for trafik søndag d. 11. maj kl. 7.00-16.30. Der vil være parkeringsforbud i flere gader. 

Sparta varsler også Royal Run den 9. juni 2025 med start på Kongens Nytorv og slut på Amalienborg Slotsplads. Gaderne lukkes for trafik gradvist mellem kl. 8.30 og 16.30 og genåbnes senest kl. 23.00. Der vil desuden være forbud mod standsning og parkering flere steder i byen. Der kommer mere information om Royal Run på et senere tidspunkt.

Link til Spartas hjemmeside om Copenhagen Marathon-ruten den 11. maj 2025:

https://map.copenhagenmarathon.dk/

 

6. Flytning af gågadeskilt på Hausers Plads 

Med mail den 28. april 2025 orienterede en borger om hendes henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvori hun rykker for svar på en tidligere henvendelse. I november 2024 kontaktede hun Teknik- og Miljøforvaltningen for at anmode om at et skilt ud for Hauser Plads 16A placeres på modsatte side af vejen, da dens placering ud for beboelsen skaber utryghed for beboere. De har oplevet, at folk har kravlet op i skiltet og forsøgt adgang til lejligheden ovenover.

 

7. Udviklingsprojekt ved Kastelsgården

Med mail den 29. marts 2025 skrev en borger til lokaludvalget: "Kan I være behjælpelig med hvilket udviklingsprojekt Kommunen har igangsat i haven bag den gamle døve-blindeskole, bag området ved Kastelsgården?"

Økonomiforvaltningen har med mail den 25. april 2025 oplyst, at Byggeri København er i gang med at forberede anlæggelsen af en ny daginstitution i en del af det tidligere Blinde og døve institut, med tilhørende udeareal.

Borgeren har derefter efterspurgt en tegning over det planlagte udeareal og spørger hvorvidt kommunen har planer for parkeringsområdet og den lille forhave ud mod Kastelsvej. Han spørger derudover, om figentræet på området bliver fredet.

Der foreligger endnu ikke svar på dette.

 

8. De små gader Middelalderbyen

Med mail den 30. marts 2025 orienterede en borger lokaludvalget om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren med et forslag om at lave de små gader i ét niveau med henblik på at biler, cyklister og gående skal kunne færdes på samme areal. Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere svaret ham, at forvaltningen ikke kan gennemføre det, medmindre der fra politisk side afsættes penge til dette i de årlige budgetforhandlinger.

Teknik- og Miljøborgmesteren har kvitteret for borgerens mail og oplyser, at hun vil arbejde for at der i det kommende Budget 2026 afsættes midler til mindst et af de flagskibsprojekter, der er beskrevet i byrumsplanen for Middelalderbyen. Hun oplyser, at det nok tager en del år, før kommunen kommer i mål med at have finansieret og gennemført hele planen, hvorfor man arbejder for at få flere midlertidige byrumsløsninger.

Borgeren svarede den 22. april 2025, at f.eks. Sværtegade behøver almindeligt vedligehold, som ikke bør kræve mange økonomiske midler at genoprette og inviterer teknik- og miljøborgmesteren til en gåtur med gennemgang af gader i Stræderne. 

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor. 

 

Til top