Mødedato: 06.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Forslag til kommuneplantillæg for kollegie og ungdomsboliger, generelle bestemmelser - høringssvar

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om forslag til kommuneplantillæg for kollegie- og ungdomsboliger, generelle bestemmelser.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende Økonomiforvaltningen et høringssvar om forslag til kommuneplantillæg for kollegie- og ungdomsboliger, generelle bestemmelser, indeholdende bemærkningen, der fremgår af løsningsafsnittet, samt bemærkningerne, der måtte fremkomme i lokaludvalgsmødet.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har modtaget "forslag til kommuneplantillæg for kollegie- og ungdomsboliger, generelle bestemmelser" i høring.

De gældende kommuneplankrav til kollegie- og ungdomsboliger er på de fleste områder de samme som til familieboliger. De tager således ikke hensyn til, at unge bruger både boligen og byen på en anden måde end familier gør. Der er derfor brug for at ændre på kommuneplankravene, så de afspejler denne
forskel bedre.

Forslaget til tillæg til Kommuneplan 2011, ændrer rammerne for lokalplanlægning for kollegie- og ungdomsboliger på følgende parametre: 
  • Antallet: Kvoten på de 3.000 kollegie- og ungdomsboliger forhøjes
  • Omdannelse og nybyggeri: Reglerne forenkles
  • Lokalisering: Reglerne forenkles og muliggør kollegie- og ungdomsboliger flere steder
  • Bilparkering: Der indføres en generel norm for bilparkering til kollegie- og ungdomsboliger
  • Friareal: Der indføres et generelt friarealkrav til kollegie- og ungdomsboliger.
Svarfristen er den 22. februar 2014.

Løsning

Byudviklingsgruppen har drøftet sagen:
Det normale krav til et boligbyggeri er 1½ P-plads pr. bolig, hvilket ikke bør gælde for ungdomsboliger. Vi bør anføre, at der som første prioritet skal projekteres mindst 1½ cykel-P-pladser pr. bolig, heraf gerne nogle pladser til trehjulede/lad-cykler. Gerne også i overdækkede arealer, såsom kældre og skure.
Desuden bør der tilgodeses behovet for friarealer til ophold og evt. træning. Vi er nødt til at se en uddybning af forslaget for at kunne tage konkret stilling.


Formandskabet foreslår følgende høringssvar:
"Indre By Lokaludvalg har i sit møde den 6. februar 2014 drøftet forslaget til kommuneplantillæg for kollegie- og ungdomsboliger, som er sendt i offentlig høring med svarfrist den 21. februar 2014.

Borgerdialog
Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om sagen, men vil gøre bydelens kollegier opmærksomme på den.
Lokaludvalget foreslår, at Økonomiforvaltningen gør Centralindstillingsudvalget (CIU) og Kollegiernes Kontor I København (KKIK) opmærksomme på sagen. 

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget mener, at det vil dæmpe nattelivet i Indre By, hvis flere får mulighed for at bor her. Lokaludvalget foreslår derfor, at kommuneplantillægget skal gøre det muligt at indrette kollegie- og ungdomsboliger i de bygninger i Indre By, som Københavns Universitet fraflytter, og at forvaltningen tager kontakt til universitet om dette. Ligeledes foreslår vi, at forvaltningen undersøger muligheden for omdanne ledige kontorer i Indre By til kollegie- og ungdomsboliger.

Lokaludvalget mener endvidere, at parkeringskravene til byggerier med kollegie- og ungdomsboliger først og fremmest skal tilgodese behovene for handiapparkering, parkering til varetransport og parkering til af- og pålæsning. Parkering til af- og pålæsning er vigtigt, da flyttefrekvensen i kollegier er forholdsvis høj. Krav om parkering til beboernes egne biler bør generelt svare til det aktuelle behov og gerne være mindre i Indre By. I stedet foreslår lokaludvalget et parkeringskrav for cykelparkering, fx. 1½ cykelparkeringsplads pr. bolig.

Derudover mener lokaludvalget, at man skal sikre,
- at der er kollegie- og ungdomsboliger til familier med børn
- at der kommer små køkkener i hver bolig, da det har betydning for, om man kan få boligstøtte
- at der er fællesarealer indendørs. De er vigtige for det sociale liv på kollegier.
- at der er nære friarealer udendørs. De er vigtige til ophold.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet lægger høringssvaret på bliv hørt-portalen.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende Økonomiforvaltningen et høringssvar om forslag til kommuneplantillæg for kollegie- og ungdomsboliger, generelle bestemmelser, indeholdende bemærkningen, der fremgår af løsningsafsnittet, idet

  • lokaludvalget foreslår en parkeringsnorm for kollegier i Indre By på 1 P-plads pr. 400 etagemeter, da studerende har lavere bilejerskab end andre unge.
  • lokaludvalget foreslår, at fysisk handicappede har fortrinsret til P-pladser ved kollegier 
  • lokaludvalget tilkendegiver, at huslejen i kollegier bør være så lav, at de studerende selv kan betale huslejen.
  • lokaludvalget foreslår at indrette kollegieværelser med kitchenetter.
  • lokaludvalget beder forvaltningen redegør for, hvorvidt kommuneplantillægget kommer til at gælde for kollegiet, der så vidt vides skal indrettes i DSBs bygning i Sølvgade.
  • lokaludvalget roser forvaltningen for ved fastlæggelsen af parkeringsnormer at tage udgangspunkt i omstændigherne, herunder stationsnærhed, og foreslår, at man også bruger denne mulighed i andre sammenhænge.
Til top