Mødedato: 07.04.2022, kl. 18:50
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Offentligt informationsmøde om Distortion 2022

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at være vært for et offentligt informationsmøde den 28. april 2022 om Distortion 2022.

Indstilling

Sekretariatet foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg er vært for et offentligt informationsmøde den 28. april 2022 om Distortion 2022.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger lokaludvalgets formandskab til at planlægge og gennemføre mødet sammen med sekretariatet.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 25.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgedialogaktiviteter.

Problemstilling

Distortion 2022 afholdes i perioden 1.-5. juni 2022.  Dele af eventen holdes i eller tæt ved Indre By:

  • 1. juni er der et arrangement ved Langebro på Christianshavn-siden af broen
  • 1. juni er der et arrangement på Rådhuspladsen
  • 2. juni er der et arrangement ved DGI-Byen på Vesterbro
  • 2. juni er der et arrangement på Rådhuspladsen
  • 3. juni er der flere arrangementer på promenaderne langs Inderhavnen
  • 3. juni er der et arrangement på Refshaleøen
  • 4. juni er der et arrangement på Refshaleøen.

Læs mere her: https://www.cphdistortion.dk/.

 

Som opfølgning på et møde den 5. januar 2022 mellem repræsentanter fra Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg, Teknik- og Mljøforvaltningen og NusNus Aps, der arrangerer Distortion 2022, skrev NusNus Aps den 18. januar 2022 til Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg bl.a.: "Angående et offentligt infomøde forud for afholdelse af Distortion, vælger vi efter vores dialog med TMF i stedet at opruste på den skriftlige og online info, som tidligere nævnt i samarbejde med lokaludvalgene."

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 16. marts 2022 orienteret lokaludvalgets formand Bent Lohmann om køreplanen for myndighedernes tilladelser til Distortion 2022. Se bilaget.

Løsning

Sekretariatet foreslår efter aftale med det nu afgåede lokaludvalgs formandskab, at lokaludvalget er vært for et offentligt informationsmøde den 28. april 2022 om Distortion 2022. Hensigten med mødet er,

  • at borgerne og de erhvervsdrivende i Indre By får en orientering om Distortion 2022-arrangementerne og om hvordan de håndteres af myndighederne
  • at borgerne og de erhvervsdrivende i Indre By får en orientering om baggrunden for Region Hovedstadens og Københavns Kommunes tilskud til Distortion 2022. 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Politi, Hovedstadens Beredskab og Region Hovedstaden inviteres til at fortælle om, hvordan myndighederne og beredskabet håndterer Distortion 2022. 

Region Hovedstaden og Kultur- og Fritidsforvaltningen inviteres til at fortælle om Region Hovedstadens og Københavns Kommunes tilskud til Distortion. 

NusNus Aps inviteres til at fortælle om arrangementerne og om, hvordan de vil løse opgaven med at informere omgivelserne om arrangementerne.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 25.000 kr. til det offentlige informationsmøde om Distortion 2022. Der vil være udgifter til annonce, lokaleleje og forplejning. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Formandskabet planlægger og gennemfører mødet sammen med sekretariatet. Mødet holdes den 28. april kl. 19.30-21.30.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield og Michael Thorup om,
    • at der skal opsamles data fra Distortion 2022.
    • at der skal holdes et forberedende møde forud for borgermødet den 28. april 2022.
    • at det i borgermødet og via lokaludvalgets medier skal oplyses, hvor borgerne kan henvende sig vedr. oplevede udfordringer i forbindelse med Distortion 2022.

      Lokaludvalget besluttede at være vært for et offentligt informationsmøde den 28. april 2022 om Distortion 2022 indenfor rammerne af ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

     

  2. Lokaludvalget udpegede lokaludvalgets formandskab samt Sally Mountfield og Michael Thorup til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.

  3. Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

  4. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Steen Juhl Olesen om, at formanden spørger Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om, hvordan rammerne for Distortion-arrangementet den 1. juni 2022 på Rådhuspladsen vil være, når der skal tages hensyn til, at Rådhushallen er afstemningssted i forbindelse med folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold i EU.
Til top